Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
197Kommentarer
9758Visninger
AA

1. Som taget ud af en eventyrbog

Jeg var sytten år, og gik på gymnasiet et sted i Seuol, Sydkoreas hovedstad. Jeg havde gode karakterer og god grammatik, derfor kom jeg på holdet, der skulle lave skolens avis, som udkom hver anden uge. Desværre for mit vedkommende, var det min storesøster der var formand for avisen, bare fordi hun var tredjeårselev.

”Vi starter mødet! Rin!” sagde hun og pegede straks på mig, som sad og halvsov. Kekirie, min storesøster, ville sikkert bare bruge mødet på at snakke om sidste uges avis, der handlede om verdens største kage. Kekirie var kageelsker. Hendes kælenavn, Keki, betød jo også kage.

”Hvad er der?” sagde jeg og gabte, jeg var tilsyneladende meget træt. Kekirie tog en blok stribet papir og lagde den på bordet foran mig.

”Denne uges avis kommer til at handle om mystik! Derfor skal du, min elskede lillesøster, tage ud i skoven og skrive om, hvad du ser derude,” sagde min storesøster, som ikke var rigtig klog, men stadig sød.

”Som… Træer?” spurgte jeg og lignede et spørgsmålstegn. Jeg anede ikke hvad hun snakkede om. Hun rystede straks på hovedet.

”I skoven lige udenfor byen, ligger der den der skole! Chun Sa High School, hed den vist,” sagde Kekirie og lagde armene over kors. ”Ingen har turdet være i nærheden af den, fordi der er en uhyggelig mand, som holder vagt, og går rundt i skoven om natten.” Hun sagde det helt klart for at gøre mig mere utryg.

”Skulle vi ikke få en dreng til at tage den opgave så?” sagde jeg og smilede uskyldigt, jeg var den svageste pige i min klasse, så hvis jeg skulle forsvare mig mod noget…

”Nej! Du tager opgaven, Rin!” sagde min storesøster og klappede mig på hovedet. Jeg sukkede opgivende og tog den stribede blok med mig, og en blyant. Vi havde fået fri fra skole, og nu skulle jeg så direkte over til den mystiske, uhyggelige skole. Jeg brød mig nu ikke rigtigt om det, men jeg måtte skynde mig før det blev mørkt.

”Jeg sværger, jeg dræber min storesøster en dag,” mumlede jeg opgivende, idet jeg trådte ind på stien, der førte ind i skoven. Her var ingen andre end mig. Det forstod jeg nu godt. Jeg havde kuldegysninger, da jeg gik ind i skoven. Jeg kunne have svoret på, at jeg kunne mærke at jeg nærmest gik igennem en usynlig mur, så blød som en sæbeboble, og som nærmest lyste helt blåt. Det var bare indbildning, troede jeg da! Jeg så tilbage, jeg kunne ikke se byen mere. Var jeg virkelig gået så langt? Jeg mente da, at jeg lige var gået ind i skoven?

”Ah, sikkert bare indbildning,” mumlede jeg og fortsatte med at gå. Jeg anede ikke engang, om jeg gik den rigtige vej, eller allerede var faret vild. Jeg kunne mærke noget på min næsetip og så op mod himlen. Det sneede? Men det var sommer! Det var dog ikke koldt, det var kun lunt. Jo mere jeg gik, jo mere sne lå på græsset. Det her sted var skørt, det var jeg enig med mig selv i.

Jeg kunne snart se et fantastisk, stort slot! Det var snehvidt, ligesom sneen der omringede det. Det var så smukt! Som taget ud af en eventyrbog! Så manglede man bare prinsen på den hvide hest, så var det hele perfekt.

”Hvem må du så være?” sagde en smuk, dyb stemme bag mig. Jeg hvinede forskrækket og vendte mig om af forskrækkelse. Det her sted var perfekt… Der stod der en stor, smuk, hvid hest, med en flot fyr som rytter. Hans hud var en smule mørkere end min, men kun meget lidt. Hans øjne var store og mørke. Han havde mellemlangt, brunt hår, et flot smil og brede skuldre. Han virkede så bekendt, som om jeg havde set ham før, men det havde jeg helt sikkert ikke, ingen af drengene jeg kendte var halvt så flotte som ham her!

”Eh… Mit navn er K-Karorin True Loveless,” sagde jeg og bukkede forsigtigt, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var jo kommet ind på deres skoles grund, måtte jeg overhovedet være her?!

”Jamen dog, du har jo en sommerskoleuniform på! Fryser du ikke?” spurgte han og hentydede til min kortærmede trøje, og korte nederdel. Det var altså sommer, men alligevel sneede det her. Han havde selv langærmet, blå skolejakke på. Fyren rakte mig en hånd imens han smilede varmt. Jeg tog den, og han trak mig op og sidde foran ham, på hans hvide hest.

”Lad os se om du kan låne noget varmere tøj,” sagde han, og hesten begyndte at ride mod skolen. ”For resten, så er mit navn Choi Minho.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...