Nattoget

Historien handler om en dreng, hvis ven bliver taget af et nattog. Den er meget spændende, - så jeg ville anbefale at du læste den. :-)

4Likes
5Kommentarer
1033Visninger

1. Nattoget.

Markus stod på stationen og ventede på det næste tog. Han skulle hjem. Han havde lige været til fodboldkamp på stadion med sin ven, Peter. Det var koldt, og vinden susede gennem undergrunden og fik Markus til at skutte sig i sin tynde frakke. Han satte sig ned på en bænk for at vente. Der var lang tid til, at det næste tog ville komme. Derfor trak han en tegneserie op af rygsækken og gav sig til at læse om vampyrjægeren Morgereth. Det var hans yndlingstegneserie, der handlede om, hvordan den legendariske vampyrjæger Morgereth redede befolkningen fra blodtørstige vampyrer. Han var helt opslugt af historien, da en hånd på hans skulder pludselig fik ham til at se op med et gisp. Markus drejede langsomt hovedet for at se, hvem der stod bag ham, og han mærkede, hvordan hjertet hoppede op i halsen på ham. Den mystiske person var ualmindeligt høj og klædt i en lang, mørk jakke med en høj krave, der dækkede en stor del af hans ansigt. Kun han skarpe høgenæse var synlig og hans mørke, bundløse øjne. De var natteblå og virkede iskolde. "Hvorfor sidder du her?" sagde manden med dæmpet stemme. Stemmen fik det til at løbe Markus koldt ned ad ryggen. Den var hård som sten og kastede ekko på stationen. "Jeg skal hjem," svarede Markus usikkert. Hans stemme var næsten en hvisken. "Gå din vej," sagde den mystiske mand barskt, "og kom aldrig tilbage." Markus stivnede. Manden lød bitter og endnu mere uhyggelig end før, som om han vidste noget, Markus ikke vidste. "Hvorfor?" stammede Markus uforstående. Den mystiske mand sagde: "Der sker mange ting her. Mange uhyggelige ting. Gå din vej! Bare gå." Markus kunne slet ikke forstå, hvorfor manden pludselig var så ivrig efter at få ham væk fra stationen. Så var der hans øjne, der gnistrede ildevarslende i det svage lys fra loftslamperne. "Gå nu, inden du bliver taget af nattoget," sagde manden meget hurtigt, vendte ryggen til og forsvandt hastigt. De så ud, som om han forsvandt i den blå luft. Men det var selvfølgelig noget, Markus bildte sig ind. Så gik Markus sin vej, fordi han følte, at den mystiske mand hele tiden stirrede på ham, og af og til kunne han høre et åndedræt tæt bag sig. Markus løb og løb, mens blodet frøs til is i hans årer. Hele vejen op ad trapperne mærkede Markus mandens iskolde ord presse sig ind i hans ører: "Gå din vej, gå din vej, gå din vej ..."

Næste morgen vågnede Markus og tænkte over nattens begivenheder. Sveden drev ned ad hans ryg og fik ham til at fryse. Han spiste næsten ikke noget morgenmad, selvom hans mor bad ham om at spise. I skolen undrede Markus sig over, hvorfor Peter, der aldrig plejede at komme for sent, pludselig smækkede døren op den morgen og med ligegyldig stemme sagde: "Undskyld, jeg kommer for sent." Da det blev frikvarter, gik Markus hen til Peter. "Hej Peter," sagde han glad. "Hej," knurrede Peter og så op. Markus stirrede på ham, Peters øjne var tomme, men gnistrede af had. "Hvad er der i vejen?" spurgte Markus. "Det rager ikke dig, splejs," sagde Peter hånligt og vendte ryggen til. Hele dagen blev Markus drillet af Peter, der nu var sammen med skolens hårde bøller. Markus gik rundt for sig selv o`g undrede sig over, hvad der kunne være sket med Peter, for han vidste aldrig kunne finde på at tale sådan til ham. I de forløbne uger skete der mange mystiske ting. Peter blev grovere overfor Markus i skolen og gad slet ikke at tale til ham. 'Folk klagede pludselig over døde kæledyr, og andre klagede over smadrede ruder og skraldespande. Men det var værst med dyrene. Markus' billedkunstlærer måtte blive hjemme, fordi hans kaniner lå døde i deres bur.

Uden at vide hvorfor følte Markus, at han måtte opsøge den mystiske mand igen, uanset hvor skræmmende det ville blive. Markus havde på fornemmelsen, at manden kunne fortælle, hvad der var galt med hans bedste ven. Det havde han kunnet se i hans uhyggelige øjne. Derfor sneg Markus sig ud en aften og tog bussen til den samme station, som han havde været på nogle uger tidligere. "Hallo," sagde Markus højt, da han var på stationen, "er her nogen?" Hans stemme gav genlyd på stationen. Igen kunne han mærke angsten i brystet og føle de stirrende øjne. Han hørte den svage lyd af en hviskende stemme, der sagde: Gå din vej" igen og igen. "Hjælp!" sagde Markus desperat, og pludselig stod den mystiske mand foran ham, som om han var dukket op af den blå luft med vrede øjne. Hans sølvgrå hår skinnede i lyset. "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle holde dig væk?" sagde han tænderskærende. Markus nikkede usikkert. Pludselig fortalte han manden alt om Peter, hvordan han havde været før, og hvordan han var nu. Han fortalte om alle de mystiske ting, der var sket for nylig. Mens Markus talte, kunne han se udtrykket i mandens øjne ændre sig. "Hør på mig," sagde manden til Markus til sidst. "Jeg ved, hvad der er sket med din ven, og jeg ved, hvordan du skal hjælpe ham. Peter er blevet taget af Nattoget. Når man stiger på Nattoget, bliver ens sjæl taget. Næste morgen kommer man ud igen, men det er bare en kopi af den rigtige person." Markus stirrede forskrækket på dem mystiske mand, der fortsatte med at tale: "Du skal stige på toget i nat og få din ven ud derfra. Men husk, du må kun være i toget i et kvarter, og du må ikke sætte dig ned eller holde fast i noget. Er det forstået?" Så forsvandt manden igen, og Markus var helt alene på stationen. Kulden krøb tættere ind til ham, så han til sidst rystede af kulde. Pludselig hørte han en tordnende rumlen fra venstre, og den kom nærmere og nærmere. Et stort, gammeldags tog, der var gråt som tågen, standsede med hvinende lyde på stationen. Markus gik nervøst nærmere, åbnede døren og gik ind i toget. Så begyndte toget at køre hurtigere og hurtigere, og han kunne næsten ikke holde balancen, men han måtte ikke holde fast i noget. "Peter! " råbte han, mens han løb igennem togvognene. Hans hjerte hamrede. Alle folk så ud, som om de sov eller stirrede tomt ud i luften. Toget slingrede voldsomt. Det larmede så meget, at han ikke kunne høre sig selv tænke. Så fandt han Peter, der lå på et sæde med lukkede øjne. "Peter! " skreg Markus igen og ruskede i sin ven. Peter rørte sig ikke. "PETER! " råbte Markus endnu højere og greb fat om sin vens skulder. Markus løftede Peter op i sine arme og begyndte at løbe. Men da han nåede hen til døren faldt han. Peter vågnede. "Du må ikke holde fast i noget, " sagde Markus og rejste sig igen. Han Hev Peter med sig op. Da standsede toget, og de steg begge ud igen. Markus opdagede, at de var på den samme station som før. Markus så, at den mystiske mand stod og ventede på dem, og han syntes, at han kunne se et smil på mandens ansigt. "Godt klaret, " sagde han med sin dybe, mystiske stemme, "gå så jeres vej. " Og så gik de to venner hjemad. "Tag så jeres forbandede bøger frem, unger, " sagde deres matematiklærer vredt til dem, den næste dag de var i skole, og Markus og Peter opdagede, at hans blik var helt tomt og hadefuldt, som Peters havde været det, inden Markus redede ham ...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...