Kunstigt liv

Udkast:
”Den færdige udgave af HRHv2.0, direktør,” siger forskeren og peger med sin kuglepen på robotten.
”Godt, godt. Har i fundet nogle fejl på den?”
”Da vi prøvede den af gik det fint. Den gjorde alt vi bad den om og sagde ikke imod. Selv det som et almindelig menneske ville sige nej til, sagde den ikke noget ved. Vi gav den en masse skriftlige prøver, som den ikke lavede fejl i. Men da vi skulle afprøve dens følelser, kunne den ikke svare. Det viser sig at den ikke forstår hvad en følelse er,” afslutter forskeren uden at se direktøren i øjne.
”En alvorlig fejl. Kan i gøre noget ved det?”
”Nej, direktør.”
”Så smid den ud og lav en ny!” Direktøren går med faste skridt ud af lokalet og smækker døren hårdt i, så alle forskerne hopper.
Oppe på en stålbalkon ud over lokalet står en 17-årig dreng og kigger på. Han har sort hår, brune øjne, ja en almindelig dreng, hvis drøm er at overtage robotfirmaet, som han nok skal få opfyldt.

0Likes
4Kommentarer
2136Visninger
AA

3. Nysgerrighed

Da Kohaku kommer ind med tøjet, ser han robotten sidde på gulvet og kigge i en af skufferne på hans skrivebord. Rundt i hele værelset er der åbne skuffer og blade på gulvet. Robotten rejser sig op, da den ser Kohaku.

”Velkommen tilbage, hr. Matsuda,” siger den og nejer.

”Bare kald mig Kohaku,” siger Kohaku og lægger tøjet over på hans seng, imens han ser rundt på hans rodet værelse.

”Hvad har du lavet herinde?”

”Undskyld, Kohaku, men min nysgerrighed tog over mig og jeg måtte kigge rundt,” siger robotten og nejer endnu engang. En robot med en nysgerrig personlighed, sikke en udfordring, tænker Kohaku og sukker.

”Tag den der robotdragt af og tag det her på i stedet for,” siger han og peger på tøjet. ”Jeg går ud imens du skifter.”

Kohaku læner sig op af døren, imens han venter. Han begynder at tænke på nogle navne robotten kan hedde. Måske et af hans klassekammeraters navne? Nej, det ville være underligt, tænker Kohaku.

Han kigger ind af døren. Robotten har lige taget cardiganen på.

”Okay, jeg er vist ikke så god til at finde pigetøj, men det må du lige leve med,” siger Kohaku imens han går ind på værelset. Han sætter sig på en computerstol og begynder at remse nogle navne op.

”Hvilke navne kunne du godt lide?”

Robotten virker lidt fraværende, men siger så: ”Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg bedst lide navnet Rin, fordi det er nemt at sige og er kort.”

”Godt, så er dit navn fra nu af Rin,” siger Kohaku og springer op af stolen. ”Er du glad for det?”

Rin kigger spørgende på ham. Nå nej, tænker Kohaku.

”At være glad, eller glæde, er når man bliver tilfreds eller får lyst til at skrige ud til alle, fordi man har gennemført noget godt, øh…” mumler han og tænker sig godt om. ”Et eksempel: jeg er glad, fordi jeg har lavet mine lektier. Altså er jeg tilfreds med min indsats. Eller noget i den stil…” slutter han.

Sådan går ugerne med at lære Rin om følelser. Kohaku går på biblioteket for at finde bøger og leksikoner om følelser og søger på internettet til langt ud på natten. Men han har også skolen han skal passe, så meget tid bliver der ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...