Forladt


6Likes
5Kommentarer
1382Visninger
AA

1. Novelle (Kun et kapitel) - Forladt

Paris havde for første gang ondt i fødderne efter en ballettime. Hun var netop blevet ti, og hun var nu gammel nok til at bruge disse tåspidssko. Når de ældre dansede ballet oppe i dansesalen efter Paris’ holds time, gik nogle af dem ofte op for at se på. Det var smukt, når 15 dansere hoppede yndefuldt rundt på gulvet. De kunne gå på deres tæer og strække benene højt op. Paris havde aldrig forestillet sig, at noget så flot, faktisk kunne gøre ondt. Da Paris var en af de yngste på holdet, kunne hun kun se misundeligt på, når hendes kammerater fik udleveret og prøvet skoene. Det var ikke fordi, at hun ikke var god nok. Hun måtte bare ikke. Det var balletskolens princip. Paris havde altid godt kunne lide ballet, og da hun fortalte til hendes mor, at hun gerne ville gå til det, havde moderen nærmest været endnu mere opsat på det, end Paris havde været. Paris var lykkelig, når hun dansede og opviste. Men de lange eftermiddage efter skoletiden havde været ved at blive hårde. Endnu mere undervisning betød mindre fritid. Men det var også det, Paris ønskede. Hvert fald til at starte med. Hun ville danse på Den Kongelige Ballet. Hun skulle stå som voksen og smile oppe på scenen foran det store, internationale publikum. Det var hendes drøm, og hun agtede at gøre den til virkelighed. Hun kom i tanke om dengang, da hun var mindre. Hun legede ofte med dukker. Dukken var et centralt stykke legetøj, og hvis man ikke havde en dukke, kunne man ikke være med i fællesskabet. Sådan var det i hvert fald i Paris’ skoleklasse. Efter at Paris var startet med at gå til ballet, havde hun interesseret sig mere for det, og hun var kun sjældent sammen med hendes veninder. Balletten fyldte for meget i hendes liv. Hun kunne høre hendes fars stemme i hovedet. ”Paris, vi kører nu, hvis du vil med.” ”Okay, jeg kommer nu. Og jeg vil altså gerne med, for vi skal ned til bedstemor!”. Paris’ var omkring ni år på det tidspunkt. Hendes barnesmil lyste op, og for hun glædede sig til at komme ud til hendes bedstemor. Hun havde lært nye trin, som hun så gerne ville vise frem. Hendes bedstemor boede ved stranden, så det udnyttede de ofte, når de var der ude. Paris havde taget sin yndlingsdukke ned til stranden, trods store protester fra hendes mor. De var gået op mod huset, efter at de havde badet. Paris havde glemt sin dukke. Tilsyneladende var Paris ret ligeglad. Det var ikke det, der spillede en rolle. Det var balletten. Da hun var kommet i skole igen, havde hun besluttet at være sammen med hendes veninder for en gangs skyld. Balletten var ofte i vejen, men hendes mor havde bestemt, at hun skulle lege med hendes veninder. Hun var kommet i tanke om dukken, men det plagede hende ikke. Det var ikke det, der betød noget. Men det gjorde det for hendes veninder. Paris kunne blot sidde og kigge på, vel vidende, at hun ikke ville kunne få et ord indført. For hun havde ikke en dukke, hun kunne ikke lege med de andre. Hun havde mistet sig selv til ballet, hun var blevet ensom. Forladt. Det gik op for hende, at hun måtte få sin dukke tilbage. Hun kom hjem, og hun var ulykkelig. ”Paris, jeg har noget til dig.” Hendes mor stod med en pakke i hånden. Paris flåede den op. Det var hendes elskede dukke, den var hos hende, og hun agtede ikke at give slip, før at hun var vokset ud af barndommen. Det var det vigtigste, hun havde. Hendes mor kom og hentede hende ved danseskolen, og de kørte hjem. Hendes lillebror var hjemme, en 4-årig lille møgunge, der næsten aldrig lod hende være i fred. Paris fik en varm modtagelse af den lille, og han begyndte straks at rive i hendes pose med sko. Hun blev sur og trampede ind på sit værelse. Ingen skulle absolut røre hendes nye sko, som hun havde længtes efter i lang tid. Det var de alt for vigtige til. De var et skridt nærmere hendes drøm. Den drøm, der faktisk så ud som om, den kunne blive til virkelighed, uden at hun skulle bruge hele hendes vågne tid på at træne sin barndom væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...