Den uvirkelige verden.

Det handler om en pige. Hendes far er død, og hendes mor dør også. Pigen komme i en pleje familie. Men familien er ikke normal. De har overnaturlige krafter. De er fire, og hver person har en speciel evne. Pigen bliver udfordret og se selv hvad der sker.

1Likes
0Kommentarer
556Visninger
AA

1. Mystiske følelse.

Jeg sad på min plads. Jeg kiggede over hele klassen. Jeg var den eneste der ikke kiggede på den side min lærer læste. Jeg var den eneste der ikke kunne koncentrere mig . Jeg vidste ikke hvorfor, og havde ikke lysten til at vide det. Jeg prøvede at følge med, og i det jeg kiggede i bogen kom min lærer hen til mig. ”Nå Uliva, vil du læse for resten af klassen”. Alle kiggede på mig. Jeg begyndte at svede i hænderne og i mellem fingrene, jeg rystede, og var ved at besvime. Jeg var så bange at jeg ikke kunne svarer mig lærer. Hvor pinligt kunne det nu også blive. Jeg prøvede at sige:”Jeg kan ikke”. Men begyndte kun at sige:”J...eeggg.... kaaa.. i..”. Tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg var så knust. Over at jeg ikke kunne koncentrere mig om timen. Klokken ringede ud og alle gik ud. Alle retter sagt løbede ud. Jeg var lige ved at gå, inden men lærer greb fat i min arm. ”Jeg skal tale med dig Uliva. Jeg kan godt forstå at du har det svært. Så hvis det forsætter sådan skal i desværre flytte by”. Som i kunne hører. Jeg har problemer. Det handler om at:”Engang for længe siden. Levede der et godt ægtepar. De fik en pige ved navn Uliva. Mig, nemlig. Men en dag da Uliva var 2 måneder dødede hendes far. Det ramte hårdt på familien. Da hun så blev 11. Blev min/hendes mor alvorlig syg.”. Her sidder jeg så og er ved at blive 12. Min mor ligge syg på sygehuset. Og min far er død.
Jeg svarede ikke min lærer og gik videre. Dagen gik langsomt og kedeligt. Og vi fik fri. Jeg gik mod sygehuset, hen til min mor. Men jeg blev stoppet af en alle anden pige. Pigen kiggede på mig som om hun havet set mig før. Nå man tænker på det var det uhyggeligt. ”Går du på mellemskolen”. Det var min skole. Så derfor svarede jeg selvfølgelige:”Ja”. ”Hvilken klasse går du i, måske skal jeg begynde i din klasse”. ”6.A”. ”Det er nemlig der jeg skal begynde”. Hun rækte sin hånd og jeg tog i mod. ”En fornøjelse at møde dig. Jeg hedder Josephine, men bare kald mig Jose”. ”Ok, jeg hedder Uliva”. Vi gik fra hinanden og kiggede begge ikke tilbage. Da jeg nåede til sygehuset. Fik jeg en nyhed at vide, min mor var, min mor var død. Der gjorde mig slet ikke ked af det. Det var som om jeg var glad, jeg kunne slet ikke fatte hvorfor jeg var blevet så glad. Det betød måske at jeg hadede, hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...