The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13493Visninger
AA

10. What I've lost!

Jeg sad for mig selv oppe på taget. Mine ben samlet foran mig, imens jeg bare sad og så væk fra de andre. Mine kinder var gennemblødte af mine salte tårer. Alligevel, græd jeg ikke mere. Jeg tænkte på Daeho, men græd ikke længere. Jeg kunne stadig smage salt i min mund. Salt, med en blanding af skyld. Mit hjerte var ved at blive kvalt indefra. Jeg havde myrdet ham, jeg elskede. Trods han bad mig om det, han bønfaldt mig, så havde jeg stadig gjort det.

Mit hår blafrede fint i vinden, imens Solen gik ned over skolen. Jeg var sulten, men vi havde ikke noget at spise. Min mave rumlede for syttende gang, på det tidspunkt.

”Rin, du burde få dig noget søvn,” sagde Minho og satte sig ned ved siden af mig. Jeg rystede lidt på hovedet og snøftede en enkelt gang.

”Vi prøver på, at flygte ud fra skolen i morgen, så du skal være udhvilet, hvis noget skulle ske,” sagde han og lagde trygt sin skolejakke omkring mig.

”Jeg vil vide, om der er sket noget med mine venner og familie,” hviskede jeg lavt. Minho nikkede forstående og strammede sit greb omkring mine skuldre en lille smule.

”Vi har også nogle venner udenfor skolen, som vi heller ikke kan komme i kontakt med,” mumlede Minho lavt. Jeg så på Minho med et forstående blik.

”Det er hårdest for Key. Hans bedste ven er derude et sted. Han gik godt nok på skolen sidste år, det samme for vores anden ven,” forklarede Minho. Jeg så en smule rundt på de andre. Taemins kinder var gennemblødte. Key stod og så ud over byen, hvor der var lige så meget kaos som her. Kekirie sad fortsat og forsøgte at ringe til vores familie uden held. Hannah, derimod, sad og holdt vagt ved trappen op til taget. Hun havde sin trofaste golfkølle ved sin side. Den golfkølle, jeg havde dræbt Daeho med.

”Så tror jeg, jeg lægger mig til at sove,” mumlede jeg lavt til Minho. Jeg lænede mig op af ham imens han lænede sig op af mig. Han var ligesom en storebror for mig, og det var jeg taknemmelig for. Den måde, han altid passede på mig, trods vi ikke havde kendt hinanden længe.

Taemin satte sig på den anden side af Minho og lagde sit hoved på hans skød, imens Minho blidt nussede hans hår, så han ville falde i søvn. Jeg smilede lidt af dem, de var så kære. Taemin smilede af Minhos blide berøring og lukkede sine smukke øjne i.

”Godnat, Minho, Taemin,” sagde jeg lavt og lukkede mine øjne sammen, for at få noget søvn

Jeg håbede på, at jeg kunne drømme mig væk, og på et tidspunkt, vågne op fra det mareridt. Det mareridt, hvor alle på skolen var blevet til zombier. Det mareridt om, at min kæreste var død, og jeg var morderen.

Mareridtet om, hvorvidt eller ej, vi ville overleve dette.

 

We all want to run away at times

Are you going to blame someone else again?

Don’t give up.

Until the day you get back what you’ve lost!

 

“Until the day I get back what I’ve lost?” mumlede jeg lavt, idet jeg vågnede op næste morgen. Jeg vågnede ved, at Taemin drejede lidt rundt, og han pludselig lå hen over mig og Minho. Halvnøgen. Kun iført underbukser. Normalt ville jeg blive rød i kinderne og freake ud over det, men det havde jeg virkelig ikke overskud til.

”Taemin oppa få noget tøj på. Minho oppa, vågn op,” sagde jeg og rejste mig op, så Taemin rullede væk fra mig og vågnede. Jeg gik over til Key, Hannah og Kekirie, og prikkede til dem med min ene fod.

”Så er det op!” sagde jeg og vækkede dem. Hannah og Kekirie vågnede op, gned søvnen ud af øjnene, og så uforstående på hinanden, hvorefter de rettede deres blikke mod mig.

”Hvorfor så morgenfrisk?” spurgte Kekirie. Jeg så tilbage på min storesøster.

”Det er i dag, at vi skal ud fra skolen, Keki,” sagde jeg, og så ned i skolegården, hvor zombierne ikke har holdt pause, og fortsat vandrede rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...