The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13489Visninger
AA

16. Trust me

Jeg sov slet ikke godt om natten. Jeg lå og drømte om det samme, igen og igen. Jeg drømte om det blik, Daeho sendte mig, da han bad mig om at slå ham ihjel. Jeg drømte om det øjeblik, hvor jeg svingede golfkøllen, og slog ham ihjel.

Blodet, der kom tilbage. Igen og igen. Min synd ville ikke lade mig være i fred, jeg havde dræbt et menneske, endda min kæreste. Trods han bad mig om det, nej, bønfaldt mig, så gjorde jeg det alligevel.

Jeg elskede jo Daeho…

”Hvor er de søde… Næsten ligesom en lille familie,” hviskede min storesøster lavt. Hendes hvisken var dog alligevel høj nok til, at den vækkede mig. Jeg ømmede mig, da sengen ikke var den mest behagelige seng, at ligge på.

Jeg lå med ansigtet mod Kekirie og Hannah, der stod ved siden af sengen og så på os med store øjne. Yoogeun lå foran mig og sov stadig tungt. Min ene arm var trygt omkring ham, som han var min egen baby.

Bag mig, derimod, lå Jonghyun. Han lå tæt ind til mig, med sin ene arm over mig og hans varme ånde i min nakke. Hans varme ånde, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Det var ikke på den dårlige måde, det var på den gode måde. Jeg så forsigtigt tilbage på Jonghyun, der lå med meget lidt af sine øjne åbne.

Var han vågen?

”J-Jonghyun?” mumlede jeg lavt.

”Ah, han sover med åbne øjne nogle gange, du skal ikke tage dig af det,” sagde Onew, der kom gående med noget mad i hænderne. Maden duftede herligt, trods det var lavet af dåsemad. Aromaen var lidt a la kylling, og det fik straks Yoogeun til at vågne og se på Onew med store øjne. Onew så på den lille dreng og smilede stort.

”Hej, hvad er dit navn?” spurgte han, imens han smilede med sit uimodståelige smil. Yoogeun stirrede bare fortsat på den varme suppe, Onew havde i en skål i sine hænder.

”Yoogeun,” mumlede Yoogeun lavt. Onew rakte mig da skålen med suppen i, der stadig var meget varm. Kyllingeduften fyldte hele rummet, og Yoogeun kunne ikke fjerne sit blik fra maden. Han var helt sikkert sulten, det kunne jeg se på ham. Han havde det samme blik, som Kekirie havde, når hun ikke havde spist længe.

Jeg grinede en lille smule af Yoogeun og tog noget suppe op på skeen. Jeg pustede den roligt, for at den skulle blive kølet af, hvorefter jeg madede Yoogeun, som frivilligt og omgående drak suppen. Han tyggede næsten ikke engang de små kyllingestykker, der var i den, men slugte det hele.

”Tak, noona!” sagde Yoogeun og smilede stort. Jeg hævede straks et øjenbryn. Jeg var altid vant til, at være den yngste, så jeg var aldrig blevet kaldt noona før, det var en lille overraskelse, måtte jeg sige.

”Vil du ikke også made mig, ”noona”?” spurgte Jonghyun, der pludselig så hen over skulderen på mig og grinede dumt. Jeg sukkede opgivende og så tilbage på ham.

”Jeg er ikke din noona, idiot,” sagde jeg koldt til ham.

”Jeg laver bare sjov,” nynnede Jonghyun, hvorefter Onew rakte ham sin anden skål med mad. Jonghyun så ikke specielt overrasket ud fra duften.

”Kylling igen… Næste gang laver jeg altså mad,” sagde Jonghyun og rejste sig fra sengen, hvor de svage fjedre straks reagerede på hans bevægelse. Jeg holdt straks fast i Yoogeun, så han ikke skulle falde, og få varm suppe ud over sig. Jeg fulgte Jonghyun med mit blik, idet han havde retning mod udgangen.

”Hvor skal du hen, Jjong?” spurgte Onew.

”Jeg har brug for noget frisk luft. Jeg kan ikke bare sidde herinde og lave ingenting, imens verden er ved at blive overtaget af zombier,” sagde han og så tilbage på os, hvorefter han gik, sammen med sin kyllingesuppe, uden nogen form for våben.

”Streetfight, det er simpelt.”

Jeg tvivlede dog på, at han rent faktisk kunne slå så mange zombier ud, bare ved hjælp af streetfight. Gad vide, om han havde nogen hemmelighed, eller ej? Jeg måtte i hvert fald finde ud af det.

”Hvor skal du hen, Rin?” spurgte Hannah, idet jeg rejste mig. Jeg så på hende og smilede en lille smule.

”Pas lige på Yoogeun, jeg skal lige ud og have noget frisk luft,” sagde jeg som undskyldning, ligesom Jonghyun. Hannah smilede stort og så på Yoogeun, der straks gemte sig bag mig.

”På den anden side… Onew! Pas lige på Yoogeun imens jeg er væk,” rettede jeg mig selv. Onew nikkede forstående og satte sig ned sammen med den lille dreng, for at give ham noget mere at spise. Jeg listede stille ud af indgangen, for at komme udenfor.

Jeg ville ikke bare have noget frisk luft, jeg ville altså finde ud af, hvilken hemmelighed det var, at Jonghyun havde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...