The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13494Visninger
AA

14. Scream!

Jonghyun tog mig med gennem gaderne. Gaderne var mørke og forladte. Det eneste man kunne se, var mennesker, der enten gemte sig i skjul, eller som lå på jorden uden at bevæge sig. Døde. Selv Solen var dog stadig fremme, men himlen var ikke skyfri. Der var stadig skyer, der fløj hen over den blå himmel. Det var begyndt at lysne op, men ikke meget. Kun en lille smule.

”Den her vej,” sagde Jonghyun og trak mig blidt med sig ind gennem nogle smalle gyder og gader. Der var mørkt, og Solen nåede knapt nok derned. Vinduer var smadrede, og der lå glasskår hen over gaden. Skræmte folk gemte sig i de smadrede vinduer, og så ud på mig med mistænksomme blikke. Jeg sank en klump og rettede mit blik mod Jonghyun igen.

”Hvad er det, der foregår, Jonghyun?” spurgte jeg.

”Jeg forklarer det hele, når vi er i sikkerhed,” sagde han med et lille smil, uden at se på mig. Hans blik var konstant på omgivelserne omkring os. Han var parat, hvis der kom en zombie, og han var ikke bange. I forhold til mig.

”Jonghyun, hvem er hun?” sagde en smuk stemme, da jeg så en fyr på Jonghyuns alder, stå nogle meter fra os. Hans øjne var en smule smalle, men smukke. Hans kinder ikke tynde, men heller ikke tykke. De var en blanding. Hans smil var uimodståeligt, og hans hår brunt. Han så på mig og smilede så varmt.

”Annyeong,” hilste han. Jeg smilede forsigtigt.

”Endnu en overlevende fra skolen, Onew” sagde Jonghyun. Jeg så på ham med store øjne.

”Hvad mener du med ’Endnu en’?” spurgte jeg.

”Dine venner, de er hos os. De er i sikkerhed, bare rolig,” sagde Onew og lagde en arm trygt omkring mine skuldre, for at føre mig hen til deres ”skjulested”. Onew sendte dog Jonghyun nogle ”jeg-holder-øje-med-dig” blikke. Jeg vidste dog ikke helt hvorfor.

 

Deres skjulested var i et gammelt beskyttelsesrum, som sikkert var blevet brugt i en af de sidste krige. Der havde jo været en hel del krig mellem os og Nordkorea, det var ingen hemmelighed. Der var forsyninger af mad, vand og endda køjesenge. Der var dog ikke helt nok senge til os alle sammen. Madrasserne var ikke engang særligt behagelige. Det var bare nogle senge, der blev slået ud fra væggene. Det her sted var helt sikkert Keys mareridt.

”Rin-Rin!” udbrød Hannah og løb over og omfavnede mig stramt og fast. Jeg gispede straks efter vejret, da hendes greb var alt for stramt. Taemin gik straks over til mig, da Hannah gav slip. Jeg så på ham, han så meget trist ud. Hans ansigt skulle smile, ikke være trist.

”Tae, hvad er der galt?” spurgte jeg, bekymret. Han tørrede straks nogle tårer væk, der havde sat sig i hans øjne. Han snøftede en enkelt gang. Han var så bedårende, ligesom en lille dreng. En lille engeldreng.

”Undskyld, Rin. Hvis det ikke havde været for mig, så ville du ikke have været så meget i fare,” undskyldte han, imens hans stemme rystede lidt. Jeg sukkede lavt og smilede varmt til ham.

”Det er okay, Tae,” sagde jeg. Han snøftede en enkelt gang mere, og smilede så til mig med hans englesmil. Der var en tryg stilhed omkring os, idet vi hørte et skrig.

Det var ikke et hvilket som helst skrig. Det var et barneskrig.

”APPA!!”

Jeg stivnede straks og så på mine venner, der var lige så forskrækkede som jeg var. Vi kunne tydeligt høre skriget. Det var højt, og zombierne kunne helt sikkert også høre det.

”Vi må gøre noget! Det er et barn!” udbrød jeg og skulle til at løbe mod udgangen af beskyttelsesrummet. Jonghyun tog straks fat i mine arme og holdt mig tilbage.

”Det er for farligt! Zombierne har hørt det! De kan være der når som helst!” sagde Jonghyun imens jeg kæmpede imod hans stramme greb. Jeg bed mig i min underlæbe og lukkede mine øjne stramt i.

”Det er… Et barn, Jonghyun,” hviskede jeg lavt.

”APPA!”

Skrigene fortsatte, imens mine arme blev holdt, og jeg intet kunne gøre for at redde drengen. Jeg sank stille sammen på gulvet, og Jonghyun gav slip på mine arme. Jeg kunne mærke frygten gennem min krop. Det var en lille dreng, der skreg efter hjælp. Jeg kunne høre, at som skrigene fortsatte, begyndte han mere og mere at græde. Det var tydeligt, selv for mig.

Der var så ét skrig, der fik mig til at reagere. Der var noget indeni mig, der begyndte at reagere.

”UMMA!!”

Jeg gispede forskrækket idet, jeg kunne mærke noget indeni mig vågne op. Var det mit moderlige instinkt? Jeg kunne helt sikkert ikke bare sidde og vente på, at drengens skrig skulle stoppe! Jeg ville helt sikkert ikke lade ham blive dræbt af de monstre, der vandrede rundt ude i gaderne!

Jeg rejste mig op omgående og løb mod udgangen igen. Denne gang, nåede Jonghyun ikke at tage fat i mig, før jeg var ude af hans rækkevidde.

”Rin!” råbte Kekirie af mig, i håb om, at stoppe mig. Det lykkedes hende ikke!

”Jeg løber efter hende!” udbrød Jonghyun og satte efter mig, ud på gaden. Ud i faren, for at finde den lille dreng, der skreg efter sine forældre, der helt sikkert allerede var døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...