The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13524Visninger
AA

26. Recover

Jeg sad og bandt Jonghyun ind i bandager, der hvor han var blevet skudt. Han ømmede sig godt nok forfærdeligt, da vi rensede dem. Sårene var ikke så slemme, heldigvis. Kuglerne fra pistolerne var ikke særligt store, og vi havde fået dem ud, ved hjælp af en pincet, som Key havde. Hans undskyldning var, at han tit plukkede øjenbryn. Det var typisk ham, han var sådan en diva, og ville altid se godt ud, selv når vi flygtede fra zombier.

”Aaaah!” brokkede Jonghyun sig, da jeg bandt forbindingen omkring hans overarm. Jeg var måske ikke så forsigtigt som jeg troede, sårene var jo meget dybe, men det i maven var mere et snitsår end et skudsår. Jeg håbede bare, at det gik.

”Går det, Jjong?” spurgte jeg lavt. Jonghyun så på mig og grinede en lille smule, men ømmede sig da straks i siden igen.

”Det går, Rin… Det gør ikke så ondt længere,” sagde han opmuntrende. Jeg var glad. Jeg smilede tilbage til ham og kyssede blidt hans pande. Han satte sig da op ved siden af mig, op af kanten på ladet, hvor vi sad.

”Gutter! Vi er der snart!” sagde Taemin med et stort smil, da han havde rejst sig op og så hen over førerhuset, med hans arme på taget af det. Jeg rejste mig op og vaklede hen mod ham, da pickuppen stadig var i bevægelse. Jeg holdt fast i taget og så frem mod vores destination. Jeg fik store øjne og smilede. Jeg mistede dog hurtigt mit smil, da jeg så alle de zombier, der var omkring stedet.

Alligevel, kunne de ikke komme ind. De forsøgte, men de tykke mure omkring stedet, holdt dem ude. Stedet, beskyttelsesrummet, var en stor, sort bygning. Det lignede mest af alt et fængsel, men det var en efterladt militærbase som lå nogle kilometer væk fra Seoul, hvor vi boede.

”Gutter! Vi er der nu!” sagde jeg til mine venner, der straks stillede sig op til mig og Taemin. Undtagen Jonghyun, han blev siddende med hovedet rettet mod jorden.

”Yay! Endelig er vi i sikkerhed!” sagde Kekirie og krammede mig stramt. Jeg smilede stort.

”Endelig kan vi føle os sikre, og omgå andre overlevede,” sagde Hannah. Det så ikke ud til, at der var kommet nogen lige foreløbig, fordi zombierne næsten spærrede alle vejene. Dog skete der det, at Onew simpelthen kørte dem ned, der stod i vejen. Jeg var så stolt af min oppa på det tidspunkt.

Vi var alle så glade og smilede og omfavnede hinanden af glæde. Nu så det hele pludseligt meget lysere ud for os. Vi kunne være sikre nu!

”Hvorfor er I så glade?” mumlede Jonghyun lavt, da han bare sad for sig selv. Jeg stoppede med at grine, det samme gjorde de andre. Vi så alle over på ham. Vi blev helt stille.

”Hvad mener du, Jonghyun hyung?” spurgte Minho. Jonghyun rejste sig op, imens han støttede sig til kanten af ladet. Han så alvorligt på os.

”Der er stadig kun plads til otte mennesker, og vi er ni. Husker I det?” spurgte han med en kold stemme. Mit hjerte slog hårdt en enkelt gang, og jeg holdt mig for min mund. Det havde jeg helt glemt! Vi havde alle glemt det, så det ud til.

”Skal vi tage en afstemning om det?” spurgte Hannah. Jeg rystede straks på hovedet.

”Vi kan ikke bare stemme om, hvem der skal dø af os! Vi må overtale dem, der har beskyttelsesrummet om, at lade os komme ind!” sagde jeg alvorligt med et bedende blik. Mine venner så lidt på hinanden og derefter på mig igen.

”Vi kan altid prøve,” sagde Key opmuntrende og lagde en hånd på min skulder. Onew bremsede hårdt op, da vi var ved den store, tydeligvis tunge, dør. Jeg gispede forskrækket, da jeg var ved at falde, men Minho greb mig heldigvis.

”Hvem der?!” udbrød en ukendt stemme. Jeg så mig straks omkring, og fik øje på en vagt, der kiggede ud gennem en lille låge i den store port. Jeg så mod porten, der var nogle få meter fra der, hvor vi havde bremset.

”Vi vil gerne i sikkerhed for zombierne!” sagde jeg straks.

”Hvor mange er I?” spurgte vagten da igen. Jeg bed mig selv i min underlæbe og knyttede mine hænder.

”Otte voksne og et lille barn,” sagde jeg forsigtigt imens jeg bad til, at de ville lukke os ind, eller idet mindste overveje det, bare en lille smule.

”Forsvind! Vi har ingen ly til jer! Der er kun plads til otte, og I er alt for mange!” sagde manden og lukkede lågen i døren hårdt i. Jeg kunne mærke at mit hjerte sank. Jeg faldt langsomt ned at sidde igen, der hvor jeg befandt mig. Jeg stirrede bare tomt ud i luften. Kunne vi virkelig ikke komme ind i sikkerhed?

Vi var kommet så langt nu. Jonghyun var næsten blevet dræbt. Vi havde kørt mange zombier ned, imens de endnu kom nærmere. Onew kom klatrende ud af førerhuset, med Yoogeun i armene, og kom om til os på ladet.

”Hvad gør vi?” spurgte han, med Yoogeun i sine arme. Jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe og lukkede mine øjne stramt i.

”Vi må finde på noget, hurtigt,” sagde Hannah, da zombierne omkring os kom nærmere og nærmere. Alles opmærksomhed var rettet på mig.

”Rin, skynd dig! Find på noget!” sagde de alle, hver for sig, på sin egen måde. De regnede med, at jeg nok skulle komme på noget. De regnede med, at jeg skulle bestemme, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø.

Det kunne jeg ikke…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...