The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13462Visninger
AA

2. Rage!

Rage!

You can scream, right?

Even if still you can't get back on your feet

 

“Løb! Rin! Hvad laver du?!” råbte han efter mig, da jeg var helt stivnet. Jeg stirrede på den skabning, foran mig. Mit hjerte hamrede løst af frygt, adrenalinen susede i min krop. Skulle jeg dø nu? Han kom nærmere og nærmere. Det var vores historielærer, min yndlingslærer. Mr. Bae. Hans hud var helt grå, han fine, sorte, glatte hår var ved at falde af i store totter. Hans øjne var helt hvide og blodskudte, hans bevægelser ubehagelige at se på. Han kom nærmere, men helt langsomt.

”Rin!” råbte han igen og løb ned af trappen for at tage fat i min arm og trække mig med. Jeg fjernede straks mit blik fra min historielærer, og rettede den mod min kæreste, der forsøgte at overtale mig til at flygte eller slå den tingest ihjel.

”Lad mig!” sagde Hannah, idet hun løb forbi med hendes smukke, gyldne hår, og svingede med sin golfkølle. Hun ramte. Vores historielærer fik køllen i hovedet, og faldt om. Død, for anden gang.

”Godt Hannah!” sagde min kæreste med et smil. Godt? Hannah havde lige dræbt vores lærer, men værre endnu… Når man så ud over skolegården, kom der flere. De kom endnu nærmere og nærmere. Deres blikke lige så uhyggelige, som vores læreres var. De var vores venner. De prøvede på at myrde og æde os.

Jeg tog mig til hovedet og knyttede stramt mine hænder, idet jeg troede, jeg skulle til at græde af frygt. Mit hjerte ville slet ikke slappe af. Jeg tog da en dyb indånding, imens vores venner bare kom nærmere med deres mordlystne øjne.

”HVAD SKER DER?!” skreg jeg.

 

Bladene på træerne faldt roligt ude i skolegården og samlede sig i flere bunker, som pedellen var ved at feje sammen. Solen skinnede, himlen var skyfri. Alt i alt, en perfekt og fredelig morgen. Jeg sad inde til time, imens jeg stirrede ud af vinduet. Vores historielærer, Mr. Bae, stod og forklarede os om en krig, jeg ikke gad høre mere om. Der var kun krig, død og ødelæggelse, følte jeg. Man så jo heller ikke andet i nyhederne, man så altid kun dårlige ting, der fik folk til at frygte for deres liv. Mr. Bae var min yndlingslærer, men jeg orkede bare ikke at høre om flere krige.

Rrrrring!

Skoleklokken ringede endelig, og vi klappede alle vores bøger sammen på samme tid. Som sædvanligt, stod Hannah allerede ved mit bord med et stort smil, imens hun tog en bid af sit røde æble.

”Skal du ud til Romeo igen?” spurgte hun med den tonegang som jeg hadede. Jeg sukkede lavt, hun hentydede selvfølgelig til min kæreste, som altid stod ude på gangen og ventede på mig i hvert frikvarter.

”Gå du bare ud til ham, jeg kommer lige straks,” sagde jeg og forsøgte at finde min madpakke i min meget rodede taske. Hannah drejede om på hælen, og gik mod gangen. Selvom jeg var fokuseret på min taske, rettede jeg af én eller anden grund, mit blik mod skolegården igen. Skoleporten.

Jeg hævede et øjenbryn, da en mand stod og bankede på metalporten igen og igen, i samme takt. Der var ingen elever i skolegården, da det kun var et lille frikvarter, men det var nu mystisk.

”Rin-Rin! Kommer du?” råbte Hannah, da jeg var gået lidt i stå. Jeg så nogle lærere, som gik ud til manden ved porten. De skulle nok tage sig af ham, han var sikkert bare en ballademager.

”Jeg kommer, Hannah!” råbte jeg og tog lidt af min mad med mig ud på gangen, hvor Hannah og min kæreste var. Han smilede varmt til mig, da han fik øje på mig. Jeg smilede tilbage. Hans hår var sort som kul, hans smil utroligt smukt og hans øjne endnu smukkere.

”Hej, Daeho,” sagde jeg og smilede forsigtigt og kyssede blidt hans kind. Hannah stod bare og stirrede, som altid. Det var lidt nervepirrende at blive set sådan på. Der skete ikke det store den morgen.

Det ændrede sig dog kraftigt, om ganske få timer, minutter og sekunder. På det tidspunkt, ville det hele være for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...