The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13487Visninger
AA

5. Keep it alive!

Anyway

Everyday

Just keep it alive

Someday, for sure

Back to the light

I'll get hold of it to show you

 

Jeg så mig tilbage på de zombier, der var på vej efter os op af trappen. Jeg gyste ved deres blikke. Dem og deres hvide øjne og grålige hud, der var ved at rådne. De ville ikke give op, de ville fange os. De var vores venner, klassekammerater og lærere. Hvad skulle vi gøre ved dem?!

”FORSVIND!” udbrød en bekendt stemme, da en pige med kort, rødbrunt hår, løb forbi os, ned af trappen, og smadrede zombierne med et baseballbat, der allerede var fyldt med det sorte blod. Jeg så straks efter hende med store øjne. Hun var slet ikke bange for dem, i forhold til mig.

”Kekirie,” mumlede jeg lavt. Hun gik slet ikke på skolen længere, hvad lavede hun her? Daeho så på mig og hævede et øjenbryn.

”Din storesøster?” mumlede han lavt. Jeg nikkede kort. Først da zombierne på trappen var udryddet og deres hoveder smadret, vendte min storesøster sig mod os. Hun så os op og ned med et mistroisk blik. Hun gik ud af skolen sidste år, hvorfor var hun her stadig? Hun undersøgte mig straks.

”Rin, du har vidst ingen mærker,” mumlede hun lavt, hvorefter hun undersøgte Hannah med et ligeså mistroisk blik. Hannah og Kekirie var gode venner, ligesom mig og min storesøster nærmest var hjerteveninder. Hun havde dog de tidspunkter, hvor hun var lidt skør. Ligesom nu.

”Ingen mærker her,” konstaterede Kekirie med et smil, hvorefter hun så på Daeho og rynkede på sine bryn. Hun tog da straks fat i hans arm og vred den lidt rundt. Daeho lukkede sine øjne stramt i og sank en smule sammen af smerte.

”Ah!” udbrød han straks. Jeg rettede mit blik mod den arm, der var vredet rundt på ham. Mine øjne blev store, da jeg så det. Kekirie bed sig selv i underlæben en smule. På Daehos arm, var der et sort mærke af nogle tænder, med en smule blod. Det var ikke dybt, men det var der. Mærket var som nogle tænder, der havde bidt, selvom nogle tænder åbenbart manglede.

”Er det…?” hviskede jeg lavt. Kekirie gav slip på Daeho og nikkede bestemt.

”Jeg giver ham fireogtyve timer, hvis ikke mindre,” sagde hun og så på mig. Mine pupiller blev små, hvorefter jeg straks rettede mit blik mod Daehos arm igen. Han var blevet bidt. Det var ikke dybt, men der ville ikke gå længe, før det gik i blodet på ham, og han blev forvandlet. Jeg så ind i Daehos øjne med et bekymret blik.

”Vi må vel bare finde en kur inden tiden er gået, ikke?” sagde jeg og forsøgte at få tvunget et lille smil frem. Daeho smilede meget svagt til mig og kyssede blidt min pande. Han vidste bedre.

”Hvordan kan vi vide, at der overhovedet er en kur?” spurgte Hannah. Kekirie sendte hende straks et ondt blik. Hun gjorde det ikke meget bedre, end det allerede var. Hvad nu, hvis der faktisk ikke var en kur?!

”V-Vi skal nok finde ud af noget, Daeho, bare rolig! Du skal ikke ende som dem,” sagde jeg og smilede forsigtigt. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg tog mig til munden og lukkede mine øjne i, da tårerne pludselig gennemblødte mine kinder.

”Jeg vil ikke miste dig,” græd jeg og lænede mig ind til ham. Han tog sig da straks til sit bryst og begyndte at hoste kraftigt. Han bøgede sig forover, for at kunne få mere luft. Jeg, derimod, bakkede lidt væk fra ham, bange. Jeg rystede, og pludselig hostede han en masse mørkerødt blod op. Helt mørkerødt, ikke blodrødt. Det var virkelig slemt, det her.

”Det her er ikke for sjov Rin, der her er en krig, en kamp for at overleve,” sagde Kekirie alvorligt og lagde en hånd på min skuler.

Daeho, du må ikke dø. Jeg elsker dig for meget til det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...