The End of The Day

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2011
  • Opdateret: 8 nov. 2011
  • Status: Igang
"Days. Even if you can't go back, tears aren't necessary, right? Dead and gone. Right or wrong it's too late." Hun så det hele. Hun så, hvordan skolen langsomt blev forvandlet til et sandt mareridt. Hun så det hele. Hun så, hvordan det først skete for lærerne, så eleverne, derefter hendes klassekammerater. Zombier. De er over alt. De vil blive ved med at sprede sig, og der er ingen kur. Ingen kur, ingen måde at gøre det om på. Ingen måde, at få ens kære tilbage...

136Likes
1322Kommentarer
13467Visninger
AA

7. Get t back!

Back to the light

Someday for sure

We’re gonna get it back

 

Der spredte sig endelig en stilhed omkring os, da alle zombierne var faldet til jorden og døde for anden gang. Jeg trak vejret tungt, men forsøgte at være så stille som overhovedet muligt. Taemin smilede stort til mig og skulle lige til at sige noget. Jeg holdt ham dog hurtigt for munden, og holdt min finger for mine læber, og gjorde tegn til, at de skulle være stille.

”Der er noget, jeg skal have afprøvet,” hviskede jeg lavt til Taemin og Minho. Jeg tog fat i Daeho, og gik forsigtigt over til hjørnet af skolebygningen, og så omkring på de zombier, der gik hvileløse rundt, uden nogen sans for retning. Nogen af dem gik endda ind i hinanden, hvorefter de straks satte tænderne i den andens døde hud. Jeg gyste ved synet.

”Hvad sker der?” spurgte Minho helt lavt med en hvisken, da han og Taemin var fulgt efter os. Jeg så ned på jorden, indtil jeg fandt en rimelig stor sten. Jeg samlede den op, og kastede den langt ind mod midten af flokken med zombier. Det gav et lille klank, da stenen ramte asfalten, og zombierne vendte sig straks mod lyden, hvorefter de begyndte at gå efter den.

”Jeg vidste det,” hviskede jeg lavt og vendte mig tilbage mod de andre.

”Zombierne reagerer på lyd, det betyder, så længe, vi er stille, så kan der ikke ske os noget,” hviskede jeg. Taemin sank en klump og nikkede forsigtigt. Jeg smilede svagt.

”Kom med,” sagde jeg til Taemin og Minho, og viste dem op på vores sikre sted; taget. Der kunne ingen høre os, heldigvis. Det var alt for langt oppe, da skolen var flere etager høj.

”Vent!” sagde Taemin og stoppede brat op. Vi så alle tilbage på ham. Han så bekymret omkring sig og bed sig selv i underlæben. Jeg gik over til ham og lagde mine hænder på hans skuldre.

”Hvad er der, Tae?” spurgte jeg lavt.

”Min umma. Han sagde, han ville hente hjælp, men han er ikke kommet tilbage endnu,” forklarede Taemin bange. Jeg nikkede forstående.

”Jeg tager af sted. Rin, du, Taemin og Minho tager op på taget,” sagde Daeho. Jeg så på ham med et bekymret blik men nikkede så forsigtigt.

”Pas på dig selv,” hviskede jeg bange og kyssede blidt Daehos læber. Han kyssede mig straks tilbage med et skævt smil.

”Altid,” sagde han. Jeg rakte ham battet, og så tog han af sted. Jeg så på Taemin og Minho og nikkede kort. Jeg viste dem på vej op på taget, den sikre vej, hvor der ingen zombier var.

Vi måtte snart se, at komme væk fra den skole. Vi måtte finde på mange overlevende som muligt, og sammen bekæmpe denne trussel, der ikke kun var på skolen, men også i byen, i landet, og måske endda på planeten. Hvem kunne vide det? Vi måtte snart se at komme væk, før det gik helt galt. Vi måtte finde hjælp til Daeho, før han blev forvandlet.

 

”Og så gav jeg ham én lige i fjæset!” fortalte Kekirie imens hun lavede vilde armbevægelser. Taemin sad fint og lyttede til min storesøsters tusinde fortællinger, om hendes kampe mod alle de millioner zombier, trods der ikke engang var gået en dag endnu. Jeg sad bare og var urolig. Jeg anede ikke, om Daeho var okay. Han havde været væk i noget tid efterhånden.

”Bekymret?” spurgte Minho og satte sig ned ved siden af mig. Jeg så forsigtigt op på ham, imens jeg ikke kunne undgå, at blive fanget af hans utroligt smukke udseende. Mørkt hår, med en smule krøl. Hans øjne var store, mørke og utroligt flotte. Hans hud en smule mørkere end min. Hans skuldre var brede, og han var høj. Ikke så underligt, at de fleste piger på skolen havde været vilde med ham. Det vil sige, før det her skete.

”En smule… Daeho er allerede bidt, så jeg aner ikke, hvad der vil ske med ham. Der findes vidst ikke nogen kur,” sagde jeg lavt imens jeg sænkede mit blik.

”Jeg er også bekymret,” sagde Minho lavt imens han så lidt op i himlen. Jeg hævede et øjenbryn og så på ham.

”Hvad da?” spurgte jeg.

”Min familie. Jeg kan ikke komme i kontakt med dem,” forklarede han lavt. Min far havde mange bodyguards og blev altid bevogtet, så ham var jeg ikke bekymret for. Dog, kunne jeg ikke klare, at Daeho endnu ikke var kommet tilbage.

”Jeg tager efter Daeho,” sagde jeg og rejste mig op. Minho så op på mig, Kekirie, Hannah og Taemin rettede sine blikke mod mig med store øjne.

”Fint! Jeg tager med så,” sagde Hannah og rejste sig.

”Jeg er træt af, at sidde her og trille tommelfingre, imens vi venter på at blive reddet!” påpegede hun. Jeg nikkede forsigtigt, imens hun samlede sin blodige golfkølle op.

Crushing fears grip the night!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...