Kongens livvagt.

Adelaide Williams er en af kongens bedste Livvagter.
Det er dog ikke en dans på roser, at være en kvinde i et fag, hvor mænd tror de kan styre alt, og det er specielt ikke nemt, når man har en lidt speciel fortid, som ikke mange kender til, men som hele tiden hjemsøger en.
Adelaide må konstant kæmpe for at blive behandlet retfærdigt, og hun må konstant kæmpe med sine indre dæmoner, mens hun samtidigt bliver kastet ud i ting, hverken hun, eller nogen anden, nogensinde ville have forventet.

3Likes
2Kommentarer
1382Visninger
AA

2. Kapitel 2.

 

Kaptajn Williams havde forladt kongens side. Hun vidste at det var forkert, men hun havde hørt noget, hun ikke burde høre - et skrig. Dem var der mange af, men dette skrig, tilhørte en speciel person. Hun kunne kende det til enhver tid, men denne gang, håbede hun at hun tog fejl.

Hun løb zigzag mellem folk, da hun havde mistet hesten i en nærkamp. Til at starte med havde hun ikke kunnet høre hvor skriget kom fra, så hun havde løbet rundt lidt, for at finde ud af det. Men til sidst fandt hun ud af det.

I hænderne havde hun et tungt tohåndssværd og hun tøvede ikke med at svinge det mod folk som kom i vejen for hende. Til sidst stoppede skriget, men det forblev i hendes hoved som et ekko. 

Hun anede ikke hvor hun løb hen, men det var som om hun havde nogle instinkter, der fortalte hendes ben hvor de skulle bære hende hen.

Hun løb, men stoppede ikke engang da hun kom til det sted, skriget var kommet fra. Hun skulle finde ejermanden til det skrig.

Rundt omkring hende lå døde folk. Der gik ikke lang tid, før hun fik øje på ejermanden til skriget. Et skrig undslap hendes læber, og hun løb hen til personen, og faldt på knæ foran denne. Det gav et jag af smerte i hendes ene ben, men hun var ligeglad.

Tårerne stod i hendes grønne øjne, og truede med at trille ned ad hendes beskidte kinder.

Hjelmen til rustningen var faldet af, men lå ikke langt derfra. Rustningen passede slet ikke. Den var alt for stor. Til at starte med, var det ikke til at se hvor personen var blevet ramt, der var ingen tydelige skrammer at se, og hun håbede ligefrem på, at den lille pige foran hende var helt uskadt.

Hun kørte en svagt, rystende finger ned ad pigens mælkehvide kind.

”Louise.. hvorfor blev du ikke bare hjemme?” hviskede hun med rystende stemme og pigen åbnede øjnene. Hendes øjne var blanke af tårer og det var tydeligt at hun havde smerter.

”Fordi.. Du er så.. stærk.. Det ville.. jeg også.. være,” hun hev efter ordene. Det rallede når hun trak vejret.

”Du er så dum. Du var uskadt derhjemme. Hvor er du ramt?” spurgte Adelaide mens hendes stemme stadig en hvisken.

”Under.. armen,” hviskede Louise. Forsigtigt løftede Adelaide sin søsters arm, og skjorten indenunder rustningen, var rød af blod. Hun gispede og kiggede sin søster i øjnene.

”Din lunge kan være ramt.. Vi.. du kan stadig reddes! Jeg.. jeg løfter dig, og så finder jeg en lægekyndig.. og..” Adelaide skulle til at rejse sig op, da Louise greb fat om hendes håndled.

”Lad.. være. Det er.. for.. sent,” sagde hun, og det var tydeligt, at hun gjorde hvad hun kunne for at udtale ordene korrekt. Det var også tydeligt, at det gjorde ondt på hende.

”Jamen.. Louise, du bliver her! Du… kan ikke, nej! Louise, høre du?!” Adelaide råbte til sin søster. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hendes stemme var fyldt med gråd.

”Tilgiv.. mig.. Addie” hviskede Louise og lukkede øjnene. Lidt efter holdt Louises hjerte op med at slå, og hun fik fred og al smerte holdte op. Omkring hende lå det røde hår som en krone. Det var lige så rødt som Adelaides.

”Louise! NEJ!” skreg Adelaide, men det var for sent. Louise kunne ikke høre sin storesøster. Hun var død.

Hulkende blev Adelaide ved med at kalde hendes navn, hun blev ved med at sige, at Louise skulle komme tilbage. At hun ikke kunne være det bekendt.

Hun skreg og samlede klodset Louise op i sine arme. Hun sad på sine knæ og vuggede søsteren mens hun græd og hulkede og skreg af sorg og smerte over sit tab.

Rustningen fik det til at se helt forkert og underligt ud. Louise skulle slet ikke have den store, tunge rustning på. Hvordan hun havde haft kræfterne til at bære den, vidste Adelaide ikke. Hele Adelaides verden gik ned.

Svagt kunne hun mærke at nogen trak hende væk fra søsteren, og hun havde ikke kræfter til at holde ved. Hun skreg og græd. Aldrig havde hun følt så stor en sorg i sig som nu. Kort efter blev alt sort for hendes øjne. Hun hørte ikke mere og kunne ikke se. Hun håbede at hun nu skulle gense sin søster.

 

* * *

 

”Jeg sagde jo, at hun ville overleve. Se, hun ser allerede ud til at have det bedre,” sagde en stemme.

”Ja ja, men hun har også været heldig,” var der en anden stemme der sagde.

”Hold mund,” mumlede Adelaide og kunne ikke rigtigt finde ud af, om hun var vågen eller hvad hun var. Et eller andet lys forstyrrede hende, og så var der stemmerne.

Stemmerne holdt op så snart hun sagde det. Langsomt åbnede hun øjnene. Lyset, som viste sig at være sollys, skar hende i øjnene, og hun lukkede dem igen. Kort efter kunne hun høre nogle gardiner blive trukket for, og det skarpe lys forsvandt. Hun åbnede øjnene, og for enden af den seng hun lå i stod to mænd. De så bekendte ud.

”Hvor er jeg?” spurgte hun og kiggede rundt. Hun ville sætte sig op, men noget stoppede hende. Hendes ben dunkede og gjorde ondt, og nogle af hendes ribben smertede også. Hun opgav at sætte sig bedre op. Hun sad halvt oppe i sengen, og kiggede undrende på de to mænd.

”Du er på en kro, Kaptajn,” sagde den ene mand. Han så bekymret ud. Kaptajn. Hvad mente han med det? Pludselig mærkede hun en ubeskrivelig smerte i hovedet. Hun lavede en grimasse. Det gjorde så ondt at hun ikke kunne tænke. Hun lukkede øjnene. Hun hørte svagt at mændene sagde noget til hinanden, hvorefter hun hørte døren lukke sig. De havde forladt rummet.

Hun lagde sig ned i sengen igen. Hun havde armene omkring hovedet, som et barn der var bange for at blive slået. Hun trak benene op under sig, på trods af at det gjorde ondt i hele hendes krop. Specielt det ene ben og ribbenene. Hun kunne høre, at nogen kom ind i rummet, men hun var ligeglad. Hun ville bare have hovedpinen til at holde op. Kort efter blev et krus sat for hendes læber.

”Drik.” Adelaide åbnede forsigtigt munden, og gjorde som der blev sagt. Det smagte ikke særligt godt, men lidt efter kunne hun mærke hovedpinen fortage sig. Hun fjernede langsomt sine arme og åbnede derefter forsigtigt øjnene.

En mand sad på hug foran hende med kruset i hånden. Hans grønne øjne virkede bekendte, og denne gang gik der ikke lang tid. før hun vidste, hvem det var. Det var Evan. Hendes trofaste soldat, som havde været med hende fra starten. Han havde støttet hende i alt hvad hun havde gjort.

”Evan..” hviskede hun, og pludseligt kom tårerne frem i hendes øjne. Hun kunne ikke stoppe dem, og snart trillede de ned ad hendes kinder. Tårerne væddede puden hun lå på, men hun var ligeglad. Evan lagde armene om hende og begyndte stille at vugge hende. Hun havde brug for at græde ud. Hun havde en følelse i sig, hun ikke kunne få ud på andre måder. Han sagde intet, men lod hende bare græde. Svagt nynnede han en lille melodi mens han vuggede hende. Hun følte sig som en lille pige igen, men hun var i sikkerhed i Evans arme. Det var hun sikker på. Det havde hun altid været.

Hun var ikke nogen lille pige mere. Hun var først i trediverne. Enogtredive eller toogtredive. Hun vidste det faktisk ikke. Det var ikke noget hun holdt styr på.

Evans beroligende, vuggende bevægelse og nynnen fik dog snart tårerne til at stoppe, og efter lidt tid gjorde hun sig fri af hans greb. Med lidt besvær, og hjælp fra ham, fik hun sat sig ordentligt op. Han lagde nogle puder bag hendes ryg så hun fik støtte til at kunne sidde ordentligt.

”Tak,” sagde hun og et lille smil kom frem på hendes læber. Hun så træt ud. Hun sagde ikke kun tak for puderne, men også fordi han havde siddet med hende, da hun havde brug for det.

”Ingen årsag,” sagde han og et varmt smil prydede hans ansigt. Hun studerede ham lidt. Han havde nogle skrammer i ansigtet, men udover det, så han faktisk ud til at have det godt. Men hun så egentlig også kun hans ansigt. Hun anede ikke hvor slemt han kunne være kommet til skade. Hun fugtede sine læber med tungen og tog en dyb indånding.

”Hvad skete der?” spurgte hun så. Hun kunne ikke rigtigt huske det. Hun havde en eller anden følelse af, at noget var forkert, men alting var sløret, når hun prøvede at huske tilbage. Han kiggede lidt på hende før han begyndte at tale.

”Der var krig.. Jeg red lige ved siden af dig. Vi skulle beskytte kongen. Du mistede din hest i en nærkamp med en fjendtlig soldat, og vi var bange for at du også var nede, men du rejste dig og kæmpede videre foran kongen. Vi gjorde alt vi kunne for at beskytte ham. Men pludselig..” han tøvede lidt. Hun sagde intet, men blev ved med at kigge på ham.

”.. Du forlod os, men med ét stoppede du op og så begyndte du at løbe. Jeg ville have fulgt efter, men en stor styrke af fjendens mænd gik til angreb på os. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre.. og vi.. vi kunne ikke beskytte ham. Mændene faldt på stribe. Vi er kun nogle få tilbage fra gruppen.. Kongen.. Vi gjorde hvad vi kunne..” sagde han, og han så virkelig ud til at angre hvad der var sket. Som om det var hans skyld.

Adelaide gættede sig selv til hvad der skete. Kongen var faldet. Hun lukkede øjnene. Hun havde svigtet sin eneste opgave. Det smertede hende, og pludselig kunne hun huske det. Hun gjorde, hvad hun kunne for at holde tårerne tilbage, og til at starte med, virkede det også. Hun kiggede på Evan, der sad og med blikket rettet mod sine egne hænder. Hans ene hånd var pakket ind i bandage.

”Hvad med Louise.. Hun er uskadt, ikke?” spurgte hun. Et eller andet sted var hun bange for svaret. Hun ønskede brændende at det var en drøm, og hun kunne ikke bære det, hvis ikke det var, men hun måtte vide det.

”Vi kunne høre dit skrig på lang afstand.. Du.. blev ved med at græde. Du var afkræftet.. vi kunne ikke gøre andet, end at tage dig med..” han så undskyldende på hende, og endnu engang lukkede hun øjnene. Denne gang trillede tårerne igen ned ad hendes kinder. Hun anede ikke at hun havde så mange tårer.

Sandheden var gået op for hende. Hun havde mistet det eneste hun virkelig elskede. Hendes eneste familie.

”Hvordan kom hun med? Hvilken gruppe holdt hun sig til?” spurgte hun, efter lidt tid. Hun havde stadig øjnene lukket.

”Vi er ikke helt sikre. Hun må være gået med i mængden.. Efter rustningen at kende, var hun med Theis’ gruppe,” sagde Evan, og hans øjne hvilede på kaptajnen. Hun så virkelig ud til at have det skidt. Ligesom med hjelmene viste rustningerne også hvilket gruppe de kom fra. De viste rang, og Theis var den der styrede fodsoldaterne.

Pludselig åbnede hun øjnene, og stirrede beslutsomt frem for sig. Hun rykkede dynen til side, og gjorde mine til at ville ud ad sengen. Evan rakte en hånd ud og lagde den på hendes skulder.

”Du bliver her. Du skal hvile. Du er langt fra rask,” sagde han og han lød ikke til at ville lade hende gå.

”Slip mig, Evan. Jeg er din øverstbefalende, og jeg skal finde Theis. Om så jeg skal gå hen til hans grav, jeg er ligeglad. Det er hans skyld, at min søster blev slået ihjel. Det skal han bøde for,” hun lød vred. Det var som om hun ville have hævn over hvad der var sket. Under normale omstændigheder, ville han lade hende gå, men ikke denne gang.

”Adelaide, det var ikke Theis’ skyld. Han havde også en masse at se til, og hun kunne være gået med gruppen, uden at det blev opdaget. Hun havde rustning og hjelm på, så det var svært at skelne hende fra de andre. Desuden ligger Theis lige nu og svæver mellem liv og død. Det er mindst af alt hans skyld. Det var fjendens skyld. Du skal ikke give andre skylden,” sagde han, og hans stemme fortalte, at hun ikke skulle sige ham imod. Hun tøvede en tid, og så virkelig ud til at ville af sted, men nikkede til sidst og lagde dynen tilbage på plads.

I hendes hoved begyndte stemmer at forme sig. Hun kendte dem. De havde været der, siden hun var helt lille. Til at starte med var de hendes venner. Hun havde haft brug for nogen at snakke med, andre end hendes søskende - men nu, mange år senere, var de blevet en fast del af hende. De var bare ikke hendes venner mere, men nærmere hendes fjender. De snakkede til hende hele tiden, fik hende til at føle sig som en dårlig person. De fortalte hende alle de dårlige ting om hende. Aldrig noget positivt, kun negativt.

”Det var din skyld. Du skulle passe på hende, men gjorde du det? Nej. Det hele er din skyld,” sagde stemmen og hun lukkede øjnene.

”Undskyld,” mumlede hun. Egentlig var det til stemmerne, men Evan troede vidst det var til ham. Han nikkede og rejste sig op.

”Jeg sender en lægekyndig herop,” sagde han, og kort efter hørte hun, at han forlod rummet. Hun huskede ikke hvad der ellers skete. Hun måtte være faldet i søvn. Alting blev i hvert fald sort. Igen kunne hun ikke høre. Det var som om alle hendes sanser var taget fra hende, men det gjorde ikke noget, for så kunne hun heller ikke høre stemmerne i hovedet. Hun vidste heller ikke, om hun var vågen eller om hun sov.

 

* * *

Stemmerne begyndte at snakke til hende. Hun havde fået høresansen tilbage, selvom hun godt kunne have undværet den. De fortalte grusomme ting om hende. Blandt andet, at hun lod en fjende slagte hendes søster. Den eneste person hun elskede mere end noget andet.

”Hvordan kunne du gøre det? Hun stolede på dig.”

”Mens du lå og hyggede dig med kongen, knoklede hun i køkkenet. Synes du virkelig at en lille pige som hende, skulle knokle sådan, bare så du kunne have det sjovt?”

”Du svigtede hende.”

”Du lod hende i stikken.”

Sådan blev de ved. Adelaide fik ikke den mindste smule ro, og hun lå bare i sengen og trykkede puden mod hovedet. Hun ville gerne vågne op fra den ubehagelige drøm, men hun kunne ikke. Stemmerne havde fat i hende. De ville ikke give slip. De ville give hende dårlig samvittighed. De ville have hende til at angre hvad hun havde gjort, på trods af, at det egentlig ikke var hendes skyld. Men det blev de jo ved med at sige, og til sidst troede hun på dem. Hun var frygtelig ked af det hun havde gjort, og hun fortrød det. Hun fortrød så inderligt, at hun havde ladet Louise i stikken på den måde. Hun skulle have holdt bedre øje med hende. Det var hendes skyld det hele.

Først da hun havde indset dette, lod stemmerne hende være. Hun fik fred, men hun kunne ikke falde i søvn. Hun lå og græd. Hun var så ked af at have ladt sin søster i stikken på den måde. Hun havde ikke passet på hende, på trods af, at hun havde lovet det rigtig mange gange. Louise stolede på hende, og da Louise havde allermest brug for hende, satte Adelaide sit job højere.

Hun anede ikke, hvor lang tid der gik. Til sidst stoppede tårerne. Hendes øjne var helt tørre. Alligevel kunne hun ikke falde i søvn. Hun følte sig tom indeni. Hun anede ikke engang hvor lang hun egentlig havde ligget i sengen. Det havde hun ikke nået at spørge Evan om.

Hun møvede sig op i sengen og kiggede hen mod vinduet. På trods af at gardinerne var trukket for, dækkede det ikke helt. En tynd stribe af sollys kom ind i rummet. Som om den ikke ville lade et par gardiner holde sig ude.

Hun lod sine øjne glide rundt i rummet. Det var ikke særligt stort. Det var et beskidt rum, og det var vidst lang tid siden der havde været et stykke sæbe derinde. Adelaide havde ikke lyst til at røre noget, af frygt for hvad der så ville sidde på hendes hænder når hun fjernede dem.

Adelaide fjernede dynen og kiggede ned på sit venstre ben. Hele underbenet var viklet ind i bandage. Hun skar en grimasse og lod forsigtigt en hånd køre hen over bandagen. Det stoppede hun dog hurtigt med, da det gjorde ondt ved den mindste berøring. Derefter flyttede hun sin hånd til sine ribben. Det eneste hun havde på, var en skjorte.

For et kort øjeblik gik en tanke igennem hendes hoved. Hvem havde taget hendes tøj af? Hendes overkrop var også viklet ind i bandage. Hvem havde gjort det? Det hele var så uvirkeligt. Alt det var der sket. Det burde ikke være sket. Hun anede ikke engang, hvorfor de skulle ud og kæmpe. Krig, det kunne hun forholde sig til, men hvem var deres fjende? Hun anede det ikke, men på det tidspunkt havde hun ikke tænkt på det. Først nu kom hun til at tænke over det.

Forsigtigt lod hun en hånd følge sine ribben. Det var ikke helt nemt udenpå skjorten og bandagen, men det kunne lade sig gøre. Det gjorde ikke helt så ondt, kun når hun bevægede sig. Til sidst stoppede hun, og tog dynen over sig igen. Hun lå og kiggede lidt rundt. Hun anede ikke hvad hun skulle tage sig til. Hun var ikke vant til at ligge stille. Hun havde altid haft gang i noget. Hun følte bare ikke, at hun kunne gøre andet.

Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået, men pludselig hørte hun stemmer udenfor døren - muntre stemmer. Hendes nysgerrighed blev vakt. Hun kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men alligevel spidsede hun ører. Hun ville gerne vide hvad der blev talt om.

Pludselig blev døren til hendes værelset blev åbnet, og to mænd kom ind. Det var de to mænd fra før – dem, som havde vækket hende. Denne gang kunne hun godt kende dem.

”Kaptajn, du er vågen!” sagde den ene, og hele hans ansigt lyste op i et stort smil. Han havde den ene arm i slynge og han havde nogle sår i ansigtet. Ved siden af stod en anden mand. Han så ud til at have problemer med det ene ben.

”Ja, Daniel, jeg er vågen. Kommer det bag på dig?” spurgte hun og kiggede på ham. Daniel havde altid været positiv, og det var sjældent man så ham uden et smil af en eller anden art på læberne.

”Taget i betragtning af, hvor lang tid du var væk, så ja,” sagde han.

”Hvor lang tid var jeg væk?” spurgte Adelaide.

”Fem døgn, tror jeg Evan snakkede om,” sagde den anden soldat. Det var Aro. Daniel og Aro hang sammen som ærtehalm. Hvor den ene var, var den anden også. Adelaide forstod det ikke helt, men hun havde også opgivet at forstå det.

”Fem døgn?!” spurgte Adelaide forvirret. Hvordan kunne hun være væk i fem døgn?

”Du var rimelig medtaget og helt afkræftet..  Du har kun været vågen kort for at få noget at drikke..” sagde Daniel forsigtigt. Adelaide huskede ikke engang, at hun havde været vågen. Hun huskede intet fra de frem døgn. Det var bare et stort, sort tomrum i hendes hoved.

”Hvad laver I egentlig her?” spurgte hun så efter lidt tid. Hun skulle lige bruge lidt tid på at tænke det hele igennem, så hun ville gerne vide hvad Aro og Daniel ville hende så hun kunne sende dem væk igen.

”Vi kom faktisk for at hente dig ned til os andre. Der er ikke nogen lægekyndig til stede lige nu, og vi syntes, at det var synd for dig, at du skulle ligge her alene,” sagde Daniel.

”Jeg kan ikke gå. Hvordan vil I have, at jeg skal komme ud herfra?”

”Det havde Evan sagt. Det er derfor, at vi er her begge to. Vi hjælper dig,” sagde Daniel, og før Adelaide vidste af det, havde de begge to taget fat i hende. Hun lagde sine hænder om deres skuldre og med det samme drejede de begge to hovedet og skar en grimasse. Hun kiggede undrende på dem.

”Kaptajn.. Jeg er ked af, at det er mig der skal fortælle dig det, men du trænger virkelig til et bad!” sagde Aro og hostede lidt for at understrege det. Men der var vel ikke noget at sige til, at hun ikke lugtede så godt. Hun havde stort set været bevidstløs i fem døgn.

”Hjælp mig nu bare nedenunder,” vrissede hun en smule irriteret. De fik hjulpet hende op ad sengen, dog med nogle protester fra Adelaide, da hendes ben gjorde ondt. På trods af at Daniels ene arm hang i slynge, Aro haltede og Adelaide ikke kunne gå ordentligt, formåede de alligevel alle tre at komme nedenunder. Der var heller ikke helt så mange trapper, men da de endelig fik sat hende ned på en stol så Aro og Daniel alligevel ud til at være glade for ikke at skulle bære på hende mere.

”Tak,” sagde hun og sendte dem et kort smil.

De var nede i krostuen. Rundt omkring sad folk og snakkede. Det var tydeligt at mange af dem var kommet til skade, men det så ikke ud til at påvirke dem. På trods af forbindinger og hastigt syede sting, blev der sludret munter på kryds og tværs.

”Det værste er overstået. Vi vandt, på trods af at vi mistede vores konge. Der ligger stadig folk rundt omkring på værelserne. Vi mistede mange, men vi tabte ikke. Folk ser fremad nu,” sagde en blid stemme, som Adelaide straks genkendte som Evans. Hun drejede sit hoved og kiggede på ham. Han stod en smule bag hende. Han sendte hende et smil.

”Hvad med de døde?” spurgte hun.

”De er blevet begravet. Engen er blevet gjort hellig af præsterne, så alle kunne få en ordentlig begravelse. Den eneste der ikke er blevet begravet, er kongen. Det sker i morgen..” sagde Evan og kiggede ned på hende. Adelaide så eftertænksom ud. Hun gjorde, hvad hun kunne for at holde sine følelser inde.

”Du var der ikke engang til din søsters begravelse. Du lå og sov,” begyndte en af stemmerne, og Adelaide lukkede øjnene, og gjorde sig parat til endnu et angreb fra deres side. Men det kom ikke. Det sved bare noget så grusomt i hende, at hun ikke havde været der til Louises begravelse.

”Jeg kan vise dig Louises grav senere. Du vil sikkert gerne se den, ikke? Men du ligner en der gerne vil have noget mad, og så skal du have et bad,” det sidste sagde han med et grin, og drillende rakte hun tunge ad ham.

Så snart ordet ’mad’ blev sagt, begyndte hendes mave at knurre. Hun havde jo heller ikke fået mad i flere dage. Utroligt at man kunne overleve det, tænkte hun. Egentlig var hun bare glad for at være oppe fra det sorte tomrum.

Der gik ikke mere end et par minutter før, en pige kom med mad til hende. Evan havde sat sig overfor hende. Han sad og kiggede på hende. Lidt forsigtigt tog Adelaide kniven i den ene hånd og gaflen i den anden. Hun kiggede ned på maden. Det duftede fantastisk. Der var nogle kartofler, en eller anden form for kød og noget sovs. Hun tog en bid af maden. Det smagte himmelsk, og der gik ikke lang tid, før hun havde spist rub og stub på tallerknen. Et lille grin undslap Evans læber.

”Du var virkelig sulten,” sagde han med et smil. ”Så snart en lægekyndig har kigget på dig, skal du i bad. Det er ikke ligefrem parfume du dufter af,” sagde han og kiggede på hende.

Evan var stort set den eneste der kunne slippe godt af sted med at sige sådan noget til hende. Han var direkte, og hun holdte virkelig af ham. Han var hendes bedste ven, og han havde været der for hende lige fra starten. Han havde støttet hende, på trods af, at der var mange der var imod hende som kaptajn. Hun var utroligt glad for ham. Evan udfyldte den plads hendes storebror havde forladt, da han døde.

Adelaide kiggede lidt ned ad sig selv. Hun havde en lang skjorte på, og så sit undertøj. Det gjorde nu ikke så meget, for hun var ikke typen der tænkte på hvad andre mente om hende. Desuden havde hun ikke mulighed for at tage tøj på, da hun ikke anede hvor hendes tøj var. Adelaide kiggede rundt i krostuen endnu engang. Hun havde været der før. Det var en af Castagonas, hovedstaden, mange kroer. Hun havde været her med sin gruppe et par gange.

”Evan, hvor er mit tøj og min rustning?” spurgte hun så og kiggede over på ham. Han sad og kiggede ud i luften. Hans hånd var stadig bundet ind men ellers så han ud til at have det fint - problemet var bare, at det var hans sværdhånd der var indbundet.

”Tøjet og kappen er blevet vasket og er så god som ny. Det samme med rustningen og ringbrynjen. Handskerne, og skoene er der også. Din hjelm lå ved din søsters side da vi fandt dig. Den er blevet pudset og ligger også klar. Men du kan ikke have det på,” sagde han og hans blik fandt hendes.

”Hvad mener du med at jeg ikke kan have det på?”

”Se på dig selv, Adelaide. Dit ben er skadet, og det samme med dine ribben. Selvom din rustning er lettere end vores, kan din krop ikke bære den. Du tager den først på i morgen til kongens begravelse, og kun fordi du er nødt til det. Du skal ikke belaste din krop mere end højest nødvendigt,” sagde han. Han lød som en mor der løftede pegefinger af sit barn, men Adelaide vidste, at han gjorde det for hendes skyld. Han havde også været soldat længere end hende, så han vidste, hvad han talte om. Hun ville gøre indvendinger, men han var mere erfaren end hende. Hun nikkede bare og undlod at sige mere.

Der gik noget tid, før en lægekyndig ankom. Hans kåbe lignede troldmændenes, men denne var bare hvid i stedet for mørkerød. Adelaide anede intet om urter og medicin. Hun vidste, hvordan man brugte et sværd, og det passede hende udmærket.

Den lægekyndige tog bandagen af hendes ben. Benet var blåt flere steder, og det så virkelig ikke godt ud. Hun rynkede brynene en smule.

”Der er et brud på dit ben. Du skal holde benet i ro, og du må under ingen omstændigheder støtte på det før om et par uger. Du får et par krykker. Du får også noget du skal drikke hver dag, for at det går hurtigere,” sagde den lægekyndige.

”Er det virkelig nødvendigt med alt det?” spurgte hun undrende.

”Hvis du vil kunne gå på dit ben igen, ja,” sagde han, tydeligvis misfornøjet over hendes manglende respekt for lægekundskaben og forlod hende så.

Evan hjalp hende op fra stolen og fik hjulpet hende ind i kroens ene badestue. Det var stort, men der var ikke andre mennesker. Han forlod hende, da han var sikker på at hun kunne klare sig selv. Hun trådte forsigtigt ud af sit tøj, bandt bandagen om sin brystkassen op, og lod den falde til gulvet. Hendes ribben begyndte at gøre ondt, da de ikke længere havde den støtte, som bandagerne gav.

Hun humpede hen til karet med vand, og med lidt besvær fik hun møvet sig ned i det. Hun lod det varme vand gennemvarme sine muskler og hun lukkede øjnene. Hun nød stilheden. Hun tog et stykke sæbe og begyndte at skrubbe skidtet af sin krop. Hun var forsigtig de steder hun havde ondt, men ren skulle hun være.

Hun følte sig som en ny, ren og velduftende kvinde, da hun kom op fra karet. Ren var hun i hvert fald.

Hun tog nogle linnedstykker der var lagt frem, og begyndte at tørre sin krop. På en trebenet skammel ved siden af karret, lå en bunke tøj til hende. Hun humpede hen og kiggede lidt på det. Hun tog den ene del op, og så at det var en kjole. Hun havde ikke haft kjole på i flere år, og hun ville heller ikke have en på, men der var ikke andet.

Hun skulle til at gå ud for at finde Evan og forlange sit eget tøj, men det ville ikke hjælpe. Han havde gjort det klart, at hun ikke skulle have sit gamle tøj eller rustningen på igen, men hun kunne altid skifte når hun kom hjem. Hun ville ikke have kjolen på mere en højest nødvendigt.

Hun begyndte at iføre sig tøjet og tog til sidst kjolen over hovedet, og fik den sat ordentligt. Det var underligt at have kjole på igen, og hun følte sig ikke helt tilpas i den. Hun kiggede ned ad sig selv og skar en grimasse. Kjolen var sort og havde mønstre i hvid tråd. Små broderier der gjorde kjolen lidt finere at se på. Den sad tæt ind til hendes slanke krop, men ved hofterne blev den mere løs. Den var også en smule nedringet, hvilket bestemt ikke huede hende.

Humpende forlod hun badestuen. Det gjorde ondt i hendes ben, og hun havde heller ikke fået lagt en ny forbinding på ribbenene, men smerte havde ikke før slået hende ud, og det skulle det bestemt heller ikke nu.

Hun kom ud i krostuen, og da Evan så hende, kom han og hjalp hende. Han fik hende hen til en stol. Den lægekyndige kom igen over til hende, og begyndte at forbinde hendes ben. Han var ikke ligefrem blid, og hun skældte ham flere gange ud, fordi det gjorde ondt, men han så egentlig ud til at være ligeglad.

Da den lægekyndige var gået, kom hendes mænd over til hende. Der var ikke mange overlevende, men hun var glad for at nogen havde overlevet, og hun var umådeligt stolt af dem. De drak gravøl for dem der var døde, selvom det var lidt for sent på nuværende tidspunkt.

Nogle af mændene kom også med kommentarer om deres kaptajn i kjole, men med sin skarpe tunge, fik hun dem hurtigt til at holde mund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...