Kongens livvagt.

Adelaide Williams er en af kongens bedste Livvagter.
Det er dog ikke en dans på roser, at være en kvinde i et fag, hvor mænd tror de kan styre alt, og det er specielt ikke nemt, når man har en lidt speciel fortid, som ikke mange kender til, men som hele tiden hjemsøger en.
Adelaide må konstant kæmpe for at blive behandlet retfærdigt, og hun må konstant kæmpe med sine indre dæmoner, mens hun samtidigt bliver kastet ud i ting, hverken hun, eller nogen anden, nogensinde ville have forventet.

3Likes
2Kommentarer
1348Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Et par trætte, blå øjne gled rundt over pladsen. Rundt omkring i det grønne græs sad rastløse mænd i tunge rustninger, og stirrede tomt ud i luften. Mod øst kunne man se konturerne af slottets tårne. Med en træt bevægelse kørte han en hånd gennem sit hår. Over de sidste par år var det begyndt at blive gråt. Han havde fået rynker omkring næsen og læberne, og furerne i hans pande var efterhånden blevet permanente. Han var ikke helt ung længere.

”I må hellere gå ind i teltet.. Der sker ikke noget herude. Jeg skal nok fortælle Jer, når der kommer nyt,” sagde en kvindestemme, og han drejede hovedet. Hans øjne mødte et par smaragdgrønne, intense øjne, og et lille smil kom frem på hans læber.

”Jeg sætter meget stor pris på din bekymring Adelaide, men jeg har klaret værre ting end dette før,” sagde han. Adelaide åbnede munden for at protestere, men noget i hans blik fortalte hende, at dette måske ikke var tidspunktet at protestere.

”Som I ønsker,” sagde hun og vendte sit blik væk fra ham. Hendes hår havde den smukkeste, røde farve og var sat op med et læderbånd så det ikke irriterede hende. En let brise legede med hendes hår, men hun så ikke ud til at lægge mærke til det. Han stod og kiggede på hende og faldt i staver, mens han tænkte på de første år Adelaide havde været ved hoffet.

Min herre konge, der står en kvinde udenfor der ønsker at tale med Jer,” sagde en af hans vagter.

”Bed hende om at komme tilbage i morgen. Så skal jeg tage hende i audiens,” sagde han og viftede med den ene hånd. Han var i dårligt humør og ønskede ikke at tale med nogen.

”Med alt respekt, jeg har forsøgt, men hun nægter at forlade slottet, før hun har talt med Jer..” sagde vagten forsigtigt.

”Så send hende ind, men bed hende om at gøre det kort,” sagde kongen og sukkede irriteret. Han rettede ryggen.

Ind af de store dobbeltdøre kom en kvinde. Hun gik med hurtige, målrettede skridt og stoppede først, da kongens livvagt stoppede hende. Bag hende, noget langsommere, kom en lille pige. Hun så skræmt ud og gik hurtigt hen til den unge kvinde og gemte sig bag hendes skørter.

”Det er Jeres skyld, at min familie ikke længere kan forsøges! Hvad skal vi nu gøre?!” hvæsede hun, og det var tydeligt, at hun ikke havde respekt for den hun snakkede til, selvom hun brugte de rigtige høflighedsfraser.

”Jeg ved ikke hvad De snakker om. Jeg er ikke skyld i andet end alt det gode der er sket for landet,” sagde kongen gnavent og rynkede brynene. Han brød sig ikke om, at blive talt sådan til af en undersåt.

”Vores broder og vores fader var med Jer på togt. De kom ikke hjem. Hvordan skal vi nu få mad?! Svar mig på det!” sagde hun og både hendes blik og stemme fortalte, at hun var gal.

”Nogle gange hænder det, at vi må ofre gode mænd for rigets beskyttelse. De fik en rigtig heltegrav..” sagde han, og ville have sagt mere, hvis ikke det var fordi, kvinden havde afbrudt ham.

En heltegrav!” Sagde hun og fnyste. ”Hvad hjælper det på vores situation?!” Spurgte hun og tog blidt fat i den lille pige der stod og gemte sig. ”Se på hende! Hun er ikke mere end 10 år!” sagde hun, og det blev hurtigt klart for kongen, at kvinden havde et blødt punkt for den lille pige.

kongen sad og tænkte lidt, før han traf sin beslutning.

”Jeg er villig til at give dig et arbejde i køkkenet. I kan begge sove, hvor tjenestefolkene nu sover. Så skylder jeg dig ikke mere. Sig mig nu, hvad jeres navne er og hvor gammel du er,” sagde han, og kiggede direkte på kvinden. Det så ud til at kvinden tøede op, for hun kiggede overrasket på kongen. Hvad havde hun dog regnet med?

”Mit navn er Adelaide Williams, og dette er Louise. Jeg er nitten somre,” sagde hun og bøjede hovedet underdanigt for at vise den rette respekt.

Der gik et par år. Han hørte ikke mere til den rødhårede kvinde. Ikke før den dag hans ene kaptajn kom ind til ham, og stillede ham det underligste spørgsmål han nogensinde havde hørt.

”Har I nogensinde overvejet at lade en hvis Frøken Williams, være med til at træne våbentræning sammen med Jeres mænd?” spurgte kaptajnen, og kiggede roligt på sin konge.

”Frøken Williams? Var det ikke hende der forlangte at tale med mig for et par år siden?” spurgte han med rynket pande. ”Jo, det var det. Jeg har set hende træne med et simpelt træsværd hver aften. Hun er ikke dårlig, bestemt ikke. Med den rette træning er jeg sikker på, at hun vil blive en glimrende soldat. Jeg tager hende gerne i min gruppe,” sagde kaptajnen.

”Hun er en kvinde. Kvinder er ikke soldater. Folk ville tro, at jeg er blevet blød i mine ældre dage, hvis jeg lader en kvinde passe på mit liv,” sagde kongen en smule vrissent - men en tanke var begyndt at forme sig i hans hoved. Han rystede den dog væk og prøvede at samle sig omkring de papirer, som lå foran ham.

Som I ønsker,” sagde kaptajnen, men det var tydeligt at han ikke var tilfreds med beslutningen. Trods det, brød han sig ikke om at sige sin konge imod, og forlod derfor rummet uden andet end et høfligt nik.

Senere fik den rødhårede køkkenpige at vide, at hvis hun ønskede, kunne hun få lov til at træne med soldaterne et par gange om ugen.

Derefter hørte kongen hørte ikke så meget til hvad der var sket med hende, ud over, at hans kaptajn roste hende til skyerne. Hun var lærenem, og hun trænede hårdt og intenst, samtidigt med at hun passede sit job i køkkenet.

En dag bad kaptajnen om lov til at rykke hende til sin gruppe, så de kunne træne noget oftere. Det gav kongen lov til, og der gik nogle år, hvor hun kom med på togter rundt i landet. Der gik ikke lang tid inden kaptajnen spåede hende til at blive en god kaptajn.

Da det var tid for den gamle kaptajn at træde tilbage og leve sine sidste dage udenfor slagmarken, udpegede han selv Adelaide til at være sin efterfølger. Kongen var ikke vild med det, og der var mange der rejste sig fra stolen og protesterede, men de kunne ikke benægte, at hendes evner var fantastiske. Hun vidste hvordan hun skulle lede sin gruppe.

Da hun var kaptajn, var det hende, der skulle komme med rapporter om hvordan det gik med gruppen, og kongen fandt hende hurtigt behagelig at snakke med. Hun var veltalende og havde en masse ideer og gode råd og hun var pæn at se på. Der gik heller ikke længe inden han inviterede hende ind i sit sovekammer, og hun gik med ham. Der viste det sig også, at hun ikke var helt tabt bag en vogn. Hun tilfredsstillede hans øjne, hans ører og hans kødelige behov.

Der gik heller ikke lang tid før de fleste mennesker vidste at, hun var kongens elsker, men det gjorde hende ikke noget. Dronningen var død efter fødslen af den yngste søn, og kongen havde ikke taget sig en ny dronning. Alle vidste at kongen havde haft en søn mere. Han havde været den perfekte arving. Alle så frem til at han skulle blive konge - men han var død. Der var mange historier omkring kronprinsens død, men Adelaide var holdt op med at lytte til dem. Der var så mange forskellige historier, at hun ikke vidste hvilken en hun skulle stole på.. Hun havde aldrig mødt nogen af prinserne. Kongen snakkede aldrig om dem. Hun havde kun hørt ganske lidt fra folk rundt omkring på slottet.

Kongen var blevet utroligt glad for sin rødhårede elsker, og en enkelt gang havde han delt tanken med hende om, at sætte det gyldne bånd på hendes hoved. Hun havde sagt nej. Hun havde sagt, at hun aldrig ville sige ja til det, og at hendes job var, at føre hans livgarde og sørge for at holde ham i live. De havde ikke snakket om det siden.

”Min herre Konge, hører I efter?” stemmen rev ham ud af sine tanker og Adelaide stod og kiggede på ham. Da kongen ikke sagde noget, måtte hun gentage sin sætning.

”Det er begyndt at sortne mod vest,” sagde hun og pegede ud mod horisonten med en behandsket hånd. Han drejede hovedet og kiggede efter hendes finger. Han sukkede en enkelt gang. Så gjorde han noget han ikke ville have gjort, hvis omstændighederne havde været anderledes. Han tog sin halskæde af, og hængte den om Adelaides hals. Det var en guldkæde fra syden. Det tunge vedhæng forestillede en majestætisk fugl med udspredte vinger og knejsende nakke. Et smukt stykke håndværk, der var så detaljeret, at selv fjerenes former kunne antydes i det ædle metal. Adelaide kunne ikke finde ord.

”Uanset hvad, vil denne sørge for at du og din søster kan leve i godt i en del år. Gå ned og bed dine mænd om at gøre sig klar. Der er ikke lang tid endnu,” sagde han og gik ind i sit telt. Adelaide kiggede lidt efter ham, og prøvede at finde de rette ord. Hendes tanker var et rod. Hvad havde han dog for? Hun rystede på hovedet for at gøre sine tanker klare, og begyndte at gå hen til sine mænd. De blev nødt til at vinde, og kongen måtte ikke dø, riget ville bukke under, hvis ikke de vandt. Det var hun helt sikker på. Bag hende flagrede hendes røde kappe, mens hun gik. Hun gik med hurtige, målrettede skridt.

Det var nu, de skulle vise hvad de virkelig duede til. De var kongens livgarde, og deres eneste opgave var at holde kongen i live. Alle de andre soldater skulle gøre det beskidte arbejde – at slå fjenden ihjel.

”Rejs jer op, dovne hunde!” vrissede hun da hun kom forbi nogle af sine mænd. De rejste sig også hurtigt op og kiggede efter hende, mens hun gik ind til midten af deres lille lejr.

”De er på vej. Op med jer! Find jeres heste!” Hun snakkede hurtigt.

”Daniel og Aro, pak de kort sammen og find jeres ting!” sagde hun, og kiggede på to mænd der sad og spillede kort. ”Jeg troede jeg havde givet jer ansvaret for mændene, og så finder jeg dem siddende som en flok sypiger!” Hun lød irriteret, og både Aro og Daniel vidste, at de ikke skulle komme hende på tværs, når hun var i dét humør.

”Ja, undskyld Kaptajn. Men hvad skulle vi gøre? De har ventet i flere timer. De er trætte og har det varmt. Rustningerne er tunge..” Mere nåede Daniel ikke at sige, før Adelaide afbrød ham.

”Rustningerne er ikke tungere end de plejer at være! Jeg bestemmer her, og du skal ikke sige mig imod! Hvis I havde holdt øje, ville I være klar nu!” vrissede hun og hun mumlede et uforståeligt skældsord. Derefter gik ind i det lille telt mændene sad rundt om. Det var tydeligt at de ikke skulle sige hende imod, for så ville hun rive hovedet af dem med sine bare næver.

”Du plejer ikke at vrisse sådan af dine mænd. Noget må gå dig på. Noget slemt,” sagde en stemme, og Adelaide genkendte hurtigt stemmen. Personen havde givet hende et chok, for hun havde ikke troet at der var andre inde i teltet. Der var dunkelt derinde. Solens stråler kunne ikke lyse det ordentligt op, og der gik et par sekunder før hun tydeligt kunne se hvem det var.

”Evan..” mumlede hun og gik hen til ham.

”Hvad kan være så slemt, at selv den frygtløse Kaptajn Williams bliver i så dårligt humør?” spurgte han og et smil kom frem på hans læber.

”Jeg er ikke frygtløs,” mumlede hun og lænede sig ind til ham. Kort efter kunne hun mære hans stærke arme omkring sig.

”Det er da ellers hvad historierne siger. Står du og fortæller mig, at de er usande?” spurgte han i et drillende tonefald. ”Jeg vil ikke sige at det er den rene løgn, men overdrivelse fremmer forståelsen, ikke sandt?” sagde hun. ”Men hvis du ikke har lagt mærke til det, Evan Emerson, så er vi alle på vej i døden. Vi er helt sikkert i undertal, og efter hvad jeg ved, så er fjenden en del stærkere end os,” sagde hun og begyndte at lyde lidt bekymret.

”Det ved jeg godt. Men vi følger vores frygtløse kaptajn. Du har før ført os igennem noget, der så håbløst ud, og alligevel kom vi tilbage med meget få sårede.” Han prøvede at muntre hende op. Det fik hende da også til at trække en smule på smilebåndene, men der gik kun et flygtigt øjeblik hvorefter smilet falmede igen.

”Men hvis ikke jeg tager fejl, er det ikke det, der bekymrer dig. Er det vel?” spurgte han og låste sit blik fast i hendes. Lidt tid stod de bare og kiggede hinanden i øjnene, indtil hun lukkede sine og sukkede. Hun rystede på hovedet.

”Hvad er det så? Måske kan jeg hjælpe?” Nu var det ham, der lød bekymret.

”Medmindre du kan få kongen til at fortælle hvad han er ude på, kan du ikke hjælpe, men han gav mig denne,” sagde hun, og viste Evan halskæden.

”Han har jo altid været glad for dig..” sagde han en smule tøvende.

”Evan! Alle de ting han har givet mig, er intet, sammenlignet med denne halskæde. Louise og jeg ville kunne leve, uden at mangle noget, i flere år, hvis jeg solgte den kæde. Den er mere værd end vi to tjener på et år, tilsammen..” sagde hun og lød nu oprevet.

”Måske er han ved at være gammel. Måske vil han bare vise sin taknemmelighed?”

”Nej. Han har noget for. Han er gammel, ja, men dum er han ikke.” sagde hun, og begyndte at gå frem og tilbage i det lille telt. Hun stoppede først, da hun så en mand, der ikke var en af hendes, stå i åbningen til teltet.

”Kaptajn Williams?”

”Ja?” hun gik hen til ham.

”Kongen ønsker at se Dem og Deres mænd omgående ved hans telt,” sagde han og forlod omgående teltet. Han var bare en budbringer, så han havde ingen grund til at blive der.

Adelaide kiggede hen på Evan og nikkede til ham. Hun sukkede en enkelt gang og gik så hen for at finde sin hjelm og sit sværd. De forlod begge teltet. Mændene gjorde sig klar til det, de havde ventet så længe på.

Den uundgåelige kamp om kongeriget.

 

* * *

 

Kaptajn Williams sad på sin hest, med sine mænd omkring sig. Foran dem sad kongen, med rank ryg, på sin hest.  Hesten prustede let, men gjorde ingen unoder. Hans blik gled endnu engang rundt. Mændene sad på deres heste, fodsoldaterne stod klar med spyd og sværd. Bagerst var bueskytterne, klar til at sende pile af sted på selv det mindste vink.

Lidt ude i siden, for sig selv, stod en snes troldmænd. De var i deres mørkerøde kåber, med hætten trukket op og hænderne gemt i de store ærmer. Deres ansigter henlå i mørke, men de soldater der stod tættest på, kunne svagt høre mumlen fra gruppen. Ingen brød sig rigtigt om det, troldmændene lavede. Tanken om, at man kunne få overnaturlige kræfter huede ikke mange. Det lød som djævlens værk.

Kongen vendte sit blik mod sin livvagt. Han kiggede lidt tid på hende. Han vidste, at det var sidste gang han rigtigt kunne se på hende. Han ville gerne bevare billedet af hende i tankerne de sidste par timer af sit liv. Mod vest var det blevet mørkere og mørkere. Der var så mange mænd, at det nærmest var umuligt at se en ende på dem, og de kom tættere og tættere på. Snart ville det være en kamp på liv eller død, en kamp fjenden ville vinde.

Kongens mænd var så latterligt få, i forhold til hvad fjenden kom med. Det var da tydeligt. Men det var det eneste de havde, og kongen vidste, at mændene ville kæmpe det bedste de havde lært.

Han nikkede til sin livvagt. Det var nu det skulle ske.

Kaptajn Williams sad i sine egne tanker. Hun kunne mærke kongens blik på sig, men hun sagde intet til det. Hun kunne godt lide hans blik. Han havde altid kigget på hende på en speciel måde. Ikke som alle de mænd, der bare kiggede på hende med begær i blikket. Kongens blik afslørede, at han virkelig holdt af hende. At hun var noget specielt, og ikke bare endnu en kvinde.Hun så hans lille nik og tog sin hjelm på.

På hovedet af hjelmen sad en lang hestehale i lyst hår. Den sad højt på hjelmen så den ikke kunne genere hende. Sådan så alle hjelmene ud. Længden af hestehalen varierede alt efter hvilken rang bæreren havde.

De første til at storme mod fjenden, var fodsoldaterne. Det var deres job. Derefter blev det bueskytternes tur. En byge a pile haglede ned mod fjenden. Midt mellem det hele red kongens livgarde. Kongen var omringet af sine soldater. Et kampråb kunne høres, og et lille, kort smil kom frem på Kaptajn Williams læber, før hendes mine igen blev alvorlig. Hun vidste at de ville tabe, men med æren i behold. De ville forsvare deres konge indtil det sidste hjerte havde slået. Snart efter hørtes lyden at sværd mod sværd, og folk der råbte og skreg.

Kaptajn Williams eneste opgave var at sørge for, at kongen ikke kom til skade.

 

* * *

 

En mand løb med et trukket sværd. Han mumlede nogle ord på et sprog ingen andre kendte. Sværdet var kun til selvforsvar.

Med lidt besvær prøvede han at holde den mørkerøde kåbe oppe, så han kunne løbe ordentligt. Kåben var bestemt ikke syet til den slags.

Hætten var faldet af og hans lyse hår fløj omkring hans ansigt mens han løb. Han svang sværdet mod en mand der slog ud efter ham. Han mistede ikke koncentrationen, men blev ved med at mumle de uforståelige ord.

Han var aldrig blevet spået til at gøre noget stort. Han kunne magi, men han var aldrig kommet langt med det.

Hans mester havde flere gange opgivet ham, men taget ham tilbage hver gang.

Ingen ville tro på, at denne unge mand, skulle kunne gøre noget så stort, som det, han havde i tankerne at ville gøre, men han ville vise, at han ikke var umulig. Han ville vise, at han alligevel kunne gøre noget stort. Han ville gøre sin familie og alle andre stolte. Hans familie skulle ikke leve i vanære på grund af ham.

Han løb alt hvad han kunne, og svang sit sværd mod folk der kom i vejen for ham, uden at tjekke, om han ramte eller ej. Han fik nogle overfladiske skrammer, men ikke mere end det. Når det virkelig gjaldt, svigtede hans held ham bestemt ikke.

Han stoppede ikke før han nåede sit mål: Midten af en stor gruppe kæmpende mænd.

Kom han forbi nogen af kongens mænd, bad han dem om at flytte sig. Var det fjendens mænd, slog han bare ud med sværdet.

Han kom forbløffende hurtigt ind til midten, hvor han stoppede op og hev en smule efter vejret. Han begyndte at sige en remse på et gammelt sprog. Hans stemme steg, og til sidst stod han og råbte.

Ud ad øjenkrogen kunne han se, at der var en fjende på vej hen til ham, men han var ligeglad. Han råbte ordene en sidste gang, hævede sværdet og hamrede det ned i jorden. Det blev stående. Han kunne ikke slippe det.

Sværdets klinge begyndte at gløde i unaturlige blå nuancer, og efterhånden var gløden så kraftig, at sværdet lyste kamppladsen op af sig selv. Han gjorde intet for at komme fri, for han vidste at hans kræfter skulle bruges. I stedet lukkede han øjnene og mumlede en bøn og tilgivelse - tilgivelse for alle de synder han havde begået i sit liv.

Der gik ikke mange sekunder, før lyset begyndte at brede sig. Folk gjorde hvad de kunne for at komme væk, men lyset nåede alle. Alle uden et rent hjerte, blev slået ihjel.

Den unge troldmand ved sværdet kunne mærke, hvordan livet hastigt forlod ham, Ikke fordi hans hjerte var urent, tværtimod, men fordi han lod sig selv ofre.

Det var en besværgelse man ikke havde set i århundreder. Kun de største troldmænd ville have mulighed for at frembringe den, og ingen kom levende fra det. Besværgelsen stoppede ens hjerte og man faldt sammen med det samme. Det vidste troldmanden. Måske havde man læst hans fremtid forkert, for det han gjorde, det havde ingen andre i århundredet gjort. Det var det største en troldmand kunne drømme om at lære.

Besværgelsen var så indviklet og svær at huske, og hvis ikke man fik sagt ordene korrekt, ville det ende grueligt galt. Men det endte præcist som den unge troldmand ønskede sig. Han ville blive hyldet som en af de største troldmænd i historien, trods sin unge alder.

Han døde for den konge han elskede. Han døde med et smil på læberne. Et triumferende smil, der sagde: ’hvad sagde jeg?’.

 

 

_____

 

Jeg har arbejdet længe på dette, og jeg arbejder stadig med at rette i det. jeg har skrevet 3 kapitler ind til videre, og jeg vil gerne have det udgivet engang. Jeg har endnu ikke fundet et navn til selve historien, hvilket jeg selvfølgelig også arbejder på.

Jeg undskylder mange gange for, hvordan det ser ud her, men det ville altså ikke samarbejde helt, så det ser ikke ligeså godt ud som i mit word-dokument. Jeg håber dog stadig at det kan læses, og at i vil synes om det.

- Wimse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...