100 Days

Ali er en ung pige med et praktisk talt perfekt liv; en dejlig kæreste, gode venner, høje karakterer og forældre der elsker hende.

Men alt det perfekte bliver pludselig langt mindre perfekt da en ny, mystisk fyr starter på skolen.

15Likes
27Kommentarer
3181Visninger
AA

8. Igen

"Hey, babe," nynnede Chou i den anden ende af telefonen. "Hvad så?" Jeg sad stadig med øjnene brændt fast på internetsiden. Den internetside, hvorpå der stod, at Ethan var kriminel. Mere eller mindre. Men jo nærmere jeg tænkte over sagen, jo mindre havde jeg lyst til at indvie Chou i den endnu. 

"Ikke så meget," løj jeg. "Jeg ville bare høre, hvornår jeg skulle komme over til dig i weekenden?" 

"Hvad med, at vi mødes på den sædvanelige café fredag klokken tre?" Jeg kunne høre hun bandede over et eller andet på japansk. Hendes pedicure var sikkert gået galt. Lidt efter fortsatte hun. "Så kan vi shoppe lidt bagefter?" Åh nej. Shopping. Efter tøseweekender, var det dén ting, jeg hadede mest. Jeg ved godt, at jeg lyder som en kedelig gammel mokke, men sådanne ting har bare aldrig haft min interesse. Og mine manglende talenter for noget som helst gjorde, at jeg aldrig rigtigt havde interesseret mig for noget som helst. Andet end Jacob og mine venner, altså. Og måske lidt Ethan. Vent, hvad?

"Ali? Er du der?" spurgte Chou en anelse forvirret. Jeg tog mig sammen og fokuserede på samtalen. 

"Caféen. Klokken tre. Shopping. Jeg er med." Resten af samtalen bestod sådan set af Chou, der snakkede om en fyr hun havde set på vej hjem fra skole, og om hvordan deres fremtid skulle være. Jeg sagde ikke meget andet end 'ja', 'virkelig' og 'aha'. 

 

Længe sad jeg bare og stirrede på skærmen, indtil jeg besluttede mig for at glemme det og komme videre. Måske var det ikke den Ethan, jeg kendte? Måske var det en helt anden. Måske var jeg bare blevet blidt for hysterisk. Jeg rystede alle tankerne af mig, lukkede computeren ned, og skyndte mig nedenunder. Nøje undgik jeg mine forældre og min bror, da de bare ville spørge for meget til mit pludselige behov for at komme udenfor. For at komme væk. 

Få minutter senere gik jeg ned ad gaderne, og videre ind mod byen. Jeg havde tænkt mig bare at gå en tur for at rense ud i tankerne, men selvfølgelig hjalp det ikke. Faktisk var jeg ved at blive kørt ned, fordi mine tanker var alle andre steder end på mine omgivelser. Hvad var der med Jacob? Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme Ethan? Og var han virkelig kriminel? Jeg besluttede mig for at ringe til min kæreste og høre, hvad der var galt. Men da jeg lige havde tastet hans nummer ind og skulle til at trykke på 'kald op', mødte en overdøvende motorlyd mine ører. Jeg vendte mig om for at se, hvor larmen kom fra, men i det øjeblik jeg fik svar på det, fortrød jeg, at jeg havde kigget. Der holdt han. Lige ved siden af mig. På sin åndssvage motorcykel.

"Alice. Bor du heromkring?" Ethans mundvige var gledet op i det sædvanelige, arrogante smil. Jeg var splittet imellem bare at løbe eller at blive. Bare for at være høflig, selvfølgelig. Jeg var tvunget til at tage den sidste valgmulighed. Hvem kunne også løbe fra en motorcykel når det kom til stykket?

"Det rager ikke dig," svarede jeg så koldt som jeg kunne, men det fik kun Ethan til at smile endnu mere. Hvilket fik mig til at blive endnu mere arrig. 

"Okay, okay," halvlo Ethan, mens han viftede afværgende med hænderne. Han lod blikket glide ned ad mig en enkelt gang, inden vores blikke mødtes igen. Klamt. "Hvor skal du hen? Jeg kan give dig et lift."

"Hør, Ethan. Jeg har mødt dig tre gange på én dag. Det er vist rigeligt." Jeg lagde armene over kors for at demonstrere min stædighed. Men jeg vidste godt, at Ethan nok var mindst lige så stædig. 

"Jeg har ligesom fornemmelsen af, at du ikke kan lide mig." Ethan skød læberne en smule frem, hvilket fik ham til at ligne et såret barn. Og det fik ham til at ligne en idiot, oven i købet. Hvilket passede fint til hans personlighed. 

"Nej, virkelig? Du har en fremragende fornemmelse." 

"Tak." Jeg stod lidt og så på ham mens jeg svagt rystede på hovedet. Forsvandt hans smil da aldrig? Hvorfor var jeg lige blevet udvalgt som hans offer? Ethan fugtede sine læber med tungen. Han mindede mig om en slange. "Hør her, Alice--"

"Ali."

"Ali. Det beklager jeg." Han så på mig med et hævet øjenbryn, og slap et kort grin, inden han fortsatte. "Du er den eneste pige, jeg nogensinde har tilbudt at køre med mig."

"Jeg er beæret." Selvglade nar, tænkte jeg for mig selv.

"Selvfølgelig er du det. Så det her er sidste chance. Vil du køre med mig eller gå?" Med det selvglade fjæs han havde, lignede han en der allerede havde vundet. Men jeg var ikke som alle de andre piger. Jeg var ikke syg efter ham. Ethan var en, jeg skulle holde mig fra. Det vidste jeg. Og fra den dag ville jeg gøre alt for at undgå ham. Jeg ville ikke blandes ind i hans fortid.

"Jeg ville hellere gå gennem en ørken uden vand, end at køre sammen med dig. Nej tak." Ethan trak på skuldrene, og få sekunder efter var han kørt videre. Da han var ude af min synsvinkel, ringede jeg Jacob op. Jeg ville høre, hvorfor han havde været sådan tidligere på dagen. Om der var sket ham noget. Jeg var nødt til at blive forsikret om, at han var okay.

Jeg blev stillet direkte om til telefonsvareren. Også anden gang. Og tredje. Til sidst var jeg nødt til at give op. Jacob tog den ikke. Måske ville han ikke tage den? Måske var han vred på mig? Frustreret lagde jeg mobilen tilbage i lommen og traskede hjemad med tunge skridt. Og som om det ikke var nok, lød der et tordenskrald, og med ét stod regnen ned en lange, tunge stænger, der gennemblødte mit tøj og gjorde mig kold helt ind til benet.

"Møgdag."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...