Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #3

Jacob er forsvundet ud fra Jasmines liv. Hvordan klarer de sig hver i sær uden hinanden - Kan de overhovedet det? Og hvad med deres fælles datter, som Jacob har valgt at forsvinde fra?

11Likes
388Kommentarer
6175Visninger
AA

15. Jasmine: Uanmeldt besøg

 

Jeg gik frustreret frem og tilbage, mens Seth blot sad i sofaen med fødderne smækket op på bordet. - ,,Slap dog af Chey," Mumlede han med chips i munden, mens han gjorde tegn til, at jeg skulle fjerne mig, så han fortsat kunne se TV. - ,,Seth!" Sagde jeg vredt og lavede store armbevægelser. Seth veg sig, som fra en lussing, mens Beths første perlende søde latter slap ud mellem hendes små læber. Både Seth og jeg tav, rettede vores blikke mod Beth, som sad og legede uskyldigt med sin ulvebamse. Hun forstod ikke, hvorfor vi var så fokuserede på hende, så hun legede bare videre, mens hun fortsat grinede. Hun så både forundret og forvirret ud, over latteren som hidtil havde været ukendt for hende. Jeg smed mig ned til hende på gulvet, og 'angreb' hende med en masse kys. Hun fægtede med sine små arme, for at få mig til at stoppe. Seth brød ud i en latter og satte sig ned til os på gulvet - Jeg glemte alle mine bekymringer omkring hendes latterlige far, cerimonien som snart ville finde sted og Seths fødselsdag om få dage. Jeg fokuserede udelukkende på Beth. Min dejlige datter, Beth. - ,,Hej Beth!" Grinede Seth og kildede hende på maven, og hun spjættede vildt med sine ben og arme. Jeg smilede ved synet af Seth og Beth som grinede sammen. - ,,Det er lidt ærgeligt, synes du ikke, Seth?" Jeg bed mig i læben og mærkede mine øjne blive våde. - ,,At hvad?" Han havde ikke bemærket mine kommende våde øjne endnu. - ,,At hun ikke får hendes far at kende," Mumlede jeg, og tørrede en tåre væk, inden den kunne nå, at glide ned ad min kind. Han sukkede tungt og stoppede med at kilde Beth. - ,,Phellan bliver vel en form for far for hende, gør han ikke?" Han kiggede på mig, opdagede at jeg græd, og strøg mig på ryggen. - ,,Jeg synes ikke, at verden er fair," Hulkede jeg og faldt i hans favn, mens han forsat forgæves at trøste mig. I baggrunden lo Beth videre. Hun var endnu uviden omkring denne feje verden, som jeg havde bragt hende til.

 

Beths muntrer latter fik mig ikke længere til at smile - Mit smil var pegede nedad, og jeg hulkede fortsat af hullet i mit bryst, som hendes far havde lavet. Hun havde grinet for første gang i sit liv, og alligevel var jeg ikke i stand til at grine med hende, ikke mere i hvert fald. 

 

Døren blev smækket op, og Beth skreg forskrækket en af sine små lyde. Seth brummede vredt. - ,,Hvad fanden?!" Råbte Seth vredt, stadig med mit grædende ansigt ned i sit bryst. Han strammede grebet omkring mig, da en vred person trådte ind ad døren. - ,,Seth,"  Mumlede personen vredt. - ,,Undskyld, meda. Jeg kunne ikke stoppe ham," Undskyldede piccoloen og bukkede loyalt. Piccoloen forlod ikke penthuset, han blev bare stående - Måske fordi han vidste, at den vrede person ville skabe en scene, og ville sørge for min sikkerhed. Beth klamrede sig til mig og gemte sit ansigt mod mit lår. Jeg tog bekymret Beth i min favn, og jeg kiggede mod døren, hvor den vrede person uanmeldt og uhøfligt var kommet ind. Jeg stivnede ved synet af ham - Jacob. Ved synet af.. Jacob! Jeg strammede automatisk mit greb om Jasmine, da jeg ikke ville have, at hun nogensinde igen skulle i nærheden af Jacob - Sin far. Der var helt stille, kun alle vores fælles åndedrag var til at høre i den pinlige tavshed. Jeg nægtede at kigge Jacob i øjnene. Jacobs åndedrag var tungere end vores, og hans bryst pustede sig voldsomt op, når han trak vejret. Hff, hfff, hffff. Jeg kunne fornemme Jacobs skikkelse ryste af vrede. 

 

Beth kiggede forsigtigt op fra sit trygge skjul, og kiggede op på sin far. Hun skreg febrilsk, grinede sin smukke nydannede latter, og rakte ivrigt ud efter Jacob. Hun vred sig og var urolig i mine arme, da hun hurtigst så muligt, ville væk fra mig og hen til Jacob - Det konkluderede dog i, at jeg strammede grebet om hende endnu mere, og hun brød ud i en bedende og virkelig ivrig hulken. - ,,Hvad vil du?" Spurgte jeg med en helt rolig stemme, jeg mente ikke at det kunne betale sig, at fare op og begynde at råbe ad ham. Jeg hverken kiggede eller nænnede at skænke ham et blik. Jeg kunne virkelig ikke tåle synet af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...