Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #3

Jacob er forsvundet ud fra Jasmines liv. Hvordan klarer de sig hver i sær uden hinanden - Kan de overhovedet det? Og hvad med deres fælles datter, som Jacob har valgt at forsvinde fra?

11Likes
388Kommentarer
6205Visninger
AA

23. Jasmine: Torden

 

Jeg nikkede forståeligt på hovedet. - ,,Jeg forstår," Sagde jeg mut og satte mig på gulvet i skrædderstilling. Vi snakkede uafbrudt frem og tilbage om, hvad vi hver i sær kunne gøre, for at begge parter var tilfredse med beslutningen. Aldrig før havde vi snakket og ikke råbt ad hinanden. Jeg tryglede ham konstant om, jeg ikke måtte komme med ham, men han mente ikke at det var en god idé. - ,,Jacob," Jeg sukkede opgivende, og gav ham mit sødeste blik. Det ville have virket på Phellan, men det ville aldrig virke på Jacob. Han rystede på hovedet. - ,,Nej, Jasmine. Jeg vil ikke være i stand til, at give dig og Beth den opmærksomhed, som I ønsker," Han kiggede fraværende ud af de lofthøje vinduer som var hele vejen omkring os i stuen. Det regnede og blæste voldsomt, og jeg trak et tæppe omkring mine bare arme, som var fyldt med myrekryb. Der var helt stille, og jeg nød at høre de monstrome regndråbe plaske ind mod de tykke ruder. Jeg lænede mig op ad sofaen og lukkede mine øjne for at hvile mig. Et højt brag lød, og jeg fór forskrækket sammen og krøb op på sofaen til Jacob igen. Han udbrød en høj latter og tog sine arme om mig. - ,,Rolig nu, Jas. Det er bare torden," Han fik et kæmpe smørret smil på læberne. Hans beroligende stemme og charmerende smil, smittede af på mig. - ,,Jeg hører til hos dig, Jacob. Jeg vil ikke være sammen med andre end dig. Det er nok at vide at du elsker mig, og at jeg ved, at du kommer hjem til mig inden dagen er omme. Og pressen? Skide være med dem, bare jeg har dig og Beth, kan de for min skyld skrive alt det møg de vil, bare jeg ved, at det de skriver, ikke er sandt. De kan ikke gøre vores Beth noget, det lover jeg dig," Det var første gang, jeg havde omtalt Beth, som vores fælles barn, og ikke mit eget barn. Jeg strøg blidt Jacob over kinden, mens han stadig kiggede fraværende ud af vinduet. Han så skeptisk ud, men jeg ville ikke forlade ham og miste ham igen. - ,,Jacob?" Jeg forsøgte at gendanne vores øjenkontakt fra tidligere. Han kiggede nu ned i gulvet, stadig helt fraværende. - ,,Tag tilbage til Samfundet," Hans kyniske ord havde nær givet mig et hjerteslag. - ,,Og fortæl Phellan, dine forældre og Folket, at du ikke kan reagere for Samfundet," Jeg forstod ikke noget som helst mere, men jeg havde en teori. - ,,Og begrund din beslutning med, at du flytter hjem til mig," Han kiggede tøvende op, og hans skæve smil mødte mit stadig forvirrede ansigt. - ,,Hvis du da virkelig gerne vil ofre alt, for at være sammen med mig," Han lød usikker, men tog kærligt min hånd og kyssede den. Jeg kastede mig af glæde over ham og slog blidt mine arme omkring hans hals. - ,,Mener du det?!" Skreg jeg nærmest af glæde, og han blev endnu en gang nødt til at tysse på mig, for at jeg ikke skulle vække Beth og Seth. - ,,Ja, Jasmine," Han udtalte igen mit navn på denne specielle måde, som altid fik mig til at skælve, og gav mig sommerfugle i maven. Der var dog alligevel noget over hans stemme, som ikke var så begejstret som min. - ,,Vi snakker videre om det i morgen," Mumlede han og kyssede mig på panden, inden han trak mig ned til sig, så jeg som før lå ovenpå ham. Jeg lukkede mine øjne, som var tunge af søvnmangel af vores snak, som havde varet hele natten. Klokken var vel omkring tre, eller fire tiden inden jeg faldt i søvn i favnen på ham, og inderligt ønskede at han ikke var væk, når jeg senere vågnede...

 

En blid latter fra et barn lød fra køkkenet - Beth. Seths høje latter lød bagefter. Solens skarpe lys reflekterede på de lyse møbler og oplyste derfor rummet. Under mig lå Jacob stadig og sov tungt. Det var første gang, at jeg havde vågnet op, og han stadig befandt sig sammen med mig.. Jeg rejste mig forsigtigt og strakte mig, inden jeg gik ind på mit værelse for at ordne mig og trække i noget andet tøj. Udenfor regnede det stadig ligeså voldsomt i nat, men solen skinnede stadig derimod. Jeg stod længe og betragtede palmtetræerne som gav efter i den voldsomme blæst, mens det tordnede og lynede og gav høje brag. I modsætning til Beth, som kravlede hen ad gulvet for at søge ind i stuen, mens hun var skrækslagen, havde jeg altid holdt af tordenvejr, og stået og betragtet det mystiske vejr udenfor. Som forventet havde Beth ikke søgt trøst hos mig, men sad i stedet nede på gulvet og kiggede på Jacob, mens han stadig tungt sov videre. Beth grinede uskyldigt mens hun betragtede ham, og havde glemt alt om sin frygt for tordenvejret.

 

Jeg kiggede fortsat ud af vinduet, ikke at jeg kiggede på noget specielt. Jeg stod bare og tænkte det hele igennem. Hvordan ville Phellan, mine forældre og Samfundet tage min beslutning om, at jeg foretrak at være sammen med Jacob og ikke dem? De ville nok aldrig forstå det, og jeg ville knuse Phellans hjerte i millioner af stumper og stykker, når jeg afleverede min forlovelsesring tilbage til ham. Jeg kunne tydeligt se hans triste ansigt for mig. Jeg sukkede tungt, da min mobil endnu en gang ringede fra soveværelset. Jeg styrtede febrilsk ind til soveværelset for at tage den. Phellan. Jeg afviste opkaldet. Tre ubesvarede opkald. Jeg slukkede for min mobil og smed den på sengen, inden jeg igen gik ind i stuen for at kigge til Beth.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...