Den usynlige melodi.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2011
  • Opdateret: 10 okt. 2011
  • Status: Færdig
- jeg ved ikke i hvilken kategori den skal i.

22Likes
30Kommentarer
2823Visninger
AA

1. Den usynlige melodi.

Emmaline sad stille på skinnerne. Hun sad ikke midt på skinnerne, men på kanten, ude i siden, og ventede på at toget skulle komme.  

Hun havde i hånden en buket med blomster. Hun beundrede blomsternes farver, at de levede så længe, at de ikke protesterede, de vidste ikke hvornår de ville dø, det skete bare. De fleste var roser, men også i blandt roserne var orkideer og haveblomster. Der var mange gule og lyserøde blomster, få hvide, nogle beige, og andre røde. De var næsten visne, bladende så ikke spor friske ud mere. Det var blevet en anden grøn farve, en vissen farve, næsten ligesom tang, men lysere.  

Emmaline rejste sig op, og gik hjemad. Hun kunne godt se, at intet nyttede denne gang. Men næste gang, der ville hun ikke lade noget stande hende, slet ingen ting.  

Da hun kom hjem blev hun mødt af sin mor, der fortalte hende, at denne aften skulle de til fest. Det var i huset ved siden af togstationen, og det blev Emmaline henrykt over. Hun skulle have det fineste tøj på, og sin buket med sig, for i dag ville hun ikke lade noget forstyrre hende.  

Et par timer senere, gik Emmaline ind på sit værelse. Hun havde haft sit hår sat op hele dagen, så da hun tog spænderne ud af håret, var det krøllet. Hun havde langt, fint, blondt hår. Hun redte håret igennem, men uden resultat. Så hun glattede det så meget som hun nu kunne, men lod pandehåret være. Så krøllede hun det nogle steder, så hun fik en mærkværdig frisure. Hendes pandehår gik i lange krøller, hele vejen ned til hoften. Resten af håret var glattet fint i slangekrøller, og hun så utrolig fin ud. Hun satte det krøllede hår op i en sjusket frisure, havde pandehåret foran, og glattede også det i slangekrøller. Hun ville ikke have håret til at flagre og ødelægge alting for hende.  

Så satte hun sig foran sit spejl på sit bord. Hun havde lagt en masse sminke frem, men ikke noget hun ville have på. Hun lagde et lille tyndt lag puder på kinderne, en lidt mørkere farve end hendes smukke hud. Hendes kindben blev fremhævet smukt. Hun tog en beige læbestift på, men den var ikke særlig synlig, den viste blot hendes lyserøde læber lysere, og hendes smil blegere. Hun lagde et tyndt lag mascara på sine øjenvipper, og fik øjenvipperne til at se uimodståelige ud, alt i det hele taget.  

Hun var smuk, men det var kun en del af det hele. Så gik hun ud af værelset. Undgik sine forældre, undgik kommentaren hendes mor sikkert ville give hende: du behøver da ikke gøre så meget ud af dig selv, skat.  

Emmaline gik ind i sine forældres værelse. Hun gik ind i moderens skab, og tog den kjole hun allerede havde udvalgt til dette, frem fra skabet og holdt den op foran sig selv. Den var smuk. Så gik hun tilbage på sit værelse med kjolen i favnen. Også i moderens skab havde hun fundet et par sko. Hæle på omkring ti centimeter, en flot kant, og de rundede perfekt ud omkring hendes tæer. Skoene var beige.  

Emmaline lukkede døren efter sig. Hun gik over mod sit skab, og holdt den sorte bøjle op foran sig, der holdt den smukke kjole. Hun kunne sagtens forestille sig selv med denne vindunderlige kjole på, dette fantastiske stof.  

Hun sukkede dybt. Hun tog sit tøj af, så hun kun stod i undertøj. En stropløs, beige farvet bh, og blonde trusser, også beige. Hun tog kjolen af bøjlen, og trak kjolen over hovedet. Så kiggede hun sig i spejlet. Det var lige før, hun havde fortrudt sit ærinde, så smuk var hun. Men hun ville gennemføre.  

Kjolen var flottere på hende, end hun havde regnet med, meget, meget flottere. Kjolen blev holdt oppe i to tynde stropper. I midten af kjolen løb et langt bånd af silke, båndet mørkere end selve kjolen. Hele kjolen var beige, og var af det smukkeste, tyndeste, fineste stof. Kjolen var lang og smuk, og den så så utrolig smuk ud, på netop Emmaline.  

Hun kiggede på uret, og gik nedenunder. Hun havde valgt at springe aftensmaden over, så hendes mave gav en knurrende lyd fra sig, da hun åbnede døren. Og netop da hun gjorde det kaldte hendes mor på hende, og sagde, at hun skulle skynde sig hvis hun ville med.  

Emmaline gik forsigtigt ned af trappen. Hun var ikke den bedste i højhælede sko, især ikke når det gjaldt trapper. Hun tog et fast greb om gelænderet med den ene hånd, mens den anden løftede op i kjolen, for at hun ikke skulle falde i stoffet. I den hånd der holdt i kjolen, holdt hun også sin buket med farverige blomster. Hendes mor gispede da hun så hende, og hendes far sagde: sikke meget du har gjort ud af dig selv, det er bare en lille fest. Men ikke for Emmaline, for hende var det meget mere end en fest, det var hendes sidste aften.  

Emmaline havde også en lillebror, hans navn var Elias. De var tvillinger. Hendes mor kaldte på ham, og da han kom ud af døren, gispede også han; hvor ser du flot ud, Emmaline. Emmaline nikkede og kastede et blik på ham. Han havde en blå skjorte på, og nogle mørke cowboybukser, ellers havde han ikke gjort noget ud af sig selv. Hans hår var pjusket, og det så ud som om, der var gelé i.  

Emmaline havde besvær med at gå. Hun var hele tiden ved at falde i stoffet, og måtte holde i kjolen. Da hun steg ud af bilen, ville hendes bror gøre grin med hende, så han gik om og åbnede døren for hende, bukkede og sagde: denne vej, frøken. Han var lige ved at bryde sammen af grin, over sig selv, men holdt masken.  

Tak, svarede Emmaline kort og steg ud af bilen. De få mennesker der stod samlet udenfor huset, kastede forbløffende blikke på hende da de så hende: og med ét begyndte alle at snakke i munden på hinanden, de snakkede om hende.

Hvorfor har du gjort så meget ud af dig selv, spurgte Elias hende mens de gik indenfor. Også her vendte næsten alle blikket mod dem, forbløffende, overraskede, chokerede, men Emmaline var lige glad.  

Det vil du ikke vide, sagde Emmaline. Og han troede på hende, for han spurgte hende ikke, men han havde nok regnet det ud, for han var hele tiden i nærheden af hende, og snakkede med hende. Han ville føre hende på andre tanker end dét, men det kunne han ikke. Det var gemt væk i en afkrog af hendes hjerne, det var ikke noget hun ville glemme. Hun kiggede hele tiden på sit ur, for hun ventede til klokken slog ti, så ville hun gå udenfor, og aften toget ville komme fem minutter over ti.  

Det var et stort festlokale de var i, med dansegulv og borde med fine duge, stearinlys og en stor lysekrone. Det var meget fint, syntes Emmaline, og i baggrunden spillede musikken. Nu spillede de noget larmende noget, men så blev det til en vals. Elias kom hen til hende og spurgte, om hun ville danse med hende. Hun takkede ja, og de gik ud på dansegulvet. Både Elias og Emmaline kunne ikke danse, men de prøvede så godt de kunne, og skønt trådte Elias flere gange på stoffet til kjolen, men skvattede aldrig.  

Deres forældre stod i hjørnet og kiggede på. Moderen hviskede til faderen: se, er de ikke skønne, de danser så fint med hinanden.  

Faderen nikkede og sagde: jo, skønt de ikke kan danse, men nej hvor ser det fint ud, så smukke de ser ud sammen.  

Klokken slog ti, og valsen sluttede. Emmaline kastede et blik over på sine forældre, der stod og snakkede, uden at anse hendes blik, og så kiggede hun på Elias, der stirrede hende i øjnene. Hun kyssede ham hurtigt på panden og sagde: hils mor og far fra mig, farvel. Og med disse ord gik hun mod døren, ned af trapperne, og hen mod togstationen.  

Elias kiggede panisk over på sine forældre, der ingen ting havde opdaget, og løb så efter Emmaline. Stop, nej! råbte han, men hun hørte ham ikke. Et tog passerede på den modsatte side af, hvor Emmaline stod på skinnerne, og hun kiggede angerfuldt efter det.  

Sikket meget fart det har på, hviskede hun da det passerede, og da det var væk hørte hun et svagt råb. Hun vendte sig mod råbet og så Elias komme løbende.  

Emmaline, vent! Lad være! skreg han, men Emmaline rystede på hovedet.  

Hun hviskede: men det er jeg nødt til, for min skyld, og for alle andres skyld. Farvel Elias. Jeg elsker dig, og jeg elsker mor og far, husk det, og så kyssede hun ham på panden igen. Han kiggede på hende, og en tåre løb ned af hans kind.  

Nej, hviskede han. Lad være, vil du ikke nok, blev han ved. Men Emmaline rystede blot på hovedet. Det var hun nødt til.  

Gå indenfor, hviskede hun, du skal ikke se dette, det må du ikke. Også en tåre trillede ned af hendes kind og efterlod sig et glimtende spor.  

Elias trak sig tilbage. Han ville da ikke se sin egen søster dø, ville han? Både Elias og Emmaline kiggede på deres ure. Elias på det ur han havde om armen, et ur af guld, og Emmaline på det ur hun havde om halsen, i en flot guldkæde der matchede hendes beige figur. Tre minutter over ti. To minutter til.

Elias satte sig på en sten, blot fire meter fra skinnerne. Emmaline bukkede sig ned og satte sig på kanten af skinnerne. Men så hørte de lyden af et tog, langt væk, og begge kiggede på deres ure. Fire minutter over. Emmaline rejste sig, og kastede et blik over på Elias. Han ville overvære det. Flygt, hviskede Emmaline, flygt mens du kan, du skal ikke se dette.  

Men Elias hørte ikke efter. Han kiggede hende i øjnene, han havde truffet et valg, lige som hun havde. Hun tog buketten op foran brystet, og ventede. Hun kunne skimte lys forude, og så kom et tog med fuld fart kørende.  

Emmaline havde lyst til at skrige. Inde fra huset af, der hvor festen blev holdt, kunne hun høre en larmende musik. Men for hende var det bare som en usynlig melodi, det samme der om og om igen blev spillet, alt lød ens.  

Emmaline sendte Elias et luft kys. Han gav hende et tilbage. Hendes læber formede ordene farvel, samtidig med, at Elias hviskede: farvel Emmaline, min engel.  

Emmaline trak stille i mundvigene, men det forsvandt hurtigt. Hun kunne høre hvor tæt på toget var, og rettede blikket mod det. Kun fem meter væk. Det så ikke ud som om det satte farten ned, det satte mere farten op. Fire meter væk. Emmaline kastede et blik på Elias. Han kiggede angerfuldt på hende. Tårerne løb ned af hans kinder. Nu var toget kun tre meter væk. Emmaline tog en dyb indånding og kiggede mod himlen: tag godt i mod mig, hviskede hun, og kiggede på toget. En halv meter væk. Hun gjorde sig klar, og blot få sekunder efter ramlede toget ind i hende, og hun faldt ned på skinnerne.  

Nej, skreg Elias, Emmaline! Han ventede til toget havde passeret, og lagde sig på knæ på skinnerne ved siden af sin søster. Emmaline, græd han. Han kiggede grædefærdig efter toget og mumlede: forbandede tog. Så tog han armene ind under Emmalines hals og ben. Han bar hende indenfor. Der var åbenbart nogen der havde hørt ham skrige, for et par stykker var gået udenfor, og mange var på vej mod døren. Elias bar Emmaline indenfor, og straks blev musikken afbrudt, og alle kiggede forfærdet på ham og Emmaline.  

Hvad har du gjort ved hende, skældte moderen der kom løbende mod dem.  

Elias anså ikke moderene, men lagde Emmaline midt på dasegulvet og tog hende i hånden. Han kærtegnede hendes kind, trykkede hendes hånd ind til sit bryst, og hviskede i sit sidste ord til sin døde søster: farvel, min engel.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...