Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4140Visninger
AA

18. 5.4

”Hvem er så Dagens ånd?” spurgte Anastasia hurtigt efter Jasons forklaring.

Jason smilede svagt. ”Du har allerede mødt Dagens ånd,” sagde Jason og kiggede overmod træet, hvor en genkendelig skikkelse pludselig trådte frem. Anastasia kiggede undrende på ham, mens hun inden i var ekstremt glad for igen at se ham, og ikke bare at se på ham uden at kunne gøre noget.

”Hej Ana,” smilede han til hende, og havde hun ikke fornemmelsen om det ville være forkert, havde hun med det samme løbet over og krammet ham. Det var Derek.

”Så du er?” …

Derek kiggede på Jason, der kiggede på Anastasia med et blidt blik. ”Jeg er Dagens ånd ja.” Først da Derek sagde ordet ånd, lagde hun mærke til at Derek også var i åndeskikkelse. Det var de alle tre.

Jason talte videre: ”Natten styrer mig, Dagen styrer Derek. Dog bliver vi begge til ånder ved halvmåne, da vareulvene ligesom har taget fuldmånen til sig.”

Igen afbrød Anastasia, ”så der findes vareulve?” spurgte hun højlydt og en smule skræmt.

Både Jason og Derek udstødte et lille grin. ”Du skulle bare vide, søde,” sagde Derek med et smil til Anastasia, der allerede nu var skræmt til døde. Jason kiggede mod Derek, skulle de nå at fortælle det, havde de travlt med de kun 60 sandkorn tilbage.

Jason valgte at tage ordet, inden tinden ville dø hen. ”Derfor vil jeg være stærkest i nattetimerne, og omvendt med Derek. Ligesom natten er gru og gyselig, kan jeg simpelthen ikke være sød mod folk. Ikke vise sympati, eller noget. Kun vise had til folk, selv om jeg egentlig ikke føler det sådan inden i. Ser du Emma, hun er ingen ting for mig, bare så du er klar på det. Så er der Derek her. Dagens ånd, hvilket mener han kun kan være glad. Man ser glæde hos ham, hele dagen simpelthen. Men, jeg er ked af, at skulle forlade dig, Anastasia. Os begge to, men vores tid er altså løbet ud.” Jasons stemme var nu stille og bekymrende, hvilket Anastasia ikke havde hørt før.

Anastasia undrende sig. ”Tiden er løbet ud?” spurgte hun, og så nu at deres underkrop så stille var ved at forsvinde. Som sandkorn der dumpede ned fra deres krop, en for hvert sekund, og inden Anastasia havde set sig om, stod der tog drenge foran hende med kun en overkrop og hoved tilbage.

”De 1000 år. De er udløbet og nye skal til. Men du skal ikke være ked af det, Anastasia. Både mig om Jason har haft det forfærdeligt i det her sted, og du skal aldrig prøve at forestille sig hvordan det har været at leve som syttenårige de sidste 1000 år. Ikke særlig fedt i længden, det at se ens bedsteveninde pludselig dø, og efter det pludselig blive bedste veninder med hendes oldebarn. Selv om det oldebarn har været den sødeste person jeg så mødte, har det i længden gået en på nerverne,” sagde Derek og kiggede på Anastasia.

”Har du virkelig oplevet det?” spurgte hun overrasket.

Derek nikkede, ”ja, pigens oldemor hed så vidt jeg husker Gwen,” sagde Derek og smilede et stort smil til Anastasia. Først der gik det op for hende. Hun var oldebarnet. Selv var hun opkaldt efter sin oldemor, ved navn Gwen. Utroligt at Derek havde været bedste veninder med Gwens oldemor. Hende hun hele sit liv gerne ville have mødt. ”Og ja Anastasia, din oldemor var et fantastisk menneske,” sagde Derek som om han kunne læse hendes tanker. Anastasia udelukkede det ikke, eftersom alt det hun lige havde fået at vide.

Men pas godt på dig selv,” lød det fra Jason, og da hun kiggede op, så hun at både hos Jason og Derek var der kun øjnene tilbage. Ikke mere snak ville komme fra deres munde. Det gjorde Anastasia en smule træt, da hun efter nu at have snakket med dem, følte at de kunne være blevet ekstremt gode venner. Det følte hun nu allerede for Derek, men Jason havde vist sig som en helt andet her og nu.

Anastasia smilede til dem. ”Farvel så,” og inden de forsvandt helt, kom et charmerende blik fra dem begge. Lige inden at hele himlen blev lyst op i et kæmpe lys af to stråler der fór mod himlen. Det var et hurtigt øjeblink, og der blev mørkt igen. De var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...