Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4132Visninger
AA

16. 5.2

Hvordan var det muligt? Jason. Han havde jo kun været ond over for Anastasia, hvordan kunne han være det sidste og tredje offer? Anastasia havde da ingen følelser for ham, det kunne hun ikke selv få til at passe sammen. De havde snakket kort, hvor Jason stramt havde stået som ham der styrede det hele, og hun havde kun set negative ting i ham, men hvordan kunne det så passe? Hun undrede sig, mens hendes blik var rettet mod ånden.

Ånden nærmede sig Jason, og prikkede ham på skulderen. Da Anastasia og Miles så det fra en anden vinkel end ånden, så ånden ikke Jasons elevatorblik han straks lavede, da ånden prikkede ham på skulderen. Han vendte sig dog om, og stirrede ind i åndens grønne øjne. ”Hvad laver du?” spurgte han hende undrende om, mens hun bare stod der og smilede falsk. Nu Anastasia tænkte over det, havde hun heller ikke noget præg om, hvordan ånden ville gøre Jason sur. Det var han jo allerede?

Ånden grinede et grin Anastasia aldrig ville have grint før. Det var alt for falsk og klistret. ”Vær nu ikke dum, Jason. Jeg vil bare sige hej, du ved,” sagde hun med en kæk stemme og begyndte at pille ved Jasons hår. Hvis Jason var klog, og kunne regne sig frem til, at Anastasia aldrig ville opføre sig sådan, ville det måske ende godt. Men Anastasia kendte ikke til Åndernes verden, og kunne ikke vide det. Kun Miles havde viden på det af de fire, men han ville nok heller ikke tro på, at et normalt menneske kunne overvinde en ånds offer.

Jason sukkede hårdt, ”Hej? Helt seriøst, Anastasia? Du er altså virkelig ikke hvad jeg troede,” sagde han og rejste sig op for at gå. Men så hurtigt ville ånden ikke lade Jason gå. Hun var jo slet ikke færdigt med at gøre Anastasias liv surt. Men at gøre Jason endnu mere sur på Anastasia, hvordan ville det helt præcist hjælpe? Så ville Anastasia da mere forstå hvis det var Emma det var gået ud over. Men hun var slippet, da Anastasia åbenbart ikke synes godt nok om hende. Så vidste hun det.

Ånden smilede fornøjet, ”hvordan så du mig da? Som en forkælet popdukke?” Ånden grinede inde i sig selv. Anastasia kunne nemt gennemskue det i hendes øjne og smil. Hun udnyttede det til sidste detalje at drille Anastasia, og fandt det kun sjovt. Anastasia kiggede over mod Miles, der med stirrende øjne fulgte godt med i, hvad der skete. Det eneste Anastasia var blevet fortalt for hvert offer var, at det skulle bruges til den store prøve. Miles havde forklaret hende, at det var en god idé at følge grundigt med, i alle detaljerne, men det kunne Anastasia ikke, sådan som ånden drillede hende og gjorde nar af hende.

Blikket fra Jason var dræbende, ”lad os bare sige det, hvis du vil lade mig være?” Jason sukkede, og vendte sig om for at gå, men langt nåede han ikke.

Ånden smilede, ”jeg vil ikke lade dig gå, Jason.” Åndens stemme var hård mod Jason, og virkede i et kort sekund som om de havde byttet roller. At ånden var den bestemmende. Men det fandt Jason sig ikke. Han stoppede brat op på asfalten, og blikket han lavede, som Miles og Anastasia så, var langt fra sødt og tilgivende.

Han vendte sig straks om, og kiggede på ånden, der lignede Anastasia på en prik, at det var meget mærkeligt for Anastasia at se på. Selv stemmen havde den præcis samme klang som Anastasia selv. Det var utroligt. ”Udfordre du mig?” spurgte Jason hende undrende, mens hans højre øjenbryn løftede sig. Ånden var ikke bange, langt fra – hun smilede endda.

Smilet på hendes læber viste hvor meget hun glædede sig til at give Jason baghjul, hvis det overhovedet var muligt. At slå Jasons i hans eget game – var det muligt? Af den korte tid Anastasia havde talt med ham, troede hun i hvert fald ikke på det. Ikke med Jason.

Ånden gabte, da Jason bare stod stille. Ingen af dem gjorde noget. ”Det her er jo latterligt, Gwen eller hvad dit rigtige navn så end er. Jeg gider ikke det her mere,” og med det gik Jason mens kuldegysninger spredte sig på Anastasias arme. Jason havde brugt hendes rigtige navn mod ånden, der sådan set var hende. Det var jo i hvert fald hvad Jason troede. Det der gav hende kuldegysninger var, at han vidste hendes navn og brugte det.

”Hvad sker der så nu,” spurgte Anastasia undrende Miles om, da ånden ikke havde udført at gøre Jason sur. Det var han jo i forvejen.

”Jeg har aldrig oplevet det før, det er aldrig sket før. Jeg ved ikke, om det så gør noget ved din chance om at komme tilbage. Men hvorfor er det lige, at ånden har valgt Jason? Hvad har du med ham?” sagde Miles ud i en lang køre, så Anastasia næsten ikke kunne følge med i det han sagde. ”Der er et eller andet med ham Jason, men jeg kan ikke komme ind til det. Jeg kan ikke læse ham.” sagde han igen, lige inden Anastasia skulle til at svare ham.

”Ingen ting, absolut ingen ting.” Hun sagde det i en bestemt og menende tone. Hun havde jo intet til Jason. Ingen ting. ”Du må følge efter ham, spørge ham ud et eller andet.” sagde Miles surt og virkede pludselig stresset over det der var sket. Også det at han ikke var klar over, hvordan Anastasia kunne få sin plads tilbage igen, siden han stærkt havde forklaret, at det ånden gjorde, skulle man bruge.

”Spørge ham ud?” spurgte Anastasia undrende.

Miles rullede med øjnene, ”ja, gør det nu bare.” Miles virkede nu også sur, så Anastasia næsten ikke kunne se den rigtige Miles i hans øjne og talemåde. Men hun vidste han stadig var der. Det er nok bare hurtigt, tænkte Anastasia, og valgte at sige noget udfordrende til Miles, men hun mente det.

Mente det hun sagde, ”men jeg vil ikke efterlade dig.” sagde hun trist og kiggede ind i Miles smukke øjne, der var alt andet end det hendes var. Kedelige var hendes, det havde hun altid syntes. Miles’ havde et glimt der udstrålede smukt. Miles lød forundret, ”vil du ikke?”

”Nej, Miles. Jeg føler …”

”Vi kan ikke føle.”

Anastasia blev en smule irriteret. Hvorfor kunne Miles ikke bare se igennem det ånder var sat til at kunne? Måske endda selv prøve at føle det. ”Om vi så kan eller ej, så føler jeg noget for dig, okay?” Miles kiggede ekstremt undrende på Anastasia og hendes brug af ord, da hun valgte at dreje om. ”Men jeg skal nok gå nu, så.” Tænkte Miles de tanker Anastasia havde prøvet én gang før, så ville hun bare lade ham tænke, og finde Jason, som hun havde fået besked på. Der gik ikke langt tid før hun så Jason stående med armene omkring Emma og hans læber der nærmede sig hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...