Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4149Visninger
AA

12. 4.1

”Er du okay?” Anastasia hørte en mørk drengestemme, mens hendes øjne var stramt lukkede. Hun havde ikke engang lysten til at se endnu et nyt menneske i øjnene, som hun lå der på jorden. Følte hun i hvert fald det var. Hun kunne ikke huske, hvordan hun var landet på den kolde underflade. Det sidste ord hun havde hørt var dig, et ord Derek havde sagt. ”Jeg gætter på, at du var offeret?” Drengens får endnu engang Anastasias hoved til at summe, da hans stemme var en høj lyd der generede hende. Hun ønskede stilhed, så hun kunne slappe af, men det var nok ikke muligt, eftersom hendes hoved dunkede tungt.

Til sidst fik hun sig taget sammen og åbnede øjnene. En dreng med lyst hår og nogle blå øjne, kiggede på hende. Uden at ryste for meget på hovedet, fik hun med drengens hjælp, stillet sig selv op. ”Hvad mener du med offer?” spurgte hun undrende drengen om, der havde et ægte smil på hans læber.

Han grinede, ”selvfølgelig, de nye aner intet. Men stoler du på mig?” spurgte han Anastasia om, det præcis modsatte Derek havde spurgt hende om. Han havde spurgt om han kunne stole på hende, men nu drejede drengen det om og spurgte om hun ville stole på ham, hvilket hun ikke vidste. Aldrig i hendes liv havde hun set drengen før, men som den tredje sætning han sagde til hende, ville han vide om hun stolede på ham.

Anastasia rynkede panden, ”jeg kender ikke engang dit navn, og du vil vide om jeg stoler på dig? Det er da latterligt?” sagde hun spøjst og fik et lille grin ud af hendes tørre læber, eftersom vinteren efterhånden havde taget fat.

Drengen grinede også lidt, ”Selvfølgelig, mit navn er Miles. Men hvis du stoler på mig, så kig ned.” Anastasia var allerede i den største undren omkring Miles. Han så sød ud, ja, men at stole på ham? Hun stolede ikke på ham fuldt ud, men valgte at kigge ned af ren nysgerrighed, men til hendes store chok, så hun et sort tag.

Hun var mere end bare forfærdet, ”hvad dælen er det!?” Hun råbte nærmest, men blev overdøvet af nogle måger der fløj forbi hende, på vej mod stranden den halve kilometer væk. Anastasia kiggede bange på Miles, der stadig havde det samme ægte smil på.

Han tog hende ind til sig, hvilket også undrende Anastasia, ”du stolede på mig, det var første skridt,” smilede han til hende, mens hun studerede hans ansigt nærmere, nu da han havde trukket hende ind til sig. Hans øjne havde lange sorte øjenvipper og nogle halvkraftige øjenbryn i en mørkere farve, end det meget blonde hår.

Vinden tog fat om hendes hår, og pludselig blev alt vidt, som om en sky passerede dem. Til Anastasia overraskelse, så hun skyen skære igennem dem, danne sig til to, og svæve videre, uden hun næsten nåede at opfatte det. ”Drømmer jeg?” spurgte hun Miles om, der stadig holdte stramt om hende.

Et grin passerede hans læber, ”nærmere et langvarigt mareridt.”

”Hvad mener du med det?”

Blikket var opad, som om han søgte noget længere oppe, men uden held kiggede han på Anastasia igen. ”Tag det stille og roligt, Ana, og følg med mig, hvis du tør?” Var det ikke fordi hans stemme havde ændret sig til en udfordring til sidst, havde Anastasia tanker om hvordan Miles kendte til hendes navn, være større.

Selv om Miles stadig var ukendt for Anastasia, så hun sig klar til noget nyt, ”Hvorfor ikke?” Anastasia havde ikke set det der nu kom. Miles trykkede blidt hendes hånd, så hun følte sig tryk, og fjernede så grebet om hende. Han træk hendes igennem vinden, og hun mærkede straks hvor kraftig den var mod hendes løse hår. De passerede sky efter sky, og nærmede sig lidt efter lidt det tag, der var øverst på en bygning. Anastasia kunne ikke kende bygningen fra luften, som hun efterhånden havde forstået, at hun befandt sig i. Oppe ved skyerne, tæt på himlen, hvis det ikke var det.

De nåede til sidst ned og Anastasia fik et chok, det var skolen. Hendes udtryk var Miles hurtig til at gennemskue, ”du kender det, hva?” spurgte han henrykt over at have ført Anastasia til et ikke ukendt sted, selv om hun selv kun havde været der få timer.

Rystelser med hovedet hjalp ikke på det hun troede hun befandt sig i. Et mareridt. Hun kunne ikke vågne. Hendes blik faldt på Miles, der nu igen trak hendes hen mod hoveddøren, men noget mærkeligt og overraskende ramte hende. De fløj direkte igennem skolemuren. Som om den ikke var det. Fløj igennem i et hurtigt tag, og var nu inde på skolens gang, tom for alle de elever, der befandt sig til time. ”Hvordan?” hendes stemme var hæs.

Miles trak hende endnu engang ned af flere gange, indtil de kom til en bestemt dør. ”Tag et kig, og se om du kan se nogle bekendte.” Anastasia veg ikke tilbage for tilbuddet, og kiggede ind igennem vinduet. Hun genkendte straks pigen med det røde hår, fra da hun første gang satte sine fødder i klasselokalet. Hendes blik veg ned til Derek, der havde kommet sig. Der var bare det. Ved siden af Derek var pladsen ikke tom, Anastasia, hende selv, sad der og tegnede i kladdehæftet. Det lignede mere og mere et mareridt, men der var bare lige det. Anastasia havde aldrig tegnet i en time. Aldrig. Hun kiggede nu på Miles, der var mange ting der ikke gav mening, faktisk alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...