Nattens ånd

Er du ånd, ved du hvad meningen med dit liv er. Men er du menneske, kan livet virke helt normalt, indtil det er din krop, der bliver overtaget. ~ Anastasia, en pige der ingen anelse har om åndernes eksistens, før det mest forfærdelige sker for hende. Nu ser hun sin egen krop, styret af en anden, gå rundt på den nye skole og blive mobbet af den hårde type, Jason. Hun føler sig ikke tilpas med det nye liv og da slet ikke, når hun overvinder en kraft,som ingen ånder før har gjort. Pludselig bliver hun, sammen med den søde Miles, højdepunkt for de fleste ånder. Anastasias kæmper nu for at genvinde sin egen krop, og forsætte sit liv, som den nye ånd ligeså stille er ved at ødelægge. Men i kampen om at komme tilbage, bliver kærlighed pludselig et vigtigt emne, så hvad gør hun nu?

35Likes
54Kommentarer
4104Visninger
AA

7. 2.2

Anastasia prøvede at få drengen ud af hovedet, men han havde bare været så forførende, at det havde gjort noget ved hende. Hun prøvede at ryste ham ud, da hun skulle bruge sin koncentration andetsteds. At give et godt indtryk på hendes nye klasse og lærer. Det var vigtigt for hende lige nu, så kunne drengen bare suse ud af hendes hoved, men det skete ikke. Hans ansigt var plantet i hendes hukommelse med hans smukke brune øjne og det sjuskede brune hår.

Anastasia tog til sidst i håndtaget, uden overhovedet at banke på, og bevægede sig ind i lokalet. Straks var alle blikkene rettet på hende, og kun hende. Det var ikke en overraskelse, hun havde ventet det. Sådan var det altid. Nogle af ansigterne var en smule bekendte fra kantinen, mens andre var helt nye at kigge på. Drenge som piger sad ved deres borde og kiggede op på hende. Hun blev en smule bange for nogle af de ekstremt stirrende blikke, men hun valgte til sidst at undvige og kigge op på læren, der som den eneste, smilede til hende. ”Du må være Gwen?” spurgte den kvindelige lærer, og rakte hånden ud, så Anastasia kunne trykke den.

”Det er mit rigtige navn ja, men jeg foretrækker Anastasia,” smilede hun genert, og håbede inderligt at læren ville gå med til at kalde hende Anastasia. Hun nikkede heldigvis forstående og viste med et hastig armbevægelse det stol og bord, Anastasia kunne sætte sig ved. Anastasia klæbede sig igennem den smalle plads, der var imellem hvert bord, og nåede til sidst et bord i samme størrelse, ved siden af en dreng. En dreng der modsat ham med det brune hår, så helt livsglad ud. Han smilede stort til hende, og lignede næsten en der var stolt over, at skulle sidde ved siden af den nye elev.

Læren hostede oppe fra katederet, og alle hovederne blev vendt mod hende. ”Derek, sørger du for at følge Anastasia rundt i dag?” Hendes tryk lå på Anastasia, og det gjorde Anastasia selv glad. Ikke Gwen som hendes idrætslærer så tit havde kaldt hende, men Anastasia. De fik øjenkontakt og Anastasia nåede lige at give hende et smil, inden læren kiggede skarpt på Derek, som drengen ved Anastasias side hed.

Han sukkede ikke, men svarede modent, ”altid, Mrs. Felicia.” Mrs. Felicia smilede fornøjet til Derek, og gik så videre med dansktimen, som Anastasia på Dereks bog havde læst, at de havde. Da Anastasia ingen bog havde, lænede hun sig ind over Dereks bord, og fulgte med i digtene de læste op. Ud af øjenkrogen fangede hun få gange, at Dereks blik var på hende med et smil på læberne. Måske en idé for en ven? Siden den store nedtur med Emma, kunne det være at der her var en mulighed for en ven. Men hun ville ikke gå for hurtigt frem, med lige efter timen at spørge ind til hans liv. Tag det stille og roligt, tænkte hun, og det gjorde hun.

Timen rendte ud og i et slentrende humør, gik Anastasia fra klasselokalet. Med det kolde og våde vejr udenfor, gjorde det hende glad, at hun befandt sig indendørs. Gangen viste sig at være overraskende varm, ligesom Dereks krop ved hendes højre side. Begge havde de danskbøger i favnen, Dereks bundet ind, Anastasias ubundet. ”Hvorfor flyttede du til den her by, af en taberby?” Dereks stemme var mørk, men stadig i en lys tone, hvilket Anastasia forstod sjovhed ved.

Hun grinte svagt, ”min far, ny forretning, intet jeg rigtigt kan gøre ved det, så sådan blev det,” sagde hun stillede og kiggede ned på det hvide beskidte gulv. Ud af øjenkrogen så hun Derek nikke forstået, hvilket gjorde hende en smule glad. Han forstod hendes irritation omkring flytninger hertil, uden hun direkte havde forklaret ham det, at hun følte sådan.

De nåede hans skab, siden han stoppede. ”Jeg kan vise dig skolens idrætshal og derefter dens ydre, hvis du forstår?” sagde Derek kækt og grinede svagt. Anastasia nikkede sig enig, selv om kulden udenfor skræmte hende lidt. Derek smækkede hans skabslåge og begyndte med hastige skridt at gå op af den lange gang. Anastasia så ikke andet, end bare at følge med, og det gjorde hun så. Op ad gangen gik hun med ligeså hastige skridt som Derek, for at følge med i hans langt fra slentrende tempo. Der var nu ikke noget specielt ved at se en idrætshal, mente Anastasia, men det så ud til at være noget Derek interesserede sig en del for. Det kunne nu også være at imponere Anastasia, men den tanke havde ikke strejfet hendes til tiden langsomme hjerne.

De nåede hallen, og sko der blev slidt hen ad gulvet, hørtes med det samme. Tilskuerbænkede var uden folk på, og kun numrene kunne ses. Hallen var delt op i to dele, den del Anastasia og Derek befandt sig i, og den de lige i sekundet, spillede basketball. Derek smugkiggede på Anastasia, mens hun fornøjeligt kiggede på de høje til lave spillere. Der var en dreng der fik hendes opmærksom, og selv det lagde Derek mærke til. Anastasia havde fået øje på drengen fra tidligere. Det var nærmest mærkeligt at se ham i andet i sort, men som sidste gang med, følte hun en tiltrækning af ham. Måske var det noget omkring hende der spillede hende et puds, eller også var det bare kærlighedens magnet. Den mulighed havde Anastasia dog lagt bag sig, da hun havde lovet sig selv, ikke at blive forelsket på den første dag. Desuden kendte hun ikke drengen, ikke engang havde navn, var hun i besiddelse af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...