Against The Odds. (Færdig)

Rose er en af skolens mindst populære piger, ikke fordi hun ikke ser godt ud, fordi det gøre hun. Men fra første gang hun så Christopher, skolen mest populære dreng, fandt hun ud af hvad kærlighed ved første blik betød.
Men desvære lægger Christopher overhovedet ikke mærke til Rose, før midt i 3g.
Christopher får øjnene op for Rose, han forelsker sig i hende, han slår op med hans kærste, skolens lækkreste pige, hun havde sikkert en fremtid som model med de lange ben, det blodrøde hår, den blege hud og de grønne øjne.
Christopher forsøger sig i at få kontakt til hende, det var nemt.
Men finder Rose lykken i Christopher? vælger de hver sin vej efter 3g? måske stræber Rose efter mere end den rige, selvsikkre Christopher kan tilbyde hende?

14Likes
63Kommentarer
12351Visninger
AA

10. Christopher

Jeg kørte hjem, min bil spandt.

#hvad var der ved Rose som dragede mig? hvad var der ved hende som gav mig lyst at droppe April? Okay, ud over April ingen hjerne havde, hun manipulerede med mig, eller hun prøvede da.. Kun at det ikke gik så godt.#

En bil kom nærmere og nærmere, hvorfor sagtnede den ikke farten? Den kom nærmere og nærmere. Jeg kørte længere ud i højre side af vejen for at gøre mere plads til bilen. Men den sagtnede ikke farten. For lygterne blev større og større. Jeg stivnede.

WOOM.

Jeg kunne mærke vinden fra bilen som passerede forbi i al for høj fart.

Det rev i min bil #gud hvor var jeg heldig.#

En lyd skar sig gennem luften, jeg kunne høre den selvom jeg sad i min bil. Jeg kiggede i bakspejlet.

To hvide lygter stod og gloede på min gule røv.

#fuck#

Jeg genkendte den røde Ferrari, Mike.

For at understrege mine tanker gassede den røde bil op. Den efterlod gummi fra dækkene på vejen,

#Shit#

Mine dæk hvinede, sveden piblede frem.

Det at være populær førte mange ting med sig, venner som fjender.

Speedometeret nærmede sig hastigt 150 km. Hans bil var hurtigere end min, det vidste jeg fra sidste gang, men min var nemmere at håndtere, nemmere at drifte med.

Vi nærmede os et langt stykke bredt vej, mit speedometer stod på næsten 200..

#lad politiet holde fri i aften, plz#

Men ligesom jeg havde tænkt tanken kom det første blå blink.

Jeg slog på rattet, #forhelvede, Christopher!#

Jeg fandt knappen under rattet, over mine ben, jeg trykkede den ind, jeg blev trykket tilbage i sædet.

Nitroen eksploderede bag mig.

Som jeg gav slip på knappen og bilen sagtnede farten, men den røde Farrari var stadig lige i røven på mig.

Jeg kiggede op, en rundkørsel om mindre end ti meter. Jeg lagede mig ind i svinget, brugte min håndbrems til driftningen, det var nemmest i den her Porsche som ikke var bygget til drifting. Jeg skar ansigt af speedometeret, jeg kørte alt for hurtigt til at klare det her sving.

Jeg kunne ikke nå at tænke, kun reagere. Min gule Porsche lagde sig ind i rundkørslen, den gled igennem som om at jeg ikke kørte 100 km i timen. Den røde Farrari gjorde det ikke ligeså godt som mig. Den farede ligeglad ligeud.

Desværre fik Mike stoppet hans bil inden han ramte et stort egetræ som stod et par meter længere fremme. Hans bil var bygget til fart. Min var, ja min var almindelig i forhold til hans.

Et smil listede frem på mine læber, hvis han vidste hvad min garage indeholdte… Efter et par sekunder var den røde bil på vejen igen.

Vores biler gled stille igennem natten, vi kørte hen imod byen med 210 km, jeg skar endnu en gang ansigt.

Mike kom op på siden af mig, han trykkede sin bil mod min, lige bag mit sidespejl.

#hvordan forklarer jeg far det her?#

Så hamrede jeg pedal bremsen i bund og min bil stoppede på de næste 10 meter. Så hamrede jeg på speederen, min bil knurrede henrykt.

Så kom byen, der var ikke mange mennesker. Det gik gennem byen med 110 i timen, sveden drev af mig, og jeg åbnede mit vindue.

Et hundrede meter længere fremme stod Rose, hun var sammen med en anden.. Hun gloede på det gule lyn skarpt efterfulgt af den røde ild.

Et splitsekund havde Rose og mig øjenkontakt igennem den tonede rude. Mike’ motor brølede bag mig.

Jeg susede forbi hende.

Min bil begyndte at slingre, jeg havde været uopmærksom i et enkelt sekund.

Min puls bankede, min hjerte galoperede.

Mike havde også problemer med hans biler, han var bare ikke ligeså klog som mig. Han prøvede at dreje ind på en sidevej, men hans bil slingrede for meget. Hans bil endte rundt om en lygtepæl. Jeg havde hevet min håndbrems op af alle kræfter. Mens jeg drejede 180 grader.

Min bil spandt.

Selvom den havde fået en riser der gjorde ondt. Mike kom ud af bilen og kom haltende overmod Rose. Rose stod som frosset til jorden.

Det samme gjorde manden som stod ved siden af hende. Jeg sparkede gang i min Porsche.

Jeg kørte op på fortovet mellem Mike og Rose, jeg var kun en meter fra hende. Jeg åbnede døren til bagsædet,

”IND!"

ingen af dem reagerede.

Jeg sparkede min dør op, tog hende i kraven og smed hende ind i bilen. Jeg skubbede manden ind. Så kastede jeg mig selv ind i bilen, ”Spænd selen, vi skal væk inden politiet kommer, i to skal ikke involveres i det her lort.” min stemme var bestemt. Jeg kunne høre begge seler klikke, min egen klikkede jeg med en hånd, mens jeg nærmede mig 50 km. Mike humpede ud på vejen, jeg undveg ham, men ramte kantstenen. Lygtepælen slikkede det bagerste af min højre side.

Jeg mumlede ”fedt”

En skinger stemme afbrød mine grublerier, Rose. ”du kan da ikke bare efterlade ham sådan!”

Hvis ikke det var fordi at jeg allerede nærmede mig 100 havde jeg vendt mig om i sædet og sagt til hende at jeg godt kunne. Men det turde jeg ikke. Så jeg snakkede dæmpet, mens jeg fokuserede på vejen. ”Jo, han havde tænkt det samme om mig, jeg havde bare aldrig rejst mig igen. Tro mig Rose, i skal hjem nu.”

Jeg kunne høre at hun skulle til at svare mig, men jeg kunne høre dem. ”NED!” de adlød og bukkede sid ned bag sædet. Politiet kom forbi og jeg hamrede ind i kantsten, Rose skreg. Endnu en lygtepæl skrabede det bagerste af min stakkels bil.

Det meste af politiet fulgte efter mig, resten kørte ligeud for at se efter den røde Farrari. Jeg tvang det gule lyn op på 150 km,. Rundkørslen var nem. For nem. Politibilerne sagtnede bagud, jeg kendte allerede overskifterne på avisen i morgen.

”bliv nede, jeg ved ikke hvad panserne kan finde på…”

Jeg havde set at de skulle til at sætte sig op i bak spejlet. Jeg tog chancen og slap med den ene hånd, og tog min mobil.

Hendes stemme var stadig skinger. ”Nej, nej. Christopher! Du kan ikke snakke nu, prøv og se hvor hurtigt du kør….” hendes blik ramte mit speedometer, 260. jeg smilede, ikke fordi det var sjovt.

”ved du hvad Rose, jeg får problemer nok. Hvad tror du at overskriften bliver i morgen på aviserne?”

Et gisp.

”det tænkte jeg nok.”

Bib. Bib. Bib. Min far tog mobilen på tredje ring,

”Hvad helvede laver du Christopher!!!”

”Hold kæft far, jeg har problemer. Du husker nok Mike… gør noget ved det, jeg kender dig, du finder altid på noget..”

”Christopher Wild, Du får problemer, når du kommer hjem!”

”HVIS jeg kommer hjem.”

Jeg lagde på. Sirenerne stormede efter mig. Den næste by var nået. Jeg sukkede tungt og sagde trist til mine passagerer.

”Nu er det tid. Hold fast.”

Jeg trak håndbremsen, og min bil snurrede rundt med et hvin.

Så kørte jeg modsatte vej.

”Hør her Rose, Jeg skylder dig en forklaring, men bare tanken om hvad det svin ville have gjort ved dig.” Jeg knugede rattet ”jeg blev nød til at tage jer med. Jeg sætter jeg af, så skal i løbe som en i helvede hjem. Lad som om i har været der hele tiden.. sæt en film på og spol ind i den, lav nogle popcorn.”

Det var ham som svarede nu. ”det lyder som om du er prof til der her, den her bil.. Mums.. men den er jo… ikke bygget til det her… vi burde lægge i vejkanten nu…”

Jeg nikke eftertænksomt. ”Det er det her jeg laver i weekenderne, det er MIG som er grunden til vi er rige.. I har sikkert hørt om bil ræs… De her er ulovlige, meget ulovlige... Vores biler.” et blærende smil sneg sig over mig ansigt ”vores biler koster mere end jeres forældre tjener hele deres liv… Men det er farligt, man får fjender…”

jeg hold en pause. ”UD”

jeg hold stille foran vejen til deres hus. De løb som sindssyge. Jeg kørte hjem hurtigere end nogensinde.. Jeg parkerede min bil bagerst i garagen.

Og gik hen imod døren, hvor jeg blev mødt af min far..

han var rasende.. min mor var rædselsslagen.. min bror løb min grædende i møde, jeg skrabede ham op. Han græd på min skulder.

Min far hævede sin pegefinger. ”det her…”

Jeg afbrød ham. ”ja jeg ved det, far, men du kender grunden til din velstand. Og din grund er gammel nok til at flytte herfra, bestemme over sig selv. Så ville din økonomi brase sammen med et underskud på flere hundrede tusinde!”

Det lukkede munden på ham. Jeg gik forbi ham, jeg var et halvt hoved højere end ham, men hans mave var 7 gange større end mig. Min mor omfavnede mig, hun tjekkede mig, jeg havde fået et sår i venstre side af hovedet af at slå hovedet ind i siden af bilen, blodet strømmede ned af min hoved, ned af min hals og ned på min trøje, stoffet sugede grådigt blodet. Men det var det eneste.

Jeg gik direkte i seng, det eneste jeg gjorde var at børste mine tænder, vaske sveden af og tog mit tøj af undtaget mine underbukser. Jeg lagde mig udmattet i min seng og gik ud som et lys.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...