- Hvorfor elsker du mig ikke?

Tdl. "Why don't Ya' love me.
- Omdøbt pga. Hval syntes det lød bedre på dansk..

"Jeg styrer det her gymnasium, det er mig alle pigerne flirter med, det var mig de ville dø for at have et one-nigth-stand med. Men så kom hun."

18 årige Aaron styrer Gymnasiumet i den mellemstore landsby.
Han er den populærer fyr med den gode humor, charme, selvtillid og er et lækkert skår. Aaron nyder det, men føler sig tit alene.
Indtil der starter en ny pige på Gymnasiumet som ikke syntes at Aaron er så interessant som han troede han var.

7Likes
19Kommentarer
3316Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Gaby's P.O.V.

"Skal vi spise frokost sammen, Jake?" 

jeg havde smilet til den lille nørd, og ikke kunnet lade være med at nyde skuffelsen i Aaron, fyren med de gyldne lokker's øjne, og overraskelsen i nørdens øjne. Nørden havde sagt ja.

Læren, Mr. Adamson, talte videre efter at alle havde sat sig på de nye pladser. "Er i tilfredse med de nye pladser?" Han rettede på et stak papirer, og så ud over sin brillekant, rundt på alle de studerende med et finurligt glimt.

Den toogfyrreårig veltrænede biologilærer med det sorte hår og nålestribede jakke, rettede engang på brillerne og så forventningsfuldt rundt på de tavse studerende.

Hans blik stoppede ved Aaron og så efter et kort stykke tid, på sit ur.

"Ja, nu det er starten efter jeres ferie, vil jeg lægge ud med en lille film hvor der er noget om det vi skal til at have om og nogle af de ting vi havde om sidste år. Det er mere for de nyes skyld at vi gennemgår det, men også lidt for jer, ældre elevers." Han startede whiteboardet og små nynnede for sig selv mens han ventede på det startede op.

Snakken bredte sig hurtigt bland eleverne.

Nørden begyndte at finde notater frem og rodede i hans sorte penalhus, Aaron og den anden gut snakkede fodboldforsvar.

- Kedeligt hold.

Jeg tog min tegneblok frem og slog op på en random side.

Idet den nedslidte kulblyant ramte papiret, lukkeds alt støjet udefra.

Der var kun mig og min kulblyant i denne verden.

De sorte streger kulblyanten skrattede på mit papir fik efter hånden mere og mere liv, øjnene på et uvist fantasi dyr begyndte at tage form, jeg mærkede dyrets kropsvarme i kulblyanten.

Hvert et skæl skar en lille flænge i mine fingerspidser, de store, mørke tunge vinger piskede vinden op omkring mig, og det kuldegys det gav, fik mit hjerte til slå endnu hurtigere.

De skarpe, mamorhvide tænder skinnede í de lyn som tromlede på den mørke himmel over dette sorte bæst.

Jeg blinkede kort, og så med lidt overraskelse ned på min tegning.

Den sorte drage.

Endnu engang lod jeg kulblyanten danse over mit papir og efter lidt, voksede den sorte drage frem af tegningen.

Dets flere skygger der blev lagt, dets mørkere og mere ægte virkede den.

Med viskelæderet fik jeg hans skæl til at skinne i det lyn jeg havde neglet fast på himlen bag ham.

De mørke, dybe øjne så rasende ud på.. mig.

Jeg smilede for mig selv og så op. Timen var næsten slut.

En lyd ved siden af mig fik mig til at se over skulderen.

Fyren med de gyldne lokker så hypnotiseret på dragen, i det han så over på mig, klappede jeg tegneblokken i med et hårdt smæld. Aaron smilede et mindre selvsikkert smil, "Hvor er den flot," han forsøgte stille at åbne blokken igen.

Jeg lod blokken dumpe ned i tasken.

"Pas dig selv, guldlok."

Jeg snerrede af ham og skubbede med en kold finger hans hånd væk fra mit bord.

Idet vores fingerspidser mødtes følte jeg et elektrisk chok, som strømmede med lysets hastighed fra min fingerspids til mit hjerte og fik det til at slå et slag over.

Jeg så ind i hans blå øjne.

De gnistrede som et oprørt hav.

- Havde han også mærket det?

 

Aaron's P.O.V.

Jeg havde set hende tegne.

Set hvordan hun kunne forme med de sorte streger en uhyggelig drage frem.

Jeg havde aldrig set noget lignende. Hver en streg hun fik frem gjorde dragen mere og mere virkligheds gjort.

Men pludselig, efter have set på tegningen med et smil, havde hun siddet helt stille og set ud af øjenkrogen på mig, med et smæld blev blokken slået sammen.

Jeg lod fingerspidserne kører over den læderindbundne blok. 

Jeg havde forsøgt at give en kompliment om at den var flot.

"Pas dig selv, guldlok." Den kolde, hårde tone havde ramt mig hårdere end noget andet.

Men idet vores fingerspidser havde rørt hinanden, havde jeg følt hendes kulde strømme igennem mig og slå luften ud af mig. Mit hjerte havde arbejdet på højtryk under dette korte møde med hendes hånd.

Hun havde set ind i mine øjne. De kolde, grønne øjne blev dybere og virkede på en gang, flere århundrede år gamle. Ærindringer fra den gang en ridder var sin rustning værdig spillede i det smaragdgrønne katteøjne.

- Hvem var hun?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...