Når følelserne står på spil

Denne novelle har Bella Vinter og jeg skrevet sammen - jeg håber I vil nyde den! :)

4Likes
11Kommentarer
2324Visninger

4. 3

Jeg vinkede tilbage, men du var allerede begyndt at gå ind og forsvinde bag den store hvide gips væg. Jeg trak min røde cykel hen af vejen, og så mig for. Vejen var pludselig blevet så stille. Det var nok bare fordi, det var blevet aften. Jeg satte mig op på cyklen og kørte med fuld fart mod mit hus. Da jeg var nået derhen, åbnede jeg garagen og stilede min cykel ind. Jeg smed mine sko i et hjørne, og kastede min jakke op på en stumptjener. Den var ved at vælte, og min jakke faldt ned på gulvet - jeg er ikke så organiseret. Jeg åbnede døren til entréen, mens jeg med et stort smil klistret på mine læber, boblede af lykke. Min søster, Katrine, var i gang med at skralle gulerødder til salaten vi skulle have i aften, da hun vendte sig om og smilte storesøsteragtigt til mig. "Har man haft en god dag?" spurgte hun drillende. Hun kunne altid læse mit ansigt. Jeg sagde intet, men svarede blot med et endnu større smil. "Hvem er det?" spurgte hun spændt. "Kasper." "Den Kasper?!" spurgte hun overrasket. "Dén Kasper." Katrine løb hen til mig, og gav mig et stort knus. Næsten så stort, at det var "knusende". Jeg klappede hende på ryggen, for hun havde fanget mine arme og presset dem ind til min krop. Så slap hun mig, og kiggede lidt ned i jorden. "Men er du sikker?" spurgte hun, og blødgjorde mig med hendes smukke grønne øjne. Selvom jeg er sikker på, at det ikke var med vilje. "Hvad er der at være usikker på?" spurgte jeg lidt skræmt, mens jeg rynkede på panden og trådte lidt tilbage. Hun kiggede mig igen i øjnene med hendes vidunderlig grønne safir øjne. Misforstå ikke det med safiren, for de skinnede skam mere end solen. "Jeg synes bare.." sagde hun, og mens hun sad og agede min hånd. "Bare lov at lade vær med at ødelægge jeres venskab. Det er det smukkeste jeg kender til." sagde hun og smilte bedrøvet til mig. Jeg smilte til hende. "Det skal jeg nok." sagde jeg, og drejede om på hælen og begyndte at gå op af trappen. "Lov det!" råbte hun gennem huset. Jeg svarede hende ikke, for jeg vidste, jeg bare ville svare noget flabet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...