Stemmen - Færdig

3 piger er på 12 dage blevet myrdet i den by Kathy bor i. Det eneste de tre piger har haft til fælles, er at de på dagene op til deres død, har hørt en stemme i deres hoved, som har drevet dem til vanvid.
Hvad gør Kathy når en stemme begynder at hjemsøge hende?

13Likes
66Kommentarer
3007Visninger
AA

5. Mordet

Miranda satte i løb hen ad asfalten, og jeg forsøgte at følge med, uden at slå mine fødder for hårdt mod det massive underlag. Som så mange gange før, irriterende det mig grænseløst at Mirandas ben var længere end mine.
Det var mørkt i nabolaget. Skyggerne dansede, og jeg ville have svoret på at jeg så en skikkelse forfølge os.
Pludselig faldt Miranda foran mig med et skrig, og jeg faldt hen over hende.
Jeg kiggede over mod det hus vi var tættest på, for at tjekke om de havde hørt os. Måske var de på vej ud, hvis vi var heldige.
Nej. Huset tilhørte McFarell-parret. De var på ferie de næste to uger. I det øjeblik, var jalousi ikke nok til at beskrive den følelse der fyldte mig, af uretfærdigt had til det ældre ægtepar.
Bag os hørte jeg pludselig skridt, og Miranda klynkede. Skridtene nærmede sig. Mirandas klynk ændrede karakter. Jeg vendte fortumlet hovedet for at se hvem der kom, i samme øjeblik, som Mirandas klynk forvandlede sig til en kold og ondskabsfuld latter.
Foran os, stod Mirandas far, Tom.
”Hej Kathy,” hviskede han, med et helt andet toneleje, end hans sædvanlige friske stemme. Det her tonefald var klæbende. Hæst. Et tonefald identisk med Stemmen.
”Men... Hvad... Hvorfor?” spurgte jeg forvirret og rædselsslagen. Mit hjerte vekslede imellem at hamre af sted, og helt at holde op med at slå.
”Jamen kære Kathy, sikke dog et dumt spørgsmål. Svaret er nu ligeså enkelt, som dit simple spørgsmål. Fordi vi kan,” lo Tom. Miranda selv, stod bare bag ved mig, og lo for sig selv.
”Hvordan?” spurgte jeg i stedet. Jeg havde set nok krimier til at vide, at jo længere jeg kunne aflede psykopaterne, i det her tilfælde min bedste veninde og hendes far, jo større var mine chancer for overlevelse.
”Det var faktisk nemt. Specielt med dig. Mærk efter i dit venstre øre,” sagde Tom. Jeg gjorde tøvende som han sagde, fuldt ud bevidst om at jeg hverken måtte være for langsom, så jeg gjorde ham gal, eller så hurtig at min tid ville rinde ud tidligere end nødvendigt.
I mit øre mærkede jeg ganske rigtigt noget. En lille klump af plastik eller let metal. Jeg tog den ud, og studerede den, i det sparsomme lys fra gadelygterne.
”En mikrofon, ja” lo Miranda bag mig, og jeg kunne ligefrem høre, hvordan hun smilede det kæmpestore smil, der altid kom på hendes læber, når hun var overglad.
”Hvordan...?” Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg spurgte om. Eller hvad jeg ikke spurgte om.
”Skal jeg virkelig ridse det hele op for dig?” spurgte Tom utålmodigt, men fortsatte uden svar. ”Ja, det skal jeg vel. Lad os bare sige at med mig, som er læge, og har adgang til stærke bedøvende midler, og Tammie, der med sin psykologiske viden, der ville fortælle os præcis hvornår du begyndte at blive vanvittig, var det ret nemt. Og nårh ja, ikke at forglemme Miranda, der som din bedste veninde, havde ubegrænset adgang til dit hus.”
Tammie? Var Mirandas mor nu også blandet ind i det. Hvor var jeg dum... Selvfølgelig var hun det.
”Så det vil sige...? At I...” mumlede jeg, og selvom han sandsynligvis vidste, at jeg havde regnet ud hvordan de havde gjort, ridsede han det lige op. Jeg tror han nød at opleve genialiteten af sin plan.
”At vi sendte Miranda op til dig i forgårs, lige før sengetid, at hun bedøvede dig og placerede mikrofonen, og at det er min stemme du har hørt inde i dit hoved det sidste døgns tid? Ja, det var lige hvad der skete. Og nu vil der så ske det samme med dig, som der skete med de andre piger fra skolen. Forskellen er bare, at denne gang bliver det Miranda der skal gøre det, i stedet for mig.” Han lo. En vanvittig latter, der fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg skuttede mig. Miranda gik forbi mig, storsmilende og graciøst, med sin sædvanlige overskudsfyldte attitude, og tog den lange kniv, som hendes far rakte hende.
Hun vendte sig mod mig, med et smil der skræmte livet ud af mig. En falsk, sindssyg kopi af hendes bløde, varme smil fra alle mine minder.
Før hun nåede at løfte kniven imod mig, vendte jeg om på hælen og løb alt hvad jeg kunne. Jeg gav alt hvad jeg havde i mig, men jeg kunne høre to par skridt bag mig. En mands tunge og faste, og Mirandas velkendte, lette og svævende.
Adrenalinen pumpede rundt i mine årer, og gav mig mere energi, og mere kraft end jeg ellers ville have haft. Den gav mig kræften jeg aldrig før havde haft, til at løbe fra Miranda.
Jeg spurtede ned af de velkendte villaveje, der pludselig virkede fjendtlige.
Skridtene bag mig var væk nu, og visheden om at de var sakket bagud, fik adrenalinen til langsomt at forlade mit system. Men jeg blev ved med at løbe.
Min rytme var god, takket være mine ugentlige løbeture byen rundt.
Jeg drejede ned af vejen mod mit hus, men jeg nåede knap nok om hjørnet, før en skikkelse sprang ud fra en hæk, og ramte mig med fuld kraft. Vægten slog mig så hårdt i jorden at jeg et øjeblik mistede bevidstheden. Men kun så længe, at jeg stadig nåede at bemærke, at skikkelsen rejste sig, fik mig op, og vred mine arme om på ryggen af mig.
Den hæse stemme lød igen: ”Vi fik dig.”
Miranda kom få sekunder efter, stadig med kniven i hånden.
”Så tager du bare godt fat om kniven, og borer den igennem hendes hjerte, skat. Det er ikke så svært,” sagde Tom, og skubbede mig ud fra sig med knæet, så han var i sikker afstand fra kniven, når Miranda lige om lidt, ville stikke dens kolde blad igennem mit bryst, og mit flagrende, panikslagne hjerte.
Miranda lukkede beslutsomt hånden om kniven, men konflikten i hendes øjne var tydelig. Af en eller anden grund, varmede det, om mit snart døde hjerte, at vide at hun ikke helt havde glemt vores årelange venskab.
Hun fik et stålsat blik i øjnene, løftede kniven, og skød den frem mod mig. Jeg lukkede øjnene, og forberedte mig på smerten. Tusind tanker løb gennem mit hoved. Hvem var hun? Havde hun altid været sådan her? Var vores venskab en løgn, selvom hun ikke så ud til, at have lyst til at slå mig ihjel nu? Hvorfor mig? Hvorfor nu? Hvad med mine forældre?
Jeg ventede stadig på smerten. Jeg kunne ikke bedømme hvor lang tid der gik, og jeg følte at jeg ventede i hundrede år. Men det var sikkert kun få sekunder.
Mit hjerte satte hele tiden farten op. Hvorfor fik hun det ikke bare overstået? Hvorfor kunne hun ikke bare skynde sig, så jeg kunne komme væk fra det her. Jeg var sikker på at smerten fra kniven, ville være meget svagere, end smerten ved tanken om vores tabte venskab.
Kom nu Miranda... tænkte jeg, og kunne næsten høre mig selv sige det, i meget lykkeligere situationer.
'Kom nu Miranda, vi skal nå bussen. Kom nu Miranda, vi skal til time. Kom nu Miranda, vil du ikke nok?' Hvor mange gange havde jeg ikke brugt de sætninger.
Jeg forestillede mig hvilke tanker der gik igennem Mirandas hoved lige nu. Var hun ligeså psykopatisk som hun gav sig ud for? Eller gennemlevede hun også vores venskab, mindedes de gode og dårlige tider, og smertedes ved tanken om at det var forbi for evigt. Det ville jeg aldrig finde ud af.
Jeg ventede stadig på smerten. Den kom ikke. Hvorfor kom den ikke? Den burde komme. Det gjorde den bare ikke.
I stedet kom der et gisp af smerte fra Tom, og hans greb om mine håndled løsnedes. Bag mig hørte jeg et bump.
Jeg åbnede fortumlet øjnene, og kiggede ned af mig selv.
Ikke et eneste sår, bemærkede jeg forundret. Ingen smerte. Jeg vendte mig tøvende om, og så Miranda sidde ved siden af liget af sin far. Han havde et stiksår i maven, men kniven sad nu i hans pande.
Jeg anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Havde hun virkelig valgt mig over sin far? Jeg troede det næsten ikke.
De par skridt der var hen til Miranda, føltes som flere mil, og mine ben knækkede sammen, da jeg stod ved siden af hende.
Hendes tårer plettede den ellers lyse fortovsflise, og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg ønskede bare så inderligt at hendes smerte ville forsvinde.
Var det min skyld at hun havde slået ham ihjel? Eller var det for min skyld?
”Kom... Lad os gå hjem,” mumlede Miranda grådkvalt, og rømmede sig en enkelt gang.
Hun rejste sig langsomt, og rakte en hånd ned til mig. Det føltes underligt at tage den. Jeg burde være den der hjalp hende op.
Konflikten rasede indeni mig. Jeg spurgte mig selv hvordan jeg havde det, men der var intet svar. Jeg var bare tom. Og så ikke alligevel, for jeg havde et enkelt inderligt ønske. At Mirandas smerte ville forsvinde. At hun ville kunne leve videre efter det her. Men det vidste jeg også godt var umuligt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...