Stemmen - Færdig

3 piger er på 12 dage blevet myrdet i den by Kathy bor i. Det eneste de tre piger har haft til fælles, er at de på dagene op til deres død, har hørt en stemme i deres hoved, som har drevet dem til vanvid.
Hvad gør Kathy når en stemme begynder at hjemsøge hende?

13Likes
66Kommentarer
3023Visninger
AA

3. Erkendelsen

Mine forældre kørte mig hjem, og selvom jeg ikke var tryg ved at lade Miranda køre alene, værdsatte jeg det. Og jeg fik da også en sms fra Miranda om at hun var kommet sikkert hjem, få minutter før mine forældres bil, kørte ind i indkørslen.
Jeg stod ud af bilen, og skyndte mig op til døren, nærmest før mine forældre nåede at åbne deres seler.
Utålmodigt ventede jeg på at min mor kom med nøglen, uden et øjeblik at overveje at finde min egen nøgle frem, selvom den lå i min jakkelomme. Jeg turde nok bare ikke kigge ned, af frygt for at der, når jeg kiggede op igen, ville stå en sortklædt, maskeret morder, klar til at skære halsen over på mig.
”Du er da lidt utålmodig i dag,” lo min mor nervøst, og kiggede sig også ængsteligt rundt. I sidste ende var det nok ikke kun mig, der var lidt ude af det, efter alt hvad der var sket i byen.
”En lille smule måske,” sagde jeg bare, netop som døren gik op, og hele familien gik ind. Til et sandt mareridt.
Samtlige genstande i hele entreen var smadrede, og lå og rodede ud over gulvet. Alt der kunne skilles ad, var revet fra hinanden, og alt der ikke kunne, var smidt så meget hulter til bulter at det ville være næsten umuligt at stille ordenligt op igen.
Min mor gispede. Min far måbede. Jeg selv? Jeg følte mig bare tom. Tom, men bange. Erkendelsen strømmede ind over mig. Det var mig Stemmen havde udset sig. Omfanget af det, skræmte mig. Jeg ville sikkert være død i morgen.
Stemmen hviskede hæst i mit hoved: ”Du har ret Kathy. Gå ovenpå, så sker der i hvert fald ikke dine forældre noget.”
Var det nu? Ville mit liv ende indenfor de næste fem minutter?
Jeg turde ikke svare mig selv på det spørgsmål. I stedet løb jeg bare op af trappen, vis gelænder var revet af, og knækket til pindebrænde.
Oppe på mit værelse var alt som det plejede. Udover én ting.
På gulvet, under en rød sten, lå et stykke papir. Jeg løftede tøvende stenen, for at tage et kig på papiret, men trak øjeblikkeligt hånden til mig, da jeg opdagede at stenen var våd. Væsken klistrede til mine fingre, den lugtede at jern...
Jeg udstødte et forskrækket hvin, og rystede febrilsk hånden, som om jeg håbede at blodet så ville slippe sit tag i den. Det gjorde det selvfølgelig ikke.
Der var blod på min hånd, på mit værelse. Og det var ikke mit.
Jeg tog en dyb indånding, ignorerede den klistrede, røde masse, og løftede papiret op fra gulvet.
”Du har en andens blod på dine hænder...” stod der. Jeg fik lyst til at græde og le samtidig. Ja, det havde jeg, det var rimelig tydeligt, så tak for tippet, uhyggelige, sindssyge morder, der sikkert slår mig ihjel indenfor de næste 48 timer.
Jeg krøllede papiret sammen til en hård kugle, åbnede vinduet, og smed det så langt væk jeg overhovedet kunne, mens jeg håbede på at vinden ville tage det, og bære det endnu længere væk, så jeg aldrig nogensinde ville se det igen.
Stenen kunne jeg ikke gøre så meget andet med, end at kaste den midt ud på vejen, og håbe at der ikke ville komme et lille barn, og samle den op.
Da jeg smækkede mit vindue ikke, gled jeg samtidig ned på gulvet, og brød sammen i gråd.
Al min frygt, smerte og sorg over de sidste dages hændelser kom ud. Jeg græd så meget at jeg var bange for at mit hjerte skulle flyde med tårerne ud igennem øjenkrogene, men det gjorde det selvfølgelig ikke.
”Se dog dig selv. Du er jo ynkelig,” sagde Stemmen pludselig hånligt.
”Hvad ved du om det?!” skreg jeg for første gang tilbage. ”Det eneste du kan finde ud af er at tortere folk, mens de venter på at dø!”
Mine forældre kom selvfølgelig stormende op. De behøvede ikke engang spørge. Kun at se på mit forgrædte ansigt, og blodet, jeg stadig ikke havde fået vasket af min hånd.
Så vidste de hvem det var jeg havde råbt af. Så vidste de at jeg var ved at blive sindssyg.
Så vidste de at jeg var ved at dø.
________________________________________________________________________________
Det med entreen hvor alt var flået fra hinanden, var endnu en af mine pludselige idéer,som jeg først kendte til, da jeg havde skrevet det, så sig lige om i synes det er helt langt ude ;)
Tak fordi i gider læse, ikke bare denne, men også mine andre noveller. I er skønne! :D
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...