Stemmen - Færdig

3 piger er på 12 dage blevet myrdet i den by Kathy bor i. Det eneste de tre piger har haft til fælles, er at de på dagene op til deres død, har hørt en stemme i deres hoved, som har drevet dem til vanvid. Hvad gør Kathy når en stemme begynder at hjemsøge hende?

13Likes
69Kommentarer
2759Visninger
AA

1. Stemmen

”Endnu engang er liget af en ung pige fundet i rendestenen. Det er tredje gang i denne måned,” lød den kvindelige nyhedsværts stemme, ovre fra tv'et.
Det skal måske lige nævnes at det kun var den 12. i måneden, altså var det tredje gang på tolv dage.
Pigerne havde ikke særlig meget tilfælles. De kom ikke fra samme samfundslag, gik ikke på samme årgang på byens high school, selvom de dog alle gik på high school, og lignede egentlig heller ikke hinanden specielt meget. Det eneste de for alvor havde tilfælles, var noget deres veninder og forældre alle sammen kunne fortælle politiet.
Tre dage før mordet på dem hver, havde de hørt stemmer. Mere specifikt én stemme. Én, ingen andre kunne høre.
Ikke at det hjalp politiet særlig meget. For hvordan opsporer man en spøgelsesstemme?
Præcis, det gør man ikke.
”Kathy, vil du ikke være sød at følges med Miranda i skole i dag?” spurgte min mor bekymret, og skævede til tv'et.
”Jo, jeg har allerede ringet til hende,” svarede jeg, og kiggede hende flygtigt i øjnene, før jeg flyttede mit blik tilbage på nyhedsudsendelsen. Jeg kunne bare ikke klare at se bekymringen i hendes blik. Hun var selvfølgelig i sin gode ret til at være bekymret, men det ændrede ikke på hvor svært det var for mig at se på det.
Miranda, min eneste veninde, kom forbi vores hus få minutter senere.
Det værste ved at bo hvor vi gjorde, var tågen. Den evindelige tåge, og det konstante skydække, der gjorde det umuligt at se længere end halvtreds meter frem, på det vi kaldte en klar dag.
”Hej Kat!” hilste Miranda, og vinkede til mig ude fra sin bil. Hun kiggede sig mistænksomt og en anelse nervøst omkring, selvom der tydeligvis ikke var nogen i nærheden. På den anden side har hun altid været ekstremt paranoid.
Jeg råbte farvel til mine forældre, og løb ud gennem den fugtige tåge, og satte mig ind i Mirandas bil.
”Det er noget værre rod, synes du ikke?” spurgte hun, selvom hun kendte mit svar.
”Jo... Jeg kendte Belinda...” mumlede jeg. Belinda, den sidste af pigerne der var blevet fundet. Jeg havde aldrig kunnet lide hende, og troede egentlig ikke at verden ville savne hende særlig meget, men et dødsfald er vel altid lidt tragisk, ligegyldig hvor ondskabsfuldt offeret har været igennem sit liv.
”Ja... Nu kommer Haven slet ikke til at vide hvad hun skal gøre. Jeg så hende i nyhederne i morges. Hun græd en masse falske tårer, og tiggede politiet om at opklare sagen, men egentlig tror jeg mere hun bekymrede sig for sin sociale status,” sagde Miranda irriteret.
”Nå, så det tror du? Hvad skulle hun ellers bekymre sig for?” sagde jeg hånligt, og Miranda lo tørt. Det var svært at le rigtigt med tre mord hængende over hovedet på den måde.

Vi ankom til skolen som nogle af de første, og det glædede ikke ligefrem Miranda.
”Jeg kan ikke lide at her er så øde...” mumlede hun, da vi stod ud af bilen. Hun skævede til alt der bevægede sig, lige fra vildkatten der løb igennem gården, til bladene der raslede på træernes grene.
”Slap nu af søde,” sagde jeg, men blev afbrudt af en hæs stemme.
”Løb Kathy...” hviskede den. Min krop frøs til is, og mit blik flakkede i alle tænkelige retninger. Men der var ikke nogen. Ikke andre end Miranda, og hun lød i hvert fald ikke sådan. Og hvis hun ville have at jeg skulle løbe, ville hun have råbt det.
”Løb nu, Kathy,” hviskede den igen. Jeg følte ikke rigtig at jeg havde noget valg, så jeg greb Mirandas hånd, og løb, så stærkt mine ben kunne bære mig. Heldigt at Miranda var en del højere, og mere langbenet end mig, så hun nemt kunne følge med.
Da vi nåede døren stoppede jeg forpustet op.
”Det var godt,” roste stemmen, stadig hæs og hviskende.
”Hvad skulle det til for?” spurgte Miranda forvirret, men stoppede ikke med at skæve til alle sider, efter potentielle farer.
”Det.. Det ved jeg ikke,” mumlede jeg bare forvirret, og skubbede døren til skolen op, netop som en bil kørte ind på parkeringspladsen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...