Racismen tager uventede veje

Denne novelle handler om 2 piger. Anna og Cecilie. De har været veninder siden de var helt små, men efterhånden er tingene begyndt at gå skævt. Danmark har nemlig netop fået en ny statsminister. Kathrine Nordaager. Kathrine Nordaager går ind for et hvidt danmark. Et rent Danmark. Hverken Anna eller Cecilie har nogensinde været racister. De har altid været enige om, at de vil gøre hvad der står i deres magt, for at udslette det. Men Anna fornemmer at Cecilie langsomt ændre holdning til det. Og da Kathrine Nordaager på mystisk vis bliver myrdet, er intet som det tidligere har været.

1Likes
1Kommentarer
843Visninger

1. Starten

”Gud, hun er da bare så mega racistisk at høre på,” påpegede Anna samtidig med hun pegede hen på skærmbilledet af Kathrine Nordaager, som var i fuld gang med at forklare resten af Danmark at alle folk som ikke var født i Danmark skulle bortvises fra landet, da de ikke gjorde andet end at medbringe splid mellem danskerne, koste staten millioner af kroner hvert år og hærge Danmark med alle deres moskeer. De hørte hjemme i alle de ulande, som kunne sørge for alt det beskidte arbejde, så vi forsat kunne leve et trygt og solidt liv. ”Hvor er hun dog fordomsfuld! Hun kan slet ikke generalisere på den måde. Tåbe. Tænk hun er Danmarks statsminister. Hvad har vi dog gjort galt? Det er jo absurd. Fuldstændig absurd siger jeg dig. Hvad skal man dog med sådan en og… Cecilie? Hører du overhovedet efter?” Cecilie sad fuldstændig optaget af hele forløbet. ”Sig ikke du er blevet racist,” sukkede Anna og rejste sig fra sofaen for at hente flere popcorn. Hun kunne stadig mindes de mange år tilbage hvor Cecilie og hende havde bestemt sig for at udslette racisme og fascisme i hele verden. Det kunne blive et større problem hvis Cecilie nu selv var blevet en del af det. ”Jeg er ikke racist,” vrængede Cecilie og studerede sin lillefingernegl. ”slet ikke.. Men, for helvede Anna, hvor har hun dog ret! Alle de negere og perkere der nasser på det danske system. Vi kan jo ikke blive ved med at have råd. Vi har allerede et underskud på 74 milliarder kroner det her år. Vi har ikke råd til flere, det har vi bare ikke! Og helt ærligt, svar mig helt ærligt, hvad bidrager de med?” Cecilie hævede øjenbrynene og ventede tydeligvis på svar fra Anna, som blot trak på skulderne og begav sig ud i køkkenet for at fylde op i skålen. ”Cille, sætter du ikke dvd’en på?” råbte Anna ude fra køkkenet, som ikke rigtig følte for mere diskussion i denne her sag. Hun vidste udmærket det ville blive bragt på bane en anden gang, men ikke lige nu. Lige nu havde hun mest bare lyst til at sidde og hygge i sofaen med Cecilie, til en eller anden klam uhygge film hvor de kunne kaste rundt med popcorn, skrige op, grine og græde. Alt det de havde gjort før. Dengang for længe siden. Før det hele var blevet vendt så meget op og ned. ”Kan du ikke lige vente? Jeg vil gerne høre hvad Kathrine har at sige.” Cecilie lænede sig tilbage i sofaen og betragtede interesseret hvad Kathrine havde at sige. ”Jeg går ud med Morten,” råbte Anna efter hende. Hun gad ikke diskutere mere med Cecilie, men hun orkede heller ikke høre på hvor fantastisk racistiske-Kathrine var. Hun orkede det bare ikke. Men hvorfor skulle hun også høre på at alle dem fra anden etnisk baggrund ikke fortjente at være her i landet? Hvad ville fantastiske racistiske-Kathrine sige til at hun ikke måtte komme ind i Afrika, hvis det var krig i Danmark? Hvordan ville det være for hende, hvis racisme gik den anden vej? Anna var udmærket klar over, at den gik begge veje. Men det var vel for at beskytte sig selv, mod alle dem som kun så dem som affald? Var det fedt? Og hvorfor kunne de ikke være ligeglade med om man var brun, grøn eller hudfarvet? Var det ikke bedøvende ligemeget? Hvad havde hun gjort, hvis hun var blevet født brun? Ønsket at racismen ikke fandtes? Sikkert. Det var blot nogle af de mange spørgsmål Anna gik rundt med oppe i hovedet. Men hvad kunne hun gøre med disse spørgsmål? Intet. Hun kunne ikke længere diskutere med Cecilie hvor dumt det egentligt var. Ikke siden den gang der var begået indbrud i hendes hus. Sikken en skam det var en brun fyr. Han fik 5 år. Sikkert fordi han var brun. Anna rystede tanken væk. Hun gad ikke længere spekulere over det. Hvis det var sådan Cecilie så verden. I sort og hvidt. Så var det vel hendes egen problem. Denne beslutning skulle vise sig at komme til at betyde mere i hendes liv, end hun nogensinde havde troet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...