Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #2

Seth, Jacob og Jasmine har endelig befundet sig ud på deres flugt. Men noget er helt galt! Jasmine finder ud af, at hun er en anden end hun har gået rundt og troet.

Deres arter er imod Jacob og Jasmines forhold, og er i hælene på dem. Har det kommende par nok følelser for hinanden, til at klare al den modstand på deres vej - Og er den overhovedet stærk nok?

Og hvad med Jacobs tidligere ulvekobbels alfahan, Sam? Har Sam noget at gøre med Jasmines pludselige forvandling og trance?

8Likes
224Kommentarer
4631Visninger
AA

19. Jasmine: Julens særlige gave

 

Jeg vågnede med stadig en voldsom smerte i hele kroppen. Jeg var så udmattet den dag, at jeg bare havde lyst til at ligge i sengen hele dagen, men det kunne jeg ikke tillade at gøre mod Seth. Seth havde glædet sig så inderlig meget til i aften. I aftes havde jeg endda hørte ham nynne julemelodier inde ved siden af på sit værelse. Mrs. Leroy bankede forsigtigt på døren og stak sit hovede ind af den lille dørspræk. - ,,Nu skal jeg hjælpe dig, søde," Sagde hun og hjalp mig op at sidde. Jeg havde det virkelig elendigt; Mit hovede dunkede og gjorde ondt og mine ben følels svage under mig. Hun hjalp med at vaske mig og komme i tøjet, da jeg ikke selv var i stand til det. - ,,Så er det vidst snart på tide, at du kommer ud, pusling," Sagde Mrs. Leroy mens hun gnubbede mig på maven og lo. Mr. Leroy og Seth sad og spiste morgenmad, da jeg kom ned til dem. De nynnede lystigt og højt en masse julemelodier som de havde mixet sammen. - ,,Jeg går ud og trækker noget luft," Råbte jeg til dem i køkkenet inden jeg lukkede døren bag mig og gik haltende ud i haven. Jeg kunne mærke deres bekymrede blikke limet sig fast til mig igennem køkkenruderner. 

 

Jeg stod og kiggede ud mod det hvide landskab, som var fuldstændig dækket af sne. Duften herude var dejlig forfriskende. - ,,Lig stille, lille skat," Mumlede jeg og kiggede ned på min mave, og holdt begge mine hænder beskyttende om den. Jeg gispede efter vejret, da noget stak i mig som tusinde vis af nåle, som bare blev ved med at prikke til mig. Jeg støttede mig til et træ, og ventede desperat på at de prikkende fornemmelser snart gik over. Da smerterne gik over, skyndte jeg mig indenfor, for at lægge mig til at hvile ovenpå. Jeg fik dog ikke sovet længe, inden Seth stille kom ind til mig. - ,,Jassie, vi kører nu," Hviskede han blidt og gav min skulder et klem. 

 

Vi gik ned ad den lange gang, som virkede alt for lang efter min mening - Næsten uendelig! Jeg var nervøs over at se Jacob, for første gang i mange måneder - Det var vel omkring et halvt år siden, at jeg sidst så ham, vil jeg skyde på. Da vi trådte ind i hans stue, stod en læge og tjekkede ham. - ,,Hvad laver du?" Spurgte jeg febrilsk, og var på randen til at flippe ud på lægen. - ,,Rolig nu, Jassie. Det var bare tid til Jacobs timelige tjek," Forklarede  Seth og trak mig ivrigt hen til sengen, hvor synet af min elskede Jacob lå så fredfyldt.. og desværre stadig ligeså livløs som jeg sidst så ham. Jeg nåede kun lige at kærtegne min elskede blidt på kinden, inden de stikkende fornemmelser af en nål, endnu en gang opstod, først meget blidt. - ,,Sæt dig ned, kære Jasmine. Du skal hvilke," Sagde Mrs. Leroy og klappede mig hen ved siden af sofaen som hun sad på. Jeg stivnede og spærrede forskrækket mine øjne op...

 

- ,,Jasmine?" Spurgte Mr. Leroy og deres blikke - Også lægens - Var klistret til mig. - ,,Jeg tror...." Jeg holdt en lang pause. - ,, ... At mit vand lige er gået," Sagde jeg kynisk, uden at de kunne fornemme nogle former for følelser. Lægen kom styrtende hen til mig, og bar mig ind i en stue. - ,,Undskyld, men er I familie? Det er kun tilladt for faderen at være tilstede igennem fødslen," Sagde lægen og lukkede uhøfligt og hurtigt døren i. Jeg hev efter vejret og vred mig af blot smerten omkring min mave og ned efter.. Jeg hulkede og bed hårdt mine tænder sammen. Smerterner blev voldsommere og kraftigere, og jeg brød ud i et langt og smertefuldt skrig, som sikkert gav ekko i de lange marmorfyldte gange. - ,,Jasmine? Er det ikke det du hedder?" Det var lægens irriterende stemme som spurgte mig ad. Jeg nikkede én enkelt gang som svar, mens jeg fortsat vred og skreg af udelukkende smerte. - ,,Jasmine! Jasmine! Tag det roligt!" Anede jeg dem råbe til mig. Jeg hørte dog ikke tydeligt hvad de sagde, og fortsatte med ivright at vride mig af smerte. De forsøgte at holde fast i mig - Men forgæves. - ,,Jasmine!" Sagde lægen bestemt. Sygeplejerskerne kaldte også på mig, og bad mig om at ligge stille. Jeg gjorde intet af det de bad mig om, jeg skreg kun - Smertefuldt og højt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...