Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #2

Seth, Jacob og Jasmine har endelig befundet sig ud på deres flugt. Men noget er helt galt! Jasmine finder ud af, at hun er en anden end hun har gået rundt og troet.

Deres arter er imod Jacob og Jasmines forhold, og er i hælene på dem. Har det kommende par nok følelser for hinanden, til at klare al den modstand på deres vej - Og er den overhovedet stærk nok?

Og hvad med Jacobs tidligere ulvekobbels alfahan, Sam? Har Sam noget at gøre med Jasmines pludselige forvandling og trance?

8Likes
224Kommentarer
4610Visninger
AA

31. Jasmine: Det nye Samfund #2

 

Jeg var stille begyndt at falde ind i Samfundet, og havde efterhånden vænnet mig til tanken om, at jeg havde en familie - En rigtig familie. Folk kiggede med store øjne, når jeg passerede dem i Landsbyen. Meda, meda, meda. Meda Cheyenne. Det hviskede de allesammen og ørerne på hinanden. Selv som vampyr havde jeg end ikke fået så mange blikke. Jeg havde det virkelig skønt her sammen med min store familie - Men det var ikke her jeg hørte til: Jeg hørte til, sammen med min dejlige Beth og min elskede Jacob. Når jeg var alene, kunne jeg ikke andet end at tænke på dem - Tænke på Beths første latter, første ord og første nuttede små skridt, og andre vigtige ting ved hende, som jeg nægtede at gå glip af. Jeg havde allerede været væk i to uger nu, og var begyndt at længes endnu mere efter at komme rigtig hjem.

 

Mørket faldt på. Stjernerne funklede og månen var fuld og rund. Samfundets små ulvekobler, som var ude at jage, hylede højt i nattens stilhed, mens resten af Samfundet var samlet i centrum for at feste med musik, dans og sang - Som sædvanligt. De havde tændt ét kæmpe stort bål og børnene dansede livligt rundt om det, mens mødrene vredt råbte, at de ikke måtte nærme sig ilden. I løbet af aftenen havde jeg forsøgt at undgå Phellan, men det mislykkedes hvergang. Han hentydede diskret til kys, mens jeg blot vendte ham hovedet og begyndte at liste afsted, mens han stadig stod med lukkede øjne og trutmund. 

 

- ,,Han er sød, synes du ikke, meda?" Grinede min mor, da hun måtte have bemærket Phellans interesse for mig. Jeg skævede blot. - ,,Må jeg lige snakke med dig og far? Jeg er inde i hytten," Andet sagde jeg ikke, inden jeg forsvandt fra centrummen og ind i hytten. Febrilsk gik jeg frem og tilbage inde i hytten, jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle fortælle dem, at deres elskede som endelig var kommet hjem til dig igen, nu havde besluttet sig for at forlade dem. - ,,Hvad er der i vejen, Cheyenne?" Min far stod i indgangen med armen omkring min mor. De kiggede begge på mig med bekymrede blikke. Okay, så gik det løs. - ,,Jeg bliver nødt til at tage hjem!" Kom jeg til at råbe i hovedet på dem, uden at det var meningen: Jeg var blot, blevet ivrig efter at komme ud med det, at jeg sprænges, da det røg ud af munden på mig. - ,,Undskyld, men jeg bliver nødt til det," Sagde jeg forbavset over, hvor højt jeg havde sagt min tidligere sætning. De svarede ikke - Stilhed. - ,,Jeg vidste, at det her ville komme," Hulkede min mor, og min far holdt hende tættere ind til sig. - ,,M-en, men.. H-hhvorfor? Du er lige kommet," Sagde hun med store og bedende øjne. - ,,Jeg ved det, mor. Men jeg har en datter, som venter på mig," Mumlede jeg nervøst. Min mors øjne spærrede sig op, men min far var stadig ligeså rolig som før - Vidste han noget, min mor ikke vidste? 

 

- ,,Har du et barn?!" Røg det ud af munden på hende - Hun virkede ligeså vred, som Jacob havde været. Jeg bed mig forsigtigt i underlæben og nikkede blidt. - ,,Du er kun sytten! Hvad tænker du dog på? Det kan du ikke klare alene! Hvem er faderen? Er han ansvarlig? Du henter hende straks, og kommer tilbage hertil igen!" Sådan blev hun ved med at råbe mens jeg blot stod og tog i mod det hele - Ja, jeg er kun sytten. Jeg tænkte ikke, jeg blev fristet. Jeg kan sagtens klare det, jeg er stærk. Faderen er Jacob, og jeg har ingen idé om han overhovedet er ansvarlig for vores datter - Hvis jeg sagde det, ville hun blive mere stiktosset og øjnene ville sikkert poppe ud af hende. - ,,Aiyanna!" Brummede min far vredt og puffede hende blidt ud af indgangen. Udenfor kunne man høre hende begynde at hyperventilere. Wauw, hun var virkelig en overbeskyttende mor! - ,,Jeg forstår, min pige," Sagde min far kærligt og gav mig en halskæde på, med et vedhæng bestående af en blå diament, som var formet som en ulv, en halvmåne som var formet af en rød diamant og et fjer, formet af en hvid diamant. - ,,De tog den af dig som lille," Forklarede han, mens jeg stod og kiggede ned på den. - ,,Din mor mente, at den ville beskytte dig," Lo han og kiggede mod udgangen. - ,,Tager de hende fra mig?" Spurgte jeg mut, og satte mig ned på en pude. - ,,Mit barnebarn? Nej, det får de skam ikke lov til," Hans stemme var så beroligende, og hans latter som han udbrød, fik ham til at virke mere troværdig - Men der var noget ved hans stemme, som virkede falsk og blikket i hans øjne, søgte væk fra mig.

 

,,Han er forresten en fin fyr, ham Jacob. Giv ham tid, han skal blot vænne sig til tanken om at være far," Min fars stemme talte med sin beroligende tanker til mig. - ,,Hvordan gør du det?!" Spurgte jeg febrilsk, og ikke mindst ivrig efter at prøve. ,,Du skal blot tænke på mig, mens du tænker, hvad du vil oplyse mig om," Jeg koncentrerede mig, og lukkede mine øjne. Mørket ledte mig til flashback om Jacob og jeg, uden at jeg dog selv kunne kontrollere det. Mhm, Jacobs kys, Jacobs berøringer, Jacobs bare mave. Jeg længes efter alt ved ham... - ,,Jasmine!" Snerrede min far vredt og havde et chokeret ansigtsudtryk. Jeg rødmede voldsomt, gav ham et lynhurtigt kram, og styrtede straks ud af bare forargelse. 

 

FORTSÆTTES I NÆSTE KAPITEL - ELLERS VILLE DETTE, BLIVE ALT FOR LANGT!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...