Afvist & Alene

Hun har ville have ham så længe. Hun har elsket ham i flere år, men aldrig sagt det til ham, da hun vidste at deres venskab kunne gå i stykker. Hun beslutter sig for at fortælle det til ham, men var det nu osse et klogt?

2Likes
0Kommentarer
1132Visninger
AA

1. Afvist & Alene..

"Men jeg elsker dig..." Jeg ønskede dybt i mit hjerte at han osse elskede mig. Jeg ville falde død om, hvis han ikke følte det samme. Jeg burde have holdt min mund, men jeg har brændt inde med det i flere år nu. "Du er syg i hovedet." lød hans stemme, og det var ham der brød stilheden imellem os. "Jeg forstår ikke hvordan du kunne holde sådan noget skjult for mig? Er vi måske ikke bedste venner?" råbte han nærmest af mig. Han er sur, det er ikke svært at se på ham. Hver eneste centimeter af ham rykker mere og mere tilbage, og det knuste mit hjerte minut for minut. "Jeg forstår dig virkelig ikke. Min kæreste flytter ind om en uge, og så fortæller du mig det nu?" forsatte han og stoppede mine tanker et kort sekund. Jeg må være verdens dårligste ven, men jeg var nød til at prøve en sidste gang. "Men du lytter jo ikke til hvad jeg siger, prøv nu at fors.." jeg stoppede med at snakke, da jeg vidste at jeg ikke ville få noget ud ad det. Og så står vi her i stilheden, ingen af os siger noget. Jeg kigger på gulvet, men tager et kig op for at ville se på ham. Jeg ville se hans smukke blå øjne, jeg ville vide hvad han tænkte. Vi fik øjenkontakt, men kun for et kort sekund. For han vendte sig om, gik hen langs den hal der adskilte vores værelser, og så lukkede han hans dør.

Jeg gled ned langsmuren jeg stod lænet op ad. Jeg forstår ingenting, hvorfor gider han ikke lytte til mig. Han gider ikke engang at prøve at forstå. Jeg begyndte at græde, og jeg græd som jeg ikke have grædt længe. Det er længe siden jeg har følt sådan en stor smerte i mit hjerte. Jeg sad et par minutter og græd, da jeg ligepludselig rejste mig op uden at tænke over det. Jeg måtte væk herfra, og måtte et eller andet sted hen, og det skulle gå hurtigt. Jeg gad ikke engang tage bilen, jeg gik bare. 

Jeg endte i "vores park" som jeg altid kaldte den, når mig og ham var her. For det var denne park vi mødte hinanden i, da vi var yngre. Jeg kan tydeligt huske det, som var det igår. Jeg sad på en bænk og læste en af mine yndlings bøger. Han spillede fodbold, og hvis jeg kiggede op fra bogen, så kunne jeg se hele fodbold banen. Ligepludselig kom han løbende hen til mig, og spurte om jeg ikke ville være med til at spille. Jeg havde enlig ikke lyst, men han virkede så flink. "Jeg er altid ikke særlig god til fodbold." svarede jeg ham, og han sagde bare: "Det er der heller ikke nogle af de andre der er, kom nu." Og så overgav jeg mig, jeg lagde bogen fra mig, og fulde med ham. Han stoppede op halvvejs over ved banen, og spurte hvad mit navn var. Jeg tænkte et øjeblik på om jeg skulle sige mit rigtige navn, eller lave sjov. Jeg valgte den sjove mulighed: "Mit navn er bånd, klisterbånd. Men du må kalde mig tape." sagde jeg, og holde faktisk en god maske. Han begyndte at grine, og så grinede han i de næste 5 minutter. Og siden den dag, har vi været sammen... Som et klisterbånd.

Jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene igen, og han ville aldrig kunne holde af mig på samme måde mere. Vores venskab er ødelagt, og det er min skyld. Jeg begyndte at gå hjem ad igen, for det var begyndt at blive sent, og desværre skulle jeg jo videre med min uddannelse næste dag. Da jeg kom hjem, var han stadig inde på hans værelse, jeg ville enlig have banket på, men jeg valgte at lade vær. I stedet for gik jeg ind på mit værelse og lagde mig til at sove.

 

Jeg vågnede ved solens stråler i mit ansigt, jeg måtte have glemt at trække gardinerne for. Jeg drejede mig om, og tog et kort kig på min mobil, og til min overraskelse var klokken 11:46. Jeg rejste mig op med et kæmpe chok, og nok et lille skrig. Hvordan kunne jeg sove over mig, jeg sover aldrig over mig. "Åhh gud, åhh nej.." Jeg begyndte at tage tøj på, og gøre mig bare lidt i stand, så jeg ikke lignede en heks, med mit lange hår. Jeg gik ud fra mit værelse, med min rygsæk slæbende bag mig. Jeg stoppede op, da jeg så at han sad der i sofaen med hans ben oppe på sofa bordet. Jeg blev på en eller anden måde virkelig vred, og jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Jeg stod et par sekundet trak vejret ind, og så talte jeg. "Hvorfor vækkede du mig ikke?" spurte jeg stille og rolig. Han gad ikke engang at dreje hovedet, han svarede bare med en kold stemme: "Hvorfor sagde du ikke at du elskede mig lidt før?" Jeg kunne føle hvordan mit hjerte sprang et par bank over, hvordan kunne han sige det på den måde. Og samtidig lyde så kold over for mig? Jeg skulle til at gå, da han sagde: "Jeg synes du skal finde et andet sted at bo, så det ikke bliver for akavet mellem jer to." Smed han mig nu ud af vores fælleshjem? Og havde han sagt det til hans kæreste? Jeg stod et kort sekund, og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så jeg gik tilbage til mig værelse. Jeg pakkede alle de ting jeg nu skulle bruge for at overleve, plus nogle extra ting. Jeg pakkede i to kuffertere, selv om jeg ikke vidste hvor jeg skulle tage hen. Jeg ved bare at jeg ikke kan være her mere, og han vil ikke have mig mere. Jeg stod nu foran døren til mit værelse, eller det der ikke længere var mit værelse. Det gjorde mig trist, for jeg elskede det værelse, for det var mit. Jeg lukkede døren, og gik så ud i stuen igen kiggede på ham og sagde: "Okay.. Jeg flytter med det samme. Men du skal bare vide, at jeg elsker dig mere end den kæ..." Jeg stoppede mig selv i at forsætte, dette venskab skulle slutte rigtigt. Jeg vendte mig om, og gik ud ad hovededøren lukkede den bag mig og vendte mig ikke om. Jeg pakkede det hele ind i bilen, og så kørte jeg ellers bare.

 

Jeg har igen ide om hvor jeg skal tage hen, men det skal gå hurtigt. Jeg køre ud på motorvejen, i håbet om en ide. Men det eneste jeg kan tænke på er hvordan jeg har svigtet ham og mig selv. Jeg sætter farten op, selv om jeg ved at jeg ikke burde, specielt når man tænker på at det regner. Jeg begynder at græde, jeg bryder helt sammen. Jeg er helt alene, ham jeg stolede mest på, ham jeg elskede mest, svigtede mig når jeg havde brug for ham. Jeg holdte enlig ikke øje med hvor jeg kørte, jeg kørte bare. Men ligepludselig var jeg for tæt på en bil, og jeg måtte træde rigtig hårdt i bremsen, for ikke at ramme ind i bilen foran mig. Jeg stoppede op midt på motorvejen, og skulle til at træde på speederen igen, da der kommer en båt lyd bagfra. Jeg kiggede kort om, og kunne så mærke hvordan jeg blev slynget frem imod selen. Jeg slog hovedet mod et eller andet, og så blev det hele sort....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...