For Altid <3

et møde finder sted på en skole, professionel overfor ny muligvis kæmpe stjerne i musikkens verden, følelser der opstår, et ukendt drama der pludselig udspiller sig for øjnene af Tokio Hotel drengene og som ikke bare slipper dem med det samme selvom de har gjort alt hvad de har kunnet for at gøre livet nemmere og bedre for Benita. Benita er dog ikke alene om at have vanskelligheder, for selvom Bill ved at de kun er der for at give musikskolens band et puf i den rigtige retning, banker hans hjerte pludselig hurtigere hver gang han ser forsangeren og hvordan skal det nu lige fungere når han jo er tysker, i et mega kendt band og hun er helt ny og skal starte karriere måske?

5Likes
0Kommentarer
3431Visninger
AA

3. De professionelle.

Da scenelyset blev slukket og det almindelige hallys blev tændt, opdagede vi at, på en af rækkerne nede bagerst sad der 4 unge drenge på vores alder, måske et år ældre. De så ud til at sidde og snakke om musikken og nu blev et par borde stillet frem hvor drengene satte sig til rette. Så det var altså de professionelle! Oppe fra scenen kunne jeg ikke se helt præcist hvem det var, men jeg havde på fornemmelsen at jeg havde ret i, at det var Tokio Hotel, da jeg syntes jeg kunne ane en meget strittende sort frisure.

De andre i bandet snakkede også om det da vi forlod scenen og gik ind bagved. Nu var vores lære i det mindste blevet i ngoet bedre humør end tidligere og han bad os pænt om at følge med ham. Vi bevægede os langsomt hen imod bordene og da vi kom tættere på, var jeg helt sikker. Jeg havde haft ret og hold kæft hvor var det vildt! Jeg skulle møde mit ynglingsband med min ynglings sanger som jeg jo er helt væk i. "Ham med det sorte hår smiler til dig!" "Ham med det sorte hår hedder faktisk Bill Kaulitz og tror du selv at det ville kunne gå? Ej vel!" Da vi kom helt over til drengene rejste de sig og den første jeg kom til at hilse på var drengen med dreads, der præsenterede sig som Tom Kaulitz. Så hilste jeg på Georg og Gustav og til sidst Bill. For mig var det nu egentlig ikke nødvendigt med en præsentation da jeg allerede næsten vidste alt hvad der var at vide om dem, men det var stadig lidt vildt at have trykket deres hænder.

De bad os pænt om at sætte os overfor dem ved bordet og det gjorde vi. Nicolai grinede lidt men fortalte ingen hvad han grinede af, indtil jeg selv opdagede hvad det var. Jeg var på en eller anden måde med deres vilje, blevet placeret direkte overfor Bill og det var det, der morede Nicolai så meget. Jeg prikkede ham i siden så han holdt op med at grine og så blev vi ellers alvorlige. Drengene startede med at fortælle lidt om dem selv og lidt om bandet, så vi fik en ide om hvordan de var startet og hvordan de havde opnået succes. Så begyndte de at spørge ind til, hvem der helt præcist gjorde hvad i vores band og jeg forklarede hvordan rollerne var fordelt. "Så vil vi gøre det, at vi deler os op. Georg, du snakker med deres bassist, Gustav tager sig af trommeslageren, Tom du snakker med Nicolai som guitarist og... jeg snakker med Benita om sangen. Er det ikke det nemmeste?" Vi nikkede alle og så gik vi ellers alle et andet sted hen.

Jeg var ret så nervøs for nu var jeg jo helt alene med mit største idol og det var godt nok mærkeligt. Vi satte os oppe på balkonen i hallen ved et lille bord og først var der ikke nogen der sagde noget. Der gik lidt tid og det var egentlig mærkeligt at der var denne akavede stilhed for normalt ville det jo ikke være noget særligt for Bill. Endelig efter lang tid. "Jeg synes du synger godt Benita! Jeg tror i kan nå langt! Du har god kontrol over din stemme men selvfølgelig er der da lidt der stadig skal trænes for at det bliver næsten perfekt. Men det kommer efterhånden! Du spænder bredt over tonerne, det håber jeg du er klar over, for det er noget helt specielt at spænde så bredt som du gør!" Jeg sad lidt for lige at fordøje det han havde sagt og samtidig tænkte jeg på hvordan det gik for de andre. "Jo, det har jeg hørt et par gange, men jeg vidste ikke at det var så specielt endda. Vi har tænkt os at fortsætte efter endt skolegang her på skolen og jeg fortsætter med at tage solosangstimer så jeg hele tiden kan træne min stemme til det bedre. Der er dog bare et lille problem, der standser os lidt i at udvikle vores musik!"

Bill så mærkeligt på mig og spurgte hvad og hvem der dog ville forsøge at standse et så professionelt band som vores. Jeg forklarede ham at mine forældre var mere interesseret i at jeg fik en god uddannelse end at jeg brugte min tid på at lave musik da der var stor risiko for at vi ikke ville blive en succes. Jeg fortalte ham også hvordan en af mine skolekammerater ville gøre alt for at se vores band gå ned med nakken bare for at hun selv kunne danne et. "Og jo, så er der jo også det lille/ store problem at der et sted her på skolen går en rundt der ønsker at se mig død og borte!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...