What Happens Inside Jail

Miranda er en perfekt kvinde. Hun kommer fra en lille landsby, og altid har hun troet at hun passede perfekt til storbylivet. Men da hun på grund af storbyens mas, bliver grunden til en lille piges død, indser hun langt om længe at det ikke er tilfældet. Hun prøver at bevise sin uskyld, men alt peger på at hun gjorde det med vilje. Derfor kommer hun i fængsel, hvor hun møder "Ham". Men hvad sker der i et fængsel, der indeholder alt fra de koldblodigste mord, til de mest udspekulerede lommetyve.

4Likes
11Kommentarer
2010Visninger
AA

2. Retten.

Mens jeg sad i den urimeligt lille celle begyndte jeg at tro på det folk sagde om mig. Jeg var et uhyre, et kryb der fortjente at rådne op i dette fængsel. Jeg havde slået en pige ihjel. Skubbet hende ud på togskinnerne og jeg havde det forfærdeligt. I starten nægtede jeg at det var mig, men så ændrede det sig. En hel nat skulle der til. En nat med kun en sætning i hovedet:  ”Jeg er en morder.” En dag gik i cellen og jeg skulle i retten. Endnu en lang nat havde det været og de store betjente med tatoverede arme bar mig nærmest ind i retsalen. Jeg kunne ikke selv. Alt liv var suget ud af mig og jeg var ingenting. Jo, en morder. Først da jeg kom tilbage i cellen fandt jeg ud af hvad jeg havde gjort. Jeg havde erkendt mig skyldig. Jeg sagde at jeg havde slået en pige ihjel ved at skubbe hende ud foran et tog. ”Hvorfor?” var der en der havde spurgt. Jeg havde ikke svaret, men bare kigget den sorthårede dame i øjnene. Hendes øjne var sløve og hun så træt ud. Hun måtte være moderen. ”Jeg. Jeg ved det ikke” hviskede jeg, men ordene nåede ikke ud til hende. Det var som om at alting stod stille i et stykke tid.

Kvinden, hvis mund havde formet ordene vendte sig blot. Hun Lod sine sorte stiletter være salens eneste lyd. Klik. Klak. Klik. Klak. Hendes skridt var taktfaste, og hårde. Et hun gemte hovedet i sin bluse, så det ikke var muligt at se de tårer der trillede ned af hendes kinder. Men jeg kendte de tårer. Jeg havde selv grædt dem. Grædt al væske ud af min krop. Den nat, hvor jeg gik fra at være et menneske, til at være et dyr. Alt jeg havde kæmpet for. Hele mit liv var blevet skyllet væk. På en nat. For så uretfærdig er verden, at en kvinde, hvis sind er lige så pletfrit som hendes papirer, på en aften kan blive et uhyre. "Hun er skør." en hvisken der bredte sig imellem sæderne. Jeg rejste mig op. Kiggede ud over salen. Lod de få tårer jeg havde tilbage dryppe ned på gulvet. Jeg havde lyst til at skrige. Råbe til dem. Råbe "Tror i at jeg ville det her? Tror i at det var min mening at dette skulle ske? Jeg er intet uhyre. Tro mig. Jeg ville ikke.." Men jeg kunne ikke. Min stemme var væk. Jeg kunne ikke lade mig selv gå så langt. Jeg havde været skyld i en piges død. En pige, hvis moder nu sad på en bænk uden for retssalen. En moder hvis tårer vil strømme ned over hendes trætte ansigt. En moder der har mistet sit hjerteblod. En moder der tænker at hendes liv ikke længere har værdi. Jeg gled ned på min stol igen. Mit ulykkesudbrud var ikke blevet til noget. Det eneste jeg lige nu ville have, var at denne sag skulle stoppe. "Høje dommer." Min stemme var ru, og forgrædt. " Jeg beder om tilladelse til at gå. Jeg har givet jer hvad i bad om. Jeg har ikke mere at sige.” Min stemme var monoton, og mit blik fjernt. Jeg værdigede ham ikke et blik. Ventede bare på et svar. "Jeg vil bede anklagede om at forholde sig tavs, hvis ikke at de får besked på andet.” Et hurtigt nik fra min side bekræftede det. Jeg kunne ikke engang undskylde. Jeg var ikke det værd. "Miranda Pharrel. Jeg kan på dette tidspunkt ikke idømme dem en straf. De er nødt til at blive her, til vi ved mere om denne sag. I midlertid vil de være varetægtsfængslet. De kan nu gå." Dommeren nikkede til vagterne, hvis overarme så ud til at spille i bar forventning. Jeg lukkede øjnene, og rejste mig. Afkræftet, og træt. Jeg havde siddet oppe hel natten. Hadet havde bredt sig i mig. Fyldt mig. Hvem jeg hadede var spørgsmålet, en del måtte stille sig selv.. Men det var et spørgsmål jeg kendte svaret på. Jeg følte had til én person. En der havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. jeg følte dybt, og indædt had til mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...