Nine Eleven

Dette er en erindring fra mit eget liv om de få minutter hvor hele min familie så at Twin Towers styrtede i grus. På det tidspunkt var jeg fire år, men husker tydeligt hvad der foregik, og hvordan min lille hjerne bekymrede sig om min storebror i Sønderborg.

Historien er ikke længere.

3Likes
2Kommentarer
987Visninger

1. Nine Eleven

”Hvad er det?” spurgte jeg stille da et klip af noget der lignede en støvsky rullede over skærmen, men ingen svarede, hverken mor eller far eller Line. Irritationen vendte sig lidt i mig, men det virkede vidst ikke som et øjeblik hvor man skulle stille spørgsmål. Jeg kiggede bare lidt rundt. Mor sad med hænderne for munden og gav nogle små gisp fra sig engang i mellem, far stirrede bare tomt på fjernsynet og Line sad og kiggede lidt rundt ligesom mig. Hun vidste sikkert heller ikke hvad alt det her gik ud på, hun var jo også kun fjorten. Men Martin, han måtte da vide det. Han var jo nitten, og var allerede gået ud af skolen, bare ærgerligt at han var dernede i Sønderborg så jeg ikke kunne spørge ham. Tiden gik lidt med at vi alle sad musestille og så på de forunderlige billeder i fjernsynet. Det så noget så grusomt ud, og en masse mennesker skreg i baggrunden. Nogle gange kom en mand også på skærmen for at fortælle hvad der nu foregik, men det forstod man ikke meget af når man ikke var nitten år endnu. Så pludselig så man en flyvemaskine komme flyvende fra siden lige ind i et af de to tårne som det hele vidst drejede sig om. En stor støvsky ligesom den første bredte sig i midten af billedet, og støjen omkring tårnene blev højere og højere. Og lige midt i det nyopståede kaos udbrød mor:” Anders! Hvor er Anders?” Jeg blev forvirret. Hvorfor bekymrede hun sig om en der hed Anders? Hvorfor bekymrede hun sig ikke om mormor eller farfar eller Martin, han var jo helt i Sønderborg. Det kunne jo være at alt det der skete i Sønderborg. ”Mor? Hvem er Anders?” spurgte jeg stille da der var gået et passende stykke tid. ”Åh, Finne. Anders er min fætter, han bor i New York, der hvor alt det der sker,” forklarede hun og det beroligede at det ikke var der hvor mormor eller farfar eller Martin var. Men jeg havde ondt af mor, hun var meget bange for at noget var sket med hendes fætter fra New York. Så pludselig ringede telefonen, og vi sad alle musestille igen. Far tog stille telefonrøret op til øret og man kunne høre nogle mumle i den anden ende. ”Det er din mor,” sagde han stille og rakte røret til mor. ”Ja hallo… Jo, jo, vi sidder og ser det… Nej, jeg har ikke hørt noget fra Anders… Ok, det godt mor, hej, hej.” Mor rakte røret tilbage til far så han kunne lægge på. ”Nå, hvad så?” spurgte Line med hviskende stemme. ”Ingen i familien har hørt fra ham endnu,” hviskede mor tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...