Englen - Færdig

Man falder ikke fra Guds side ustraffet. Men det ved den mange hundrede år gamle faldne engel Aisha ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Men hun vil snart opdage hvorfor man aldrig holder op med at falde, når man er faldet én gang.

- Her er så det i sukker efter. Tror jeg. Og nej, selvom kapitlerne hedder det samme, sker der ikke det samme i dem :)

11Likes
54Kommentarer
3623Visninger
AA

4. Restauranten

Vi gik hen til elevatoren, og tog den hele vejen ned til stueetagen.
Så forlod vi ellers bygningen. Det kildede i min mave, og det føltes som om min krop sitrede da døren lukkede bag os.
Spænding, konstaterede jeg overrasket.
Jackson var iført jeans og hvid t-shirt, der klædte hans solbrune hud godt. Hans øjne og hår havde samme brune farve, hvilket ikke gjorde resultatet værre at se på.
Han førte mig hen til en sort motorcykel. En dyr en, så det ud til.
Før han satte sig på motorcyklen, vendte han sig mod mig, og kiggede mig i øjnene. Han trak mig ind til sig i et kram, og for første gang føltes det hengivent i stedet for begærligt. Og for første gang nogensinde, gengældte jeg hengivenhed. For første gang siden Patch.
Og for første gang tænkte jeg på ham og så… At også han havde været drevet af begær. Det overraskede mig.
Jackson slap mig, og gav mig et kys på kinden.
''Savnet mig?'' spurgte han med et smil.
''Lidt,'' sagde jeg drillende, og puffede til hans skulder. Han lo af mig, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig på motorcyklen.
''Hop på,'' sagde han, og satte sig. Uden at tøve satte jeg mig bag ham, og slog armene om ham. Da motorcyklen startede kyssede jeg ham i nakken, og det overraskede ham så meget at han næsten kolliderede med en parkeret bil. Heldigvis kun næsten.
Jeg lo af ham, og det føltes ægte. En uvant følelse af glæde. Jeg vidste ikke om den var velkommen eller ej. På den ene side var den rar. På den anden side var den anderledes. Forkert.
Husene og butikkerne susede forbi, men selvom det gik stærkt, vidste jeg at jeg kunne have løbet hurtigere. Da jeg boede i Tyskland, plejede jeg at løbe om kap med bilerne på motorvejen for sjov. Og jeg plejede at vinde.
Vores bestemmelsessted, viste sig at være i udkanten af byen. Der var rimelig mennesketomt på vejene de sidste fem minutters køretur.
Vores tur viste sig at ende ved en meget fin, og tydeligvis dyr restaurant.
Han viste sig hurtigt at være mere gentleman end jeg troede. I hvert fald afslog han pure mit tilbud om at betale halvdelen. Han sagde bare, at han havde inviteret, så han skulle betale.
''Har du virkelig råd til det?'' spurgte jeg skeptisk, mens jeg spekulerede på hvilken smykkebutik han havde røvet. Måske den lækre nede på hjørnet. Diamonds, eller hvad den nu hed.
Min mistanke blev kun yderligere bekræftet da han trak en lille fløjlsbetrukket æske frem, og åbnede den. Nede i den lå de smukkeste diamant øreringe jeg nogensinde havde set. Og det siger ikke så lidt, når man har levet så længe som jeg har. På den anden side, var de nok også de dyreste.
"Det... Det skulle du ikke..." mumlede jeg forundret.
"Det var ingenting," sagde han med et smil. "Må jeg?"
Han tog øreringene op, en efter en, fjernede mit hår fra mine ører, og satte dem i. Ved et heldigt tilfælde havde jeg fuldstændig glemt øreringe.
"De klæder dig," sagde han, med en charmerende og en anelse sexet stemme.
"Tak," hviskede jeg, og kunne mærke at jeg rødmede for første gang i mange år.
Jeg var fuldstændig målløs over gaven, og jeg blev ikke mindre målløs da han viste mig ind på restauranten. Den var dunkelt oplyst med et hyggeligt og hjemligt skær. Bordene man sad ved var i lukkede båse, så man havde privatliv. Og menuen var så dyr at selv en engel kunne blive irriteret. Altså en rigtig engel, der skulle ingenting til at irritere mig.
''Jackson, her er altså virkelig dyrt, jeg behøver ikke så meget,'' mumlede jeg halvhjertet, for jeg ville egentlig gerne spise her.
''Men nu får du det. Jeg har råd, tro mig,'' forsikrede han mig, og gik så hen mod en tjener.
''Mit sædvanlige bord tak,'' sagde han til tjeneren, der nikkede, og ledte os hen til en fjern afkrog af restauranten, hvor der var en ekstra hyggelig boks, med ekstra plads, og stearinlys alle steder. Eller det var vel egentlig ikke en boks, men nærmere et rum, for i modsætning til væggene på alle de andre båse, gik disse helt op til loftet. Og døren skulle låses op med en gammel rusten nøgle.
De to vægge der vendte ud mod restauranten, var rent glas.
''Hvad synes du så?'' spurgte Jackson mig, da vi kom ind.
''For at være helt ærlig... Jeg elsker det!'' sagde jeg med et stort smil.
"Perfekt," sagde han, og sendte mig et så oprigtigt smil at det blændede mig. Han var egentlig smukkere end jeg havde troet.
"Hvad vil du gerne have?" spurgte han, og rakte mig et smukt dekoreret menukort.
"Øhm... Har du virkelig råd til at vi spiser her?" spurgte jeg, og kiggede endnu engang skeptisk på ham.
"Ja, du tager bare hvad du vil have," sagde han igen, og sendte mig et lidt anstrengt smil. Hans tålmodighed var tydeligvis begrænset, når det handlede om hans økonomiske situation.
Jeg åbnede menukortet, og tabte vejret. Samtlige retter var gourmet, og rent ud sagt pisse dyre!
Det billigste var nok en forret, en suppe, til 35 $, og det var dyrt nok i sig selv.
Men jeg endte med at vælge en ''snackkurv" som forret, til 42 $ indeholdende en masse indbagt og meget usundt, men yderst velsmagende mad, med hvidløgs og chili dressing.
Han købte den såkaldte billige suppe til 35 $. Den så blød og cremet ud, og fra hvad han sagde, lød det som om den smagte godt.
Som hovedret fik jeg en pork steak til 83 $ med et glas utrolig dyr rødvin. 127 $ for ét glas?! Utroligt at Jackson overhovedet gad betale.
Men det gjorde han, og han krympede sig ikke engang, da jeg spurgte om jeg også måtte få dessert. Han nikkede bare, med munden fuld af mad.
Vi snakkede som sådan ikke særlig meget. Lige indtil vi sad og ventede på desserten, en is-anretning efter eget valg. 48 $.
"Hvad synes du indtil videre?" spurgte han mig med et grin. Han vidste udmærket godt at jeg elskede det.
"Det er fantastisk," sagde jeg, og sendte ham mit mest blændende smil.
"Ja, jeg elsker det også."
Han kiggede mig pludselig over skulderen, i stedet for at kigge mig i øjnene.
Jeg vendte mig om, og fulgte hans blik. Og nede ved døren stod en pige så køn, at hun knap kunne være menneskelig. Og hun stirrede på os igennem glasset der dækkede hele den ydre væg. Eller nærmere bestemt skiftevis på mig og Jackson. Mig sendte hun verdens værste dræberblik, og Jackson sendte hun et meget flirtende og sexet smil.
"Ignorer hende," sagde Jackson. "Eller ved nærmere eftertanke... Rejs dig op, og kom herhen."
Jeg rejste mig op, og sendte ham et spørgende blik, men han rejste sig bare samtidig med mig, gik de få skridt hen til mig, og trak mig ind til sig, hvorefter han kyssede mig, præcis som han havde gjort de andre gange i min lejlighed.
Jeg fik et kort glimt af pigen, og hun var postkasserød i hovedet.
Jeg kunne ikke lade være med at smile tilfreds.
Egentlig vidste jeg vel ikke hvorfor. Eller måske nægtede jeg bare at indrømme det overfor mig selv. Eller overfor nogen andre, men hvem var der også at indrømme det overfor. Der var ligesom kun… Jackson. Og ham ville jeg under ingen omstændigheder indrømme det overfor. Glem det!
Men det undrede mig. Lige siden jeg faldt, havde jeg været den samme. Siddet fast i min fortid med Patch, og min evighed på jorden.
Nu, efter mere end trehundrede år, skete der en forandring. Så hvordan skulle jeg vide hvordan det skulle gribes an?
Jeg følte spænding, glæde, begær. Det var følelser Patch havde vækket i mig. Og siden den gang, havde jeg ikke mærket noget til dem.
Nu mærkede jeg dem alle sammen på én gang.
Jackson skubbede mig op af væggen, og spærrede mig inde mellem sine arme.
"Nå, tror du hun blev jaloux?" spurgte han stakåndet, med munden så tæt på min at jeg følte mig fristet til at kysse ham igen.
I stedet svarede jeg: "Ja for fanden! Men hvem er hun?"
"Min eks kæreste Catharina. En rigtig bitch. Men hende skal du ikke bekymre dig om, hun skal nok lade dig være hvis jeg beder hende om det," sagde han, og kyssede mig blidt på panden.
Endnu engang den hengivenhed. Jeg var tit i tvivl om, om den eksisterede. For, hvis jeg skal være ærlig, virkede det mest som om jeg var et engangsknald for ham.
Og samtidig, havde han de der øjeblikke, hvor det føltes som om han virkelig var der. For mig, med mig. Som om han ønskede at være sammen med mig, ikke på grund af mit udseende, men på grund af den del af min personlighed, som jeg havde vist ham.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...