Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2035Visninger
AA

6. the hospital...

"Izabella!" Råbte Dr. Hendra et stykke væk, hvor han var igang med at undersøge en lille pige med et brækket ben, og jeg kiggede bekymret på min mor, for at se om hun var sur over at lægen kendte mig - men hun smilede bare, så jeg ventede at hun ville tage det op senere.

"Hvad er det denne gang?" Spurgte han bekymret, men tog det hurtigt til sig, da han opdagede min mor bag mig, og jeg kiggede tøvende ned på mit tilskadekomne håndled.

"Øh, de må så være Izabellas mor." Sagde han tøvende og jeg nikkede bekræftende, hvilket fik Dr. Hendra til at se lidt gladere ud, da han trykkede hendes hånd, mens han så undersøgende på hendes sværm af blå mærker, og den lille rift, som hun havde over venstre øje.

"Så har Izabella endelig fået dig med, hva'?" Sagde han med en forsigtig tone, og da hun nikkede overvejende, tog han mig med ind på skadestuen.

"Nå, lad mig se på det." Sagde han og skubbede mig forsigtigt ned og ligge, mens han trak min blus op over min veltrænede og solbrune mave, så et stort blødende sår blev synligt. Min mor gispede stille, og jeg sukkede af hendes bekymring. Men det så dog også ret slemt ud.

"Jah, det ser slemt ud... Jeg vil gerne lige have taget nogle rynkentbilleder af ribbenet, så vi ved om den er brækket." Sagde Dr. Hendra med en bekymret stemme, og så hoppede jeg ned og gik forsigtigt afsted, med en bekymret mor i hælene.

 

***

 

Det endte med at jeg gik fra skadestuen med en ny forbinding om min forstuvede arm og om min mave, med en forsikring om, at jeg ikke ville have noget problem med at dyrke sport eller noget, hvis jeg ville det. Det skulle nok hele fint.

"Vil du så fortælle mig hvorfor lægen kendte dig nu?" Spurgte mor irriteret, da jeg havde sat mig ind i bilen, og vi var kørt afsted, og jeg kiggede opgivende ud af vinduet.

"Jeg har været her før okay? Dr. Hendra har altid hjulpet mig og på grund af hans tavshedspligt kan han ikke fortælle andre om Larry. Men han har flere gange prøvet at får mig til at gå til politiet." Sagde jeg med en lille stemme og min mor sukkede opgivende.

"Fint. Så længe det kun er lægen der ved det..." Begyndte min mor og jeg skyndte mig at sige "Og Derrick." og så kiggede min mor bedrøvet på mig.

"Så længe det kun er dem der ved det, så er det fint." fortsatte hun, og så kiggede jeg ud af bilruden og så Alison løbe over vejen lidt derfra.

"Alison ved det også." Mumlede jeg og tænkte tilbage på hvordan hun havde efterladt mig ved busstoppestedet. Jeg kiggede surt ned og da min mor så mit triste blik, begyndte hun at ae mig forsigtigt på ryggen.

"Undskyld skat, jeg har aldrig ønsket at gøre skade på dig." Sagde mor pinefuldt og jeg smilede opmundrende til hende. Jeg hadede at se hende så ked af det.

"Jeg har det fint." Sagde jeg opmuntrende, og så vendte min mor sig mod vejen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...