Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2033Visninger
AA

4. school...

Jeg stod stille op, og gik rundt og gjorde mig klar. pludselig lød der tunge trin uden for min dør, og jeg kneb stille øjnene sammen. Så åbnede døren, og Larry's stemme buldrede imod mig.

"Har jeg ikke bedt dig være stille om morgenen! Jeg sover altså!" Råbte han, og jeg vendte mig med nedslåede øjne mod ham, mens jeg bandede indvendig

"Jeg larmer ligeså meget som jeg plejer!" Sagde jeg irriteret, og så bevægede Larry sig mod mig, og jeg veg hurtigt tilbage.

"Hvor vover du at trodse mig!" skreg han, lige i hovedet på mig, og så skulle jeg selvfølgelig lige havde en kæmpe lussing, og en knytnæve i maven, så jeg faldt om på gulvet. Det tog mig nogle sekunder at få vejret igen, og da jeg endelig kunne trække vejret ordentligt trådte Larry hårdt ned på mit håndled, og jeg måtte kæmpe hårdt for ikke at skrige i smerte.

"Så har du også bare at være stille!" Råbte Larry, og så gik han ud af mit værelse, og smækkede døren efter sig. Jeg skubbede mig forsigtigt op at sidde, og mærkede stille på mit håndled. det var heldigvis ikke brækket, men jeg forbandt den alligevel og gik ud på badeværelset.

Jeg gjorde mig hurtigt klar, og hoppede så ud ad døren, og hen ad gaden, så hurtigt jeg kunne - jeg skulle nå bussen. Pludselig kørte en velkendt bil hen til vejkanten, ved min side, og jeg stoppede tøvende op, mens jeg sukkede irriteret. Endnu en til at håne mig.

"Var der også noget med dit håndled?" Spurgte Derrick forvirret, og jeg trak tøvende på skuldrene, mens jeg gik forsigtigt videre.

"Jeg opdagede det først da jeg var kommet indenfor. Det er ikke slemt, men jeg vil ikke risikere noget." Sagde jeg og fremtvang et lille falskt smil, mens jeg holdt om forbindingen.

"Vil du have et lift?" Spurgte han, og jeg trak igen på skuldrene, mens jeg kiggede ned mod busstoppestedet. Bussen var kørt.

"Det kommer an på hvor stor en omvej du så er nødt til at tage." Sagde jeg opgivende og traskede hen til bilvinduet.

"Jeg går på Greendale, så. Jeg er lige startet." Sagde Derrick og jeg spærrede øjnene overrasket op.

"Så går det vel nok. Jeg går også på Gd!" Sagde jeg, og satte mig ind i bilen, mens jeg smilede skævt. Faktisk havde jeg ikke så meget imod at køre med Derrick. Og ikke kun fordi jeg manglede et lift.

"Så kender jeg da en i forvejen." Sagde Derrick med et skævt smil, og hans øjne lyste af noget, som jeg genkendte som lettelse, og så kørte han afsted.

Jeg steg tøvende ud af bilen da vi kom til skolen, og kiggede hurtigt rundt efter nogen som ville gøre grin med mit håndled. De andre skrammer var små nok til, at jeg kunne dække over dem med noget makeup.

"Skal du have hjælp?" Spurgte Derrick, og gav mig en hånd ud af bilen. Jeg smilede taknemligt til ham, og så kom en pige løbende mod os med et bekymret udtryk, som jeg hurtigt genkendte som falskt. Alison Coff var en pige på mit fransk hold, som havde ladet som om hun var min bedste veninde længe, men jeg var ved at gennemskue hendes ligeglade attitude.

"Åh gud, hvad har Larry dog gjordt søde?" Spurgte Alison panisk, og jeg kiggede på Derrick, skrækslagent for at han ville begynde at spørge mig ud om alt muligt, men hans blik ås bare ud til, som havde Alison beskyldt ham for noget.

"Han hedder altså derrick, og han har ikke gjordt noget." Sagde jeg og kastede sigende hovedet mod Derrick, mens jeg tog fat om Alisons håndled. Jeg havde ikke planlagt at fortælle Alison og Larry, men hun havde tvunget det ud af mig. Alison nikkede indforstået, og spillede hurtigt med.

"Nå, men han ligner altså lidt en Larry." Sagde hun næsvist, og jeg kvalte et grin, mens jeg trak hende mod skolen.

"Men det var i hvert fald ikke ham, der gjorde det..." Begyndte Jeg, men vi blev afbrudt af en arrogant stemme.

"Hey Babe, hva' så?" Lød jacobs irriterende stemme, og jeg kneb øjnene hårdt i, mens jeg forbandede hans navn og hans status på skolen.

"når man taler om djævlen." Mumlede jeg og selvfølgelig forstod Alison straks hentydningen og nedstirrede Jacob med sit værste blik.

"Skrid Jacob! du skal ingen steder i nærheden af Bella igen!" Sagde hun, og jeg smilte stille over hendes veninde solidaritet, Selv hvis den var falsk.

"Okay, rolig nu!" Sagde jacob, og gik videre, med et flabet smil på læben og hænderne strakt i vejret.

"Sikke en nar!" Mumlede Alison, og jeg kvalte endnu et grin, mens jeg trak hende videre.

"Nå men Derrick, dette er min bedste veninde, Alison." Sagde jeg tøvende, og tog fat i Alisons skulder, mens jeg overvejede om 'bedste' var det rigtige ord. Måske passede 'bedrageriske' bedre?

"Hey alison." sagde han, og jeg vendte mig igen mod Alison, som blinkede flirtende.

"Derrick her er lige flyttet hertil fra Spanien!" Sagde jeg og Alison smilede anerkendende. Så ringede klokken, og vi fik alle samlet os, og gik ind til første time. Derrick gik selvfølgelig ikke med mig og Alison, da han var 17 og skulle starte i klassen lige over os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...