Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2038Visninger
AA

11. Goodbye... (Derricks P.O.W.)

Jeg læste det ene ord igen og igen, og forstod ikke meningen, før jeg så Izabella løbe mod døren.

"Nej..." Hviskede jeg med store øjne, og så hoppede jeg ud af bilen og løb efter hende, mens jeg bedte hende om at stoppe, men jeg nåede ikke langt, før hendes stedfar dukkede op. Jeg stoppede kort op for at modtage skænderiet med åbne øjne, men Larrys vrede var ikke rettet mod mig, men mod Izabella.

"Bella!" Råbte jeg endnu en gang, og så løb jeg ind på hendes enkle værelse, men ænsede intet, da jeg hurtigt løb efter hende ud på badeværelset, hvor hun i samme øjeblik stak en lille køkkenkniv i maven på sig selv, og jeg greb hurtigt fat i hende, mens jeg trak in mobil op og ringede 112, da hendes mor kom styrtende ind.

"Bella? Bella! Vågn op, Bella!" Nærmest råbte jeg, da jeg faldt sammen på gulvet med Izabellas blodige krop over min.

"Hej, du har ringet til alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?" Lød det i røret, og jeg forklarede hurtigt situationen og sted, mens jeg ruskede grædefærdigt i Izabellas li løse krop, og så lagde jeg på og krammede hende ømt, mens jeg hviskende bedte hende om at vågne op.

 

Det føltes ikke som mere end få minutter, før ambulancen ankom, og jeg bar hurtigt Izabellas livløse krop nedenunder, mens jeg lod tårerne få frit løb, og selv Larry kiggede målløs på, da jeg bar hende ud på en båre, som Ambulancemændende hurtigt fik frem, og jeg skyndte mig ind i ambulancen sammen med Izabella og en læge, som var hurtig til at give hende en ilt maske på, og jeg kiggede panisk på, mens han prøvede at lappe knivhullet i hendes mave, og det lykkedes ham næsten. I hvert fald nok til at hun kom til bevidsthed.

"Derrick?" Mumlede hun stille og jeg smilede lykkeligt, da jeg tog hendes hånd og klemte hårdt om den, mens jeg tørrede tårerne væk.

"Jeg er lige her hos dig." Hviskede jeg med et smil, og så smilede Izabella svagt, mens hun tog fat om min hånd.

 

***

 

Hospitalet var stort og hvidt, men jeg ænsede ikke andet end de mange tanker der fløj gennem mit hoved, mens jeg knyttede den lille IPod i hånden, mens jeg tog høretelefonerne i, men jeg kunne ikke få mig selv til at trykke på play. Det gjorde for ondt.

Jeg sad længe med den lille Ipod i hånden, mens jeg tænkte på Izabella, som lå på operationsbordet i det øjeblik, og jeg var lige ved at trykke på play, da en ængstelig stemme trængte igennem til mig.

"Jeg er en af hendes venner..." Lød Stephanies stemme henne ved skranken, og jeg kiggede overrasket op på hende, inden hun gentog Izabellas navn for damen bag skranken, og så kom hun hen mod mig med et trist smil.

"Hvordan går det hende? Hvad skete der?" Spurgte Stephanie ængsteligt, og jeg kiggede forvirret på hendes oprigtige øjne.

"Hvad rager det dig?" Spurgte jeg irriteret, mens jeg snøftede stille, og Stephanie smilede stille, mens hun satte sig ned ved siden af mig.

"Vi var bedste veninder en gang. Men så mistede hun sin far i den ulykker, og vi gled fra hindanden. Men nu tror jeg, at jeg ved hvorfor hun begyndte t være så indelukket efter det." Sagde Stephanie stille, mens hun pillede nervøst ved sin negllak, og jeg lagde beroligende armen om hende, da nogle få tårer slap fra hendes facade.

"Hun prøvede at begå selvmord..." Mumlede jeg og Stephanie gispede overrasket, da hun knugede min arm.

"Åh nej! Det er alt sammen min skyld!" Sagde hun grædefærdig, og så lagde hun sit ansigt mod min skulder, og jeg vidste med det samme at det ikke var skuespil.

 

"Derrick?" Lød en monoton stemme, og jeg kiggede hurtigt op på den mørklødede kvinde, som smilede ned til mig. "hun spørger efter dig." Jeg rejste mig hurtigt op og gik efter kvinden ned ad gangen. Klokken var næsten hen mod midnat, og jeg havde siddet og ventet på at jeg kunne se Izabella hele aftenen.

"Stue 112" Sagde kvinden med et smil, og jeg trådte hurtigt ind af døren, som vi stod udenfor. Jeg blev overrasket over at se, at Izabella faktisk ikke var omgivet af alle de slanger og stativer, som jeg havde troet, men var i stedet kun dækket af en tynd hvid dyne, og havde en af de der ilt-ting under næsen.

"Hey." sagde hun med et smil, og jeg kunne tydeligt høre hvor svag hendes stemme var, da jeg satte mig på stolen ved hendes side.

"Stephanie kom for at se til dig tidligere:" Sagde jeg med en let smil, mens jeg tog hendes udstrakte hånd, men Izabella svarede ikke, hun kiggede bare på IPod'en, som jeg stadig knugede i hånden.

"Jeg har ikke kunnet få mig selv til at lytte til den endnu." Sagde jeg ed et smil, og så lænede jeg mig lidt tættere på Izabellas smukke rund ansigt, som var omgivet af hendes smukke fyldige hår.

"Det burde du. For jeg mener det stadig." Sagde hun alvorligt, og så trak hun mig tættere på. "Jeg vil ikke leve mere, Derrick. Der er alt for meget smerte." Hendes hvisken trak tydeligt igennem, og mit smil forvandlede sig hurtigt til en trist mine.

"Jeg vil savne dig. Meget." Sagde jeg med et trist smil. Jeg ville ikke sige hende imod. Jeg kendte godt til smerten hun gennemgik, og jeg ville ikke lade hende leve det igennem, hvis hun ikke ville. Izabella trak mig helt ned til hende, og jeg kiggede dybt ind i hendes smukke øjne, mens jeg trak mig tættere på hendes ansigt.

"De siger, at jeg ikke må kysse dig. Gad vide hvorfor." Mumlede hun med et taknemligt smil, og så trykkede hun sine læber mod mine, og vores tårer blandede sig sammen, mens jeg hulkede og hendes vejrtrækning blev svagere og svagere, indtil der lød en højt og langt bip, og jeg vidste at hendes hjerte var stoppet med at slå.

Jeg gav grædende slip på hendes livløse krop, og så rejste jeg mg hurtigt og trippede ud af værelset med en trist mine, og blev hurtigt overfaldet af en læge, som styrtede ind til Izabella, men der var intet han kunne gøre.

Jeg begyndte at løbe, og stoppede først, da jeg kom ud til min bil, som Izabellas mor havde kørt derover for mig. Jeg satte mig hurtigt ind og bankede sorgfuldt hovedet ind mod sædets ryg. Hun måtte ikke være død! Hun måtte ikke være død! Jeg kiggede grædende ned i mine hænder og så trykkede jeg tøvende play på den lille IPod, og Izabellas stemme kørte ind i mit hoved

"Jah... Derrick, jeg har altid haft svært ved det med ord. Især, når de ikke ar onde eller meningsløse. Såh, jeg håber den her sang kan hjælpe på det..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...