Nothing's fine...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2011
  • Opdateret: 8 jul. 2013
  • Status: Færdig
16-årige Izabella hader sit liv. hun er overbevist om at døden vil være langt mindre smertefuld, men er det nu også sandt..?

3Likes
8Kommentarer
2024Visninger
AA

5. Derrick Meet Larry...

"Okay, var det bare verdens kedeligste dag eller hvad?" beklagede Alison sig, da vi gik ud af skolen fordør og ud til parkeringspladsen, hvor Alison kiggede efter sin røde sportsvogn, som hun kørte hvor som helst i.

"Helt sikkert den værste! Jeg mener, så du lige Mr. Porter? Han så virkelig ud til at have travlt! Og så var engelsk enda mit yndlingsfag!" medgav jeg, bare for at tilfredsstille Alison, mens jeg traskede ned ad fortrappen og efter hende ned ad en lille sti, som førte ned i enden af parkeringspladsen.

"Jep, men det er i hvetrt fald ikke mit!" Sagde Alison, og hetydede tydeligt til at hun sad ved siden af sin eks - og den dreng der havde prøvet at voldtage mig, kun 24 timer forinden - Jacob. Jeg smilede stille over hendes had til Jacob, men smilet forsvandt straks, da jeg så han gå forbi mig med et sultent blik på min røde top.

Jeg gjorde mig enig i hendes frustration, og så gik vi mod Alisons bil. Jeg kiggede afvendtende på Alison for at se om hun ville give mig et lift, men i stedet satte hun sig bare ind i sin bil, og var endda lige ved at køre min fod over, da hun bakkede ud af parkeringspladsen. Jep, en sand veninde, Alison.

Jeg sukkede irriteret, og gik mod bus-stoppestedet. Jeg så Alisons bil stoppe derhenne, og troede hun ville have mig til at hoppe ind, men det var ikke mig hun ville have med, det var alle de andre, som stod og ventede på bussen. Jeg sukkede igen, og satte mig ensomt ned og ventede.

Selvfølgelig måtte jeg ikke køre med Alison, hun ville som altid ikke blive set offentligt med en forbanket tøs, for det var jo 'dårligt ry'. Jeg så stille på uret. Fedt nu ville bussen heller ikke have mig med! Den havde været der et kvarter forinden, og nu skulle jeg vendte en halv time for at komme med den næste. Jeg sukkede og skrabede irriteret min fod mod jorden og bandede indvendigt over de slag jeg ville få, hvis jeg kom for sent hjem, lige idet en bil stoppede op foran mig. Jeg kiggede overrasket op, og så forvirret ind i Derricks bil, hvor han sad og smilede til mig.

"Skal du have et lift?" Spurgte han med et blændende smil, og jeg nikkede taknemligt. Jeg hoppede ind til ham, og så susede han afsted hjem til mig. Åh nej! Tænkte jeg, da vi nåede mit hus. Larry havde fået tvunget mor til at slå græsset, hvilket betød at han så ud af vinduet efter hende, og det betød at han ville komme ud og spørge hvad helvede jeg lavede med Derrick. jeg sukkede dybt, da Derrick stoppede op foran mit hus. Jeg tøvede lidt, men åbnede så døren, steg hurtigt ud, og vinkede farvel til Derrick, men det var for sent.

"Hvad helvede laver du i en bil?!" Skreg Larry ud af døren, og styrtede mod mig, mens jeg krympede mig lidt, og håbede at Derrick bare ville køre igen.

"Slap nu af for helvede. Jeg fik sku da bare et lift!"Råbte jeg surt i hovedet på Larry, og jeg skulle lige til at gå ind, da han tog fat i min albue, og jeg krympede mig stille over det stramme greb om mit limede sår.

"Hvad har jeg sagt om at tage imod hjælp fra andre?!" vislede Larry vredt, og hans ånde stank af sprut. Han var så fuld at han sikkert havde brækket sig op til flere gange. Og så hørte jeg det. En bildør som smækkede.

"Hey! Hva' sker der?" Spurgte Derrick forvirret, men samtidig også beskyttende, da han trådte ud af sin bil og gik hen mod mig. Jeg lukkede sørgmodigt øjnene, og vendte mig om mod ham.

'"Nej, Derrick, bare gå, okay?" sagde jeg med en lille stemme og kiggede bedende på ham, men Larry havde allerede givet slip på mig og havde vendt sig mod Derrick.

"Hvem tror du du er, at køre rundt med min datter?" Skreg Larry med hovedet så rødt som en tomat, og jeg sukkede irriteret over at hankaldte mig sin datter. Jeg var ligeså meget i familie med Larry, som en mus var med en cameleon.

"Din datter! Jeg er sq da ikke din datter! Du er bare en rådden, fordrukken mand, som min skide mor har ladet leve i vores hus!" Skreg jeg rasende, og så skubbede jeg irriteret Larry mod huset, mens hans øjne lyste af overraskelse, men det blev hurtigt erstattet af raseri.

"Hvor vover du at sige mig i mod unge dame!" Råbte Larry surt, og så fik jeg som sædvanlig et kæmpe lussing, og et knæ i maven, så jeg faldt sammen på jorden, og måtte bruge flere sekunder på at får vejret igen.

"Hvad helvede! Hva' sker der for dig mand!" Sagde Derrick forbavset, og jeg kunne svagt se ham gå imod Larry.

"Derrick! Lad være!" Sagde jeg svagt, men jeg tror ikke han hørte mig, for nu Havde Larry taget fat i ham, og var begyndt at råbe ad ham. Så fik jeg nok, og jeg skubbede mig hurtigt op og stå igen.

"Derrick! Skrid!" Sagde jeg bestemt, og Derrick kiggede overrasket op, da han så mit bestemte blik. Han skulle til at protestere da jeg pegede strengt mod hans bil.

Han gik tøvende mod den, og da han var kørt slog Larry mig hårdt på ryggen, og sagde. "Fars pige." Hvilket fik mig til at koge over, og jeg stirrede surt på ham.

"Fars pige?! Du kalder mig bare ikke fars pige! Du er for helvede ikke min far, og jeg er så f***king træt af at skulle høre på dit pis! Så SKRID UD AF MIT OG MIN MORS HUS!" Råbte jeg og så kogte Larry også over, hvilket gjorde at min mor krympede sig ved græsslåmaskine.

"HVOR VOVER DU! OP PÅ DIT VÆRELSE!" Skreg han så pissesur, at jeg bukkede under, og gik trodsigt mod mit værelse, men jeg nåede ikke langt, før en fod blev plantet på mit ribben, og denne gang var det helt sikkert brækket. Jeg skreg i smerte og krøb sammen for Larrys fødder.

"Og så har du lært ikke at tale sådan til mig!" vislede han irriteret, og så forsvandt han, og en lille skrækslagen skikkelse erstattede ham, men jeg havde svært ved at se personen klart for tårene, som strømmede ned ad mine kinder.

"Åh min pige! Er du okay?" Spurgte min mor panisk, og jeg fortrak mig i smerte, da hun rørte min mave. Jeg var hundrede procent sikker på at det var brækket.

"Åh gud!" Sagde hun med en grødet stemme, og så hjalp hun mig op at sidde. "Nu er det nok, du skal med mig på hospitalet." Hviskede hun, og så listede vi os ud af døren, og afsted til hospitalet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...