Valerie Hilligan

Valerie Hilligan lever i det 19. århundrede i England. Hendes familie ejer en herregård, hvor hun trives med sin søster Evelyn, katten Church og hingsten, Soul.
Hele hendes tilværelse vendes på hovedet, da en skikkelse, tilsølet i blod og drivvåd, banker på hoveddøren. Samtidig med, at hendes forhold til den unge mand - som har slået sit hoved så voldsomt, at han end ikke husker sit eget navn og derfor bliver kaldt Will - udvikles, kommer hun tættere på den charmerende, smukke Archer.
Alligevel siger hun ja, da Will beder hende blive hans hustru, men da han pludselig forsvinder efter en voldsom konfrontering mellem dem, tvinges hun til at brænde alle broer bag sig i et desperat forsøg på at finde svar. Hun forlader hjembyen Mickleton og drager ud for at søge efter ham. Men hvem er den mand, hun kendte som Will, egentlig?

3Likes
16Kommentarer
1465Visninger
AA

2. Anden del

Herregården er omgivet af slanke bøgetræer, som jeg har frit udsyn til fra mit gemak på anden sal. Jeg elsker at sidde i vindueskarmen og betragte bladene, mens årstiderne skifter fra vinter til sommer og til alt i mellem. Fra når alt er hvidt og sneen daler ned fra deres tynde, mørke grene til solen langsomt bryder gennem skydækket og melder, at foråret er på vej. Så skyder de lysegrønne knopper uhindret frem og vinden er mild og frisk. Om sommeren når alt står i fuldt flor og farven grøn er dominerende i alle nuancer lige gyldigt, hvor man drejer sit blik hen samt den skyfri, blå himmel med den brændende sol. Men til sidst og ikke mindst elsker jeg at betragte træerne, når det er efterår. Den tid på året, hvor de fleste folk lader narre sig ved, at farverne falmer og bladene henfalder til brun og orange. Vinden bliver hård, og det begynder at regne en del, men det er støvregn, som får alt til at henlægge i et sært sølvskær, hvis man kigger ordentligt efter. Og bag de farver, der først kan virke som kedelige, gemmer der sig en skødesløs skønhed. De vidner om tidens gang på en vidunderlig måde, og når man først har gennemskuet det, vil man altid længes efter efteråret på samme måde, som jeg gør. Men lige nu er det kun sensommer. Solen skærer i mine øjne, da jeg vender blikket mod stalden, en rødbrun bygning, der blev bygget til for et par år siden. Før det var hestene opstaldede i det, der nu er tjenestefolkenes fløj - en lille tilbygning, der ligger godt halvtreds meter fra resten af herregården og som kun er bundet dertil med en lille grussti. Stalden er blevet bygget meget tæt på, så den støder op til herregårdens gavl. Vi har ikke mange heste, så den er ikke forfærdelig stor. Jeg har min hest, ligesom min søster har sin hest og mine forældre også har. Derudover har vi fire heste, der trækker vores vogn i spand. Ved tanken om min hingst, som jeg har kaldt Soul grundet hans mørke, bundløse øjne, mærker jeg det velkendte savn efter vild galop udover markerne. Jeg er den eneste, der kan ride ham, så derfor har jeg en smule dårlig samvittighed over, at det er så længe siden. Staldknægtene er ikke i stand til at sætte sig op på ham, og de er derfor nødt til at lukke ham ud på folden så han kan få sin motion, hvis jeg ikke står til rådighed. Et lille smil baner sig vej og får mine mundvige til at glide opad, da jeg kommer til at tænke på de ture, hvor jeg har ladet ham bestemme farten og bare klemt hårdt sammen med lårene omkring hans arbejdende muskler. Uden at ænse det, er jeg faldet betragteligt ned i tempo og er nærmest stoppet op halvvejs gennem gårdspladsen, fordybet i mine tanker. Jeg får derfor et mindre chok, da en stemme pludselig river mig ud af mit eget, lille univers.

”Hvad tænker du på?” Jeg drejer hovedet, mens jeg ryster de sidste brudstykker af mine tanker væk. ”Det pragtfulde vejr,” siger jeg. Evelyn smiler blidt og tager min hånd. Vi begynder at gå. ”Ja, det er smukt.” Hun trækker vejret ind som om hun skal til at spørge om noget, men så tager det i sig i sidste øjeblik, og puster så luften ud.

Jeg sender hende et spørgende blik.

”Jeg kom bare til at tænke på sidste forår, hvor..” begynder Evelyn stille, men så toner hendes stemme langsomt ud og hendes blik bliver fjernt og drømmende. ”Kan du huske det?” Jeg virrer let med hovedet. Hun refererer selvfølgelig til min debut i selskabslivet sidste år, hvor jeg fyldte seksten. Selvom vi praktisk talt bor på ”landet”, og det slet ikke er det samme som inde i byen, har vi dog et lille samfund herude, hvor folk også tager den slags nært. Så der blev holdt en banket for at fejre det, og der blev indbudt til bal hos jarlen af Edgely. Vi deltog naturligvis, og Evelyn elskede det. Jeg ved, at hun ser frem til den dag, hvor det bliver hendes tur, og det går op for mig, at hun er ved at blive ældre. Der går et gys gennem mig, da jeg får en kortvarig deja-vufornemmelse, men så ryster jeg det af mig med en lille skuldertrækning. Hun er femten. Jeg er sytten. Hun er stadig et barn, hvor jeg bliver betragtet som, hvis ikke voksen, så i hvert fald en dame. Det går op for mig, at jeg har været tavs i godt et halvt minut, da Evelyn spørgende siger mit navn.

”Ja, selvfølgelig kan jeg huske det,” svarer jeg med et undskyldende smil. Jeg giver hendes hånd et klem, og slipper den så for at tage de fem trappetrin op til hovedindgangen. Hun åbner døren, og vi træder ind i hall’en sammen.

Knap er vi trådt indenfor, før der lyder et halvkvalt hvin efterfulgt af en foruroligende klirrende lyd. Jeg haster ind mod biblioteket, hvor opstandelsen kom fra, og standser op midt i den franske døråbning med gruen malet i ansigtet, da jeg får bekræftet min mistanke. ”Diane!” udbryder jeg hæst uden at fjerne blikket fra den knuste vase, der ligger på det mørke trægulv. ”Hvad har du gjort..” hvisker jeg forfærdet. Det er egentlig ikke et spørgsmål, mere en konstatering af det, der langsomt er ved at dæmre for mig. Bedste unikke vase, som hun trygt overlod til os den dag, hun rejste. Først da jeg kan mærke gråden i halsen, flytter jeg forsigtigt mine øjne over på Diane, der vrider sine hænder, og er ovre ved hende på to, lange skridt. Jeg kan mærke, hvordan blodet er løbet fra mine kinder, så jeg må være grålig i ansigtet.

”Jeg beklager, miss.” Dianes ansigt er blevet rødt af skam, og de store, blå øjne er rettet mod jorden. ”Det var et uheld,” mumler hun, og jeg mærker, hvordan mine mundvige krænger ned, da jeg vrænger til hende: ”Et uheld!” Før jeg kan nå at forhindre mig selv i det, har jeg givet hende en syngende lussing. ”For Guds skyld, Diane,” siger jeg med rystende stemme. ”Det var det eneste minde, vores bedstemor efterlod os, inden hun rejste.” Hun undlader at tage sig til kinden, hvor et tydeligt aftryk af min hånd er ved at komme til syne, og stirrer stadig skamfuldt ned i jorden. ”Undskyld,” kommer det lavmælt fra hendes blege, sammenknebne læber. Netop dette øjeblik vælger Evelyn til at træde ind, og hun stirrer forfærdet fra mig til Diane, men hun siger intet. Først derefter opdager hun, hvad der ligger på jorden og jeg ser, hvordan hun langsomt bliver lige så bleg, som jeg føler mig.

”Min Gud,” mumler hun så og hendes hånd flyver op til hendes mund. ”Ikke den,” kommer det så halvt fornægtende og hun lukker øjnene uden at gøre mine til at sige mere. Jeg vender blikket ned mod de små stykker af den smukke blå og hvide vase med fremmedartede, cirklende mønstre. Jeg elsker Bedste, hun er mit fristed, hvor jeg kan tænke og være sig helt i fred. Det vil sige, det var hun indtil hun flyttede til Launceston. Bedste boede i et hus i udkanten af Chipping Campden området, men hendes hus var for stort til hende, sagde hun. Bedstefar døde for tyve år siden, og den eneste grund til, at hun ikke straks flyttede ud af det enorme, tomme hus, var os. Først nu, hvor vi er blevet ældre, har hun tilladt sig selv den glæde, og siden hun er født op og opvoksen i Launceston, syntes hun, at ”en gammel kone skal have sine sidste fornøjelser”. Så selv om jeg ved, at det er selvisk af mig at tænke sådan, så savner jeg hende så meget, at jeg stadig ikke har tilgivet hende det.

”Du kan klare det her, min skat,” sagde hun til mig, da jeg konfronterede hende med mine følelser, og tilføjede: ”Måske kan du endda besøge mig,” selvom vi begge to vidste, at det ikke ville blive i den kommende tid. Selvom Evelyn også elsker Bedste, har hun ikke den samme forståelse for hendes valg, som jeg har inderst inde. Hun forstår ikke vores forhold, men jeg bebrejder hende ikke. Hun er mere som Mama, blid og eftergivende og kun sjældent vred. Bedste har betroet mig, at jeg ligner hende mere end nogen anden, endda mere end hendes egen datter. Stædig, vild og krævende. Jeg er glad for, at jeg har Bedste i mig, for når jeg tænker på hende nu, husker jeg al den respekt hun fik fra alle. Folk tog imod hendes råd med ærbødighed. Vi delte også naturen sammen. Hun har givet mig al min viden om urter, planter, dyr. Hun var en frisk og frejdig kvinde selv på sine ældre dage. Jeg lukker øjnene og ser hende for mig bag øjenlågene. Det lange gråsprængte hår, som bølgede ned ad den altid ranke ryg. Før havde det været ravnsort. De årvågne mørkegrå øjne, som kunne gnistre og blive grønne, når hun enten blev meget glad eller meget vred. Hendes faste ansigt med skarpe træk og høje kindben. Mama siger, at hun var meget smuk som ung, og at Bedstefar næsten ikke kunne holde mændene på afstand. Bedste var streng, men altid retfærdig og fuld af kærlighed. Jeg savner hende.

”Måske kan den blive limet,” siger Evelyn. Jeg åbner øjnene med et sæt og bemærker, at Evelyn ser indgående på mig med medfølende øjne som om hun ved, hvordan jeg har det. Jeg bøjer mig for hendes blik og samler et kridhvidt skår op, som er delt af en mørkeblå streg på midten. Den skarpe kant skærer mig i håndfladen, da jeg knuger hånden sammen om den, og jeg mærker en tyk substans pible ud, men jeg giver ikke slip.

”Ja…” svarer jeg med brudt stemme og det går op for mig, hvor tæt jeg har været på at græde. Jeg rømmer mig øjeblikkeligt og drejer så blikket over på Diane. ”Undskyld, jeg slog dig, Diane,” mumler jeg spagfærdigt og ude af kontrol til at virke bydende sådan som det passer sig for en dame.

”Nej, miss. De var i Deres fulde ret. Jeg var klodset.” Hun nejer dybt med blikket nedslået og heftigt røde kinder. Mon jeg burde ride en tur på Soul? tænker jeg sløvt, men slår det så til hen og nikker kort til hende, før jeg glider ud af rummet. ”Hvorfor gjorde du rent? Det er da ikke tid til hovedrengøring,” hører jeg Evelyn sige, og før døren smækker bag mig, svarer Diane:

”Fruen bad mig eftertrykkeligt om det. Der ventes gæster til middag.”

”Hvem er dog det?” lyder det dæmpet fra den anden side af væggen, men jeg er væk før jeg når at høre svaret. Ærligt talt registrerer jeg ikke helt deres snak. Vasen har ført mine tanker til Bedste, selvom jeg har gjort mit bedste for netop ikke at tænke på siden. Det er snart et år siden hun rejste, og savnet efter hende gør helt ondt i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...