Valerie Hilligan

Valerie Hilligan lever i det 19. århundrede i England. Hendes familie ejer en herregård, hvor hun trives med sin søster Evelyn, katten Church og hingsten, Soul.
Hele hendes tilværelse vendes på hovedet, da en skikkelse, tilsølet i blod og drivvåd, banker på hoveddøren. Samtidig med, at hendes forhold til den unge mand - som har slået sit hoved så voldsomt, at han end ikke husker sit eget navn og derfor bliver kaldt Will - udvikles, kommer hun tættere på den charmerende, smukke Archer.
Alligevel siger hun ja, da Will beder hende blive hans hustru, men da han pludselig forsvinder efter en voldsom konfrontering mellem dem, tvinges hun til at brænde alle broer bag sig i et desperat forsøg på at finde svar. Hun forlader hjembyen Mickleton og drager ud for at søge efter ham. Men hvem er den mand, hun kendte som Will, egentlig?

3Likes
16Kommentarer
1439Visninger
AA

1. Sensommer, 1852

Jeg lader fingrene glide op ad den ru træstamme og finder hurtigt de små, velkendte knaster, der er så godt som usynlige for de, der ikke ved præcis, hvor man skal sætte hænderne for at finde dem. Derefter klatrer jeg op til den første, tykke gren med en hurtighed samt en smidighed, der viser, hvor ofte jeg egentlig gør det her. Da jeg har fået sat mig til rette med ryggen op ad stammen, svinger jeg fødderne op på grenen og udstøder et tilfredst suk. Jeg har nu frit udsyn til vores marker, hvor karlene arbejder hurtigt og effektivt. En høj, mjavende lyd protesterer forurettet under mig og et kort smil spiller om mine læber, da jeg øjeblikkeligt får øje på Church. Church er min utålmodige, sortpelsede kat med smukke, grønne øjne. Hun rejser sig stædigt på bagbenene og fægter op mod mig som for at byde mig til at udfordre hende. Jeg braser i latter og ryster mildt på hovedet hvorefter jeg igen retter blikket mod de gyldne marker. Jeg sidder i skjul bag bladene, så selv hvis nogen skulle få den idé at kigge den her vej - hvilket de ikke plejer at gøre, ville jeg forhåbentligt forblive ubemærket. Dette er mit foretrukne tænkested, hvor jeg kan trække mig tilbage til og beundre vores fredelige sted, der ligger godt hengemt bag bakkekammen. Church sender mig et overlegent blik og spankulerer så stolt tilbage ad den vej, hun kom fra, og jeg mærker kærligheden til dette lille væsen strømme gennem mig. Hun er sin egen herre, tænker jeg med et bredt smil, ligesom mig. Vi er et mageligt par.

"Sidder du nu her igen?" lyder en stemme bag mig, og jeg bliver så overrasket, at jeg er nær ved at miste balancen. Evelyns tonefald er mere konstaterende end spørgende, og jeg fornemmer en lille snert af skuffelse. Mit syn og min hørelse er så skarp, at det så godt som aldrig lykkes for nogen at snige sig ind på mig. Kun, når jeg er helt væk i mine tanker, hænder det, og så kommer det altid som et chok fordi det så sjældent sker. Evelyn ser på mig med øjne, der er fulde af modstridende følelser. Hun ved velsagtens, at jeg har fået forbud mod at klatre i træer og samtidig med, at hun ønsker at formane mig, skyer en anden del af hende konflikter, og hun har ikke lyst til at blande sig i mine affærer. Så derfor er der også et lille bedende udtryk i de nøddebrune øjne, som tigger mig om at tage ordet og derved ikke tvinge hende til at vælge side. Grundet min irritation over at være blevet afbrudt i mine tanker og også, at hun sneg sig ind på mig - selvom jeg aldrig ville indrømme det overfor hende - tier jeg stille og venter tålmodigt på hendes næste træk. Hun sukker ubønhørligt og hendes milde blik forlader mit ansigt og strejfer min påklædning. Et lille øjeblik tændes der julelys i hendes øjne, og de tindrer af glæde over, at jeg har klædt mig som en rigtig dame i dag. Min kjole er i reglen ret simpel med snørede, korte ærmer og stramt liv, men den mørkegrønne farev står vidunderligt til mine øjne, og får min slanke skikkelse til at stå meget tydeligt frem. Normalt er mine øjne mørkegrå, men når jeg bærer grønt er det som om der også kommer et strejf af grønt i mit blik, hvilket jeg derfor gør oftest muligt. Mit hår er langt, tykt og sort som natten og i total kontrast til min blege teint. Det er i dag blevet skilt i midten og falder ned omkring og indrammer mit ansigt i blanke lokker. På hovedet har jeg en stor, moderigtig og hørgul hat på, som skal beskytte mig og min dyrebare hud mod solen og dens uvelkomne stråler. Mens min lillesøster betragter mig med et tankefuldt udtryk i det kønne ansigt, giver jeg mig til at studere hende. Evelyn er iført en brun og praktisk bomuldskjole, der dog sidder tæt ind til kroppen og tilkendegiver en vis snæverhed. Alligevel er det tydeligt, at hun stadig betragtes som et barn, for det det lange, lyse hår er flettet ned til taljen og hun er iført en hvid kyse. Hun er endnu kun femten og først til næste år debuterer hun som en rigtig dame i selskabslivet, og først da kan hun betragtes som voksen. Evelyn har et kønt, hjerteformet ansigt med blide træk. Små, jordbærrøde læber, en lille, sart næse og store, nøddebrune øjne med lange, indsmigrende øjenvipper. Kysen er omhyggeligt bundet under hagen og jeg smiler søsterligt ved hendes tillidsfulde og åbne ansigtsudtryk. Jeg glider ned fra træet og strækker mig i en flydende bevægelse, og Evelyn rynker panden over min uansvarlige adfærd. Det kan godt være, at jeg er ældst og har mest erfaring, men Evelyn er helt klart den, der opfører sig mest eksemplarisk af os to. Det er i midlertidig gået op for hende, at jeg ikke har tænkt mig at svare, så derfor tilføjer hun forsigtigt: ”Du ved godt, at papa ikke bryder sig om det, Val..” i et let bebrejdende tonefald. Jeg lægger hovedet på skrå og siger muntert med strålende øjne.

"Hvad han ikke ved, har han ikke ondt af.” Evelyn krymper sig og kniber læberne sammen. Hun ser så ubehagelig til mode ud, at jeg ler dæmpet.

”Beklager, Eve, men jeg kan ikke lade være. Det er det eneste sted, jeg føler, at jeg kan være i fred med mine private tanker. Det forstår du godt, ikke?” Hun nikker kort, selvom hun ved, at jeg ved, at hun ikke forstår det. Jeg sender hende et indforstået blik og kaster et sidste blik ud over markerne inden jeg rækker hånden ud mod hende. ”Vil du med indenfor nu?” afvæbner jeg hendes usikkerhed og danser med lette skridt hen over gårdspladsen. Hun ser bekymret efter mig, men jeg kan ikke lade være med at le ad hendes alvorlige ansigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...