One For Me: Fallen Love {JongKey}

Når en skytsengel er forelsket, gør denne engel dumme ting. Den vil ofre sit lys, for at få sin kære tilbage fra døden, trods dette bare var en lille dreng, der hed Key. Han anede ikke, at han havde en skytsengel, før ti år senere, når en fyr med et ondt, men alligevel blidt, blik i øjnene, står foran ham. Key bliver fristet. Fristet ind i kærligheden, med en Fallen Angel. Den forbudte kærlighed begynder og modstanderen er Gud og Djævlen selv. [Credit; Jean for billede til cover. Saki for navn. Rye for at hjælpe mig med min skriveblokering. :D]

176Likes
1057Kommentarer
17800Visninger
AA

11. Uendelig lyst

Jonghyun havde faktisk lavet morgenmad. Det var noget af en overraskelse. Der var lavet cocktailpølser, scrambled eggs, bacon og… Vafler. Jeg ville nu hellere have haft pandekager, men jeg var stadig så vred på Jonghyun, at jeg intet sagde til det.

”Key-ah, lad nu være med, at være så sur over det,” sagde Jonghyun irriteret. Det var så mærkeligt, han kunne ændre humør fra det ene sekund til det andet. Før var han så ufatteligt legesyg, nu var han irriteret, vred og kold.

”Du kom ind i brusekabinen til mig, det er ikke noget, jeg ligefrem glemmer!” sagde jeg vredt tilbage. Så blev Jonghyun vred. Han gav mig et rasende blik, man kunne nærmest se ilden i hans øjne. Mine øjne var dog ikke mindre rasende end hans var. Jeg vidste dog godt, at hvis jeg kom op at slås med ham, så ville han vinde. Han var stærkere end mig. Meget endda, hans arme var store, stærke og sikkert også trygge.

Jeg længdes pludselig efter det tidspunkt, hvor han stod i brusekabinen med mig. Han havde sine stærke arme omkring min krop, og masserede blidt min mave og bryst. Jeg kunne allerede mærke mine kinder rødme igen.

”Spis,” beordrede Jonghyun så og lænede sig tilbage på sin stol. Han lagde sine arme over kors og så utilfredst ned i spisebordet. Han undgik helt mit blik. Fuldstændigt. Jeg himlede jeg øjnene og begyndte at spise morgenmaden.

”Omo…” mumlede jeg overrasket, da jeg tog den første bid. Jonghyun stirrede straks på mig.

”Hvad? Er den ikke god nok?” spurgte han koldt.

”Det smager godt,” sagde jeg bare. Jonghyuns øjne blev store.

”Mener du det?” spurgte han. Jeg smilede forsigtigt og nikkede bestemt. Han smilede stort og omfavnede mig stramt.

”Tak, Key-ah!” sagde han.

”Hold så op, med alt dit ’Key-ah’!” sagde jeg irriteret. Jonghyun rakte bare tunge til mig, da han endelig gav slip, så jeg kunne få vejret igen.

”Hvor længe har du tænkt dig, at blive her?” spurgte jeg så. Jonghyun lagde sit hoved på skrå, sine arme over kors, imens han tænkte. Han bed sig selv blidt i sin underlæbe. Jeg kunne mærke, at min mund begyndte at løbe lidt i vand. Det var ikke fordi at morgenmaden stadig duftede herligt, men den måde, han så ud på. Han var så perfekt.

”Jeg har ikke nogen steder, at tage hen,” mumlede han.

”Har du ingen venner?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

”Ingen familie?” spurgte jeg igen. Han rystede dog endnu engang på hovedet. Jeg sukkede lavt. Var han virkelig så alene? Hvad skulle jeg gøre med ham? Han var for gammel til et børnehjem, i hvert fald…

”Fint, du kan være her lidt længere, men kun indtil, at vi finder et sted til dig,” sagde jeg så.

 

Jonghyun P.O.V.

 

Jeg var selvfølgelig glad, men alligevel følte jeg, at han ikke ville have mig her. Han ville af med mig, så hurtigt som muligt. Var jeg så stor en belastning? Jeg ville gerne blive boende hos ham, så længe som muligt, men hvis det ikke var det, han ønskede, så var der ikke noget at gøre ved det, var der vel?

 

Key, jeg ville sådan ønske, at du kunne se det. Jeg har elsket dig, lige siden du var lille. Jeg har altid villet omfavne dig, og aldrig ladet dig gå. Jo ældre du blev, jo større blev min kærlighed til dig, selv efter ulykken. Jeg havde aldrig været forpligtet til at beskytte dig siden da, men jeg kunne bare ikke lade være.

Nu er mine følelser dog ikke længere bare kram, nu er det kys, uendeligt mange kys. Det værste af alt; jeg har lyst til, at vise min kærlighed til dig, på den forbudte måde, mellem et menneske, og en som mig.

Jeg ofrede jo, trods alt, mine vinger for dig, Kibum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...