One For Me: Fallen Love {JongKey}

Når en skytsengel er forelsket, gør denne engel dumme ting. Den vil ofre sit lys, for at få sin kære tilbage fra døden, trods dette bare var en lille dreng, der hed Key. Han anede ikke, at han havde en skytsengel, før ti år senere, når en fyr med et ondt, men alligevel blidt, blik i øjnene, står foran ham. Key bliver fristet. Fristet ind i kærligheden, med en Fallen Angel. Den forbudte kærlighed begynder og modstanderen er Gud og Djævlen selv. [Credit; Jean for billede til cover. Saki for navn. Rye for at hjælpe mig med min skriveblokering. :D]

176Likes
1057Kommentarer
17768Visninger
AA

7. Stalker!

Jeg var på vej hjem igen. Det var allerede ved at være tid til aftensmad, selvom jeg ikke engang havde fået middagsmad. Min mave rumlede højt, det var så pinligt, når folk vendte sig for at se efter mig. Desuden, så var der noget galt…

”Jeg føler mig forfulgt,” mumlede jeg lavt. Jeg så da til min side, hvor Jonghyun gik. Jeg sukkede opgivende.

”Hvorfor følger du efter mig?! Jeg vil ikke have noget med dig at gøre!” sagde jeg vredt og begyndte at gå hurtigere. Han fulgte dog bare efter mig. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne løbe fra ham, det irriterede mig.

”Kibum,” sagde han.

”Det er Key!” udbrød jeg vredt. Han smilede stort. Jeg hævede dog mistænkeligt et øjenbryn, hvorfor smilede han sådan?

”Key, giver du ikke aftensmad?” spurgte han så. Sikken opdragelse, han havde! Man kunne ikke bare invitere sig selv på middag, slet ikke når man slet ikke kendte personen.

”Jeg kender dig ikke, forsvind,” mumlede jeg vredt og begyndte at gå videre.

”Du har ellers kendt mig hele dit liv, Key,” sagde han. Jeg stoppede brat op og så tilbage på ham. Jeg hævede et øjenbryn igen. Hvad fablede han om? Jeg havde ikke engang kendt ham i en time! Han forfulgte mig bare, så jeg kendte ham faktisk ikke engang helt.

”Lad mig være!” skreg jeg højt, alle kiggede. Jonghyun så på mig med store øjne, som om hans hjerte var blevet knust. Jeg begyndte så at løbe væk fra ham. Han fulgte ikke efter mig, det så jeg, da jeg så tilbage på ham. Han stod stadig stille, helt stivnet. Havde jeg gjort noget forkert?

 

”Endelig er han væk,” sagde jeg lavt og sukkede opgivende, da jeg lukkede og låste døren efter mig, da jeg var kommet ind i mit hus igen. Det beroligede mig, at de mit hus, opryddeligt, flot, moderne, stilfyldt og lyserødt.

Jeg smilede varmt og så rundt. Jonghyun kunne ikke ødelægge hele min aften, bare fordi han havde fulgt efter mig hele dagen, og nogle dage før. Alligevel var der noget ved ham, der virkede så bekendt. Noget, der virkede virkelig bekendt, men dog fjernt.

”Hvide fjer,” mumlede jeg lavt og lagde mit hoved på skrå, idet jeg åbnede køleskabet, for at finde noget, som jeg kunne lave mad af. Jeg fandt nogle forskellige ting, som ville være perfekt til en suppe. Jeg tog dem i min favn, og lukkede køleskabslågen.

”YAH!” udbrød jeg forskrækket og tabte alting, dog greb han det hurtigt med lethed. Han havde stået omme bag køleskabslågen hele tiden. Jeg rynkede på mine øjenbryn og tog bare koldt tingene ud af hans hænder, imens jeg sendte ham et dræberblik.

”Hvordan kom du ind?” spurgte jeg vredt. Jonghyun rakte tunge til mig. Hans tunge, der var rød som rosenblade, ligesom hans læber.

”Det er noget jeg ved, som du må finde ud af,” sagde han og grinede lavt. Jeg sukkede opgivende, alligevel vredt, og stillede tingene på køkkenbordet. Jeg åbnede et af køkkenskabene, og tog to tallerkener, to glas og to sæt bestik. Jeg stak det hele i hænderne på Jonghyun.

”Hvis du absolut skal være her, så gør lidt nytte,” sagde jeg. Jonghyun så koldt på mig.

”Som om jeg skulle gøre det!” sagde han irriteret. Jeg så endnu koldere tilbage på ham.

”Gør det, eller jeg skal personligt stikke dig ned med en køkkensaks,” truede jeg. Jonghyun himlede med øjnene, men fik da endelig øje på det, han havde i sine hænder. Han smilede skævt til mig.

”Sig mig, lader du mig spise med?” spurgte han og lænede sig mod mig. Jeg himlede med øjnene og fortsatte med at lave aftensmad, imens Jonghyun dækkede bord. Jeg fattede ikke, at jeg lod en fremmed spise med.

Først da jeg så ordentligt på ham, imens han gik og dækkede bord, og ikke lagde mærke til mig, så jeg det. Hans sorte jeans, var helt slidte og hullede. Det var dog en smule hot, men jeg var helt sikker på, at det ikke var meningen. Han havde også en helt sort T-shirt på. Hvorfor var han helt sort?

Jeg tænkte også over, hvor han mon boede henne. Havde han ikke nogen, han skulle hjem til? Ringe til? Noget som helst?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...