One For Me: Fallen Love {JongKey}

Når en skytsengel er forelsket, gør denne engel dumme ting. Den vil ofre sit lys, for at få sin kære tilbage fra døden, trods dette bare var en lille dreng, der hed Key. Han anede ikke, at han havde en skytsengel, før ti år senere, når en fyr med et ondt, men alligevel blidt, blik i øjnene, står foran ham. Key bliver fristet. Fristet ind i kærligheden, med en Fallen Angel. Den forbudte kærlighed begynder og modstanderen er Gud og Djævlen selv. [Credit; Jean for billede til cover. Saki for navn. Rye for at hjælpe mig med min skriveblokering. :D]

176Likes
1057Kommentarer
17716Visninger
AA

8. I mørket

Jeg ville stadig gerne vide, hvorfra Jonghyun kendte mit navn. Han kendte mit rigtige navn, ikke bare mit kaldenavn. Han havde holdt øje med mig i lang tid, der var ved at gå mig på nerverne. Og så var han endda i mit hus. Han ville bare ikke lade mig være i fred. Hvem var han?!

”Tak for mad, Key,” sagde han og smilede varmt til mig. Han gik mig så meget på nerverne! Han kunne skifte humør fra det ene minut til det andet. Han kunne være helt kold, og lige pludselig glad.

Han var så irriterende.

”Skal du ikke hjem nu, tror du?” mumlede jeg vredt imens jeg vaskede det beskidte service op. Jonghyun svarede ikke rigtigt.

”Kan jeg… Ikke blive her i nat?” spurgte han så og smilede uskyldigt, trods det mislykkedes ret så meget. Hans ansigt var alt andet end uskyldigt.

”Nej!” udbrød jeg straks. Jeg følte, at jeg endnu engang havde knust hans hjerte. Hvorfor havde jeg den følelse hele tiden? Vi kendte jo ikke engang hinanden, vel?

”Jeg mener… Har du ikke nogen, der venter på dig?” spurgte jeg, og forsøgte at være lidt venligere. Det gik ikke så godt, da jeg stadig stirrede koldt på ham.

”J-Jo, selvfølgelig har jeg det,” sagde han og smilede. Han drejede så om på hælen, for at forlade mit hus. Hvorfor følte jeg, at han ikke fortalte mig sandheden?

Jeg gav ham dog ikke flere tanker, da han endelig var gået? Hvorfor følte jeg mig allerede ensom? Så forbandet ensom og forladt? Det gav ingen mening. Jeg havde altid været alene.

Helt alene.

”Ah, Key, du glemte at handle ind til morgenmaden,” mumlede jeg lavt til mig selv. Jeg så udenfor, det var allerede ved at blive mørkt, men jeg skulle nå det. Jeg skulle have mad, så jeg kunne få morgenmad. Jeg stod altid tidligt op, så tidligt at butikkerne endnu ikke havde åbnet.

”Fint, jeg tager af sted nu,” sagde jeg irriteret og tog min jakke på. Klokken var mange, og butikkerne lukkede snart. Trods det var sommer, var det koldt udenfor. Man kunne hurtigt blive syg i den kulde.

 

Jeg gik på fortovet for mig selv. Her var ingen mennesker, men det gjorde mig intet. Det var bedre, end at her slet intet albuerum var. Jeg gik med min huskeseddel, jeg læste den op for mig selv igen og igen, eftersom jeg intet havde at lave.

”Ej, se der, mor,” sagde en lille pige til sin mor. De kom gående i hånden. Pigen pegede hen mod mørket, hvor en lygtepæl var gået ud. Det var en stor, grå bygning, hvor der sad en person op af.

 

”Mor, se!” sagde jeg og holdt min mor i hånden. Jeg var elleve år gammel, eller deromkring. Min mor så i den retning, jeg pegede. Der sad en fyr, for sig selv. Han var ung, omkring de tyve år, eller lignende. Det troede jeg, i hvert fald. Han sad med hovedet mod jorden. Stille. Han sagde intet.

”Hold dig væk fra ham, Kibum,” sagde min mor til mig. Jeg rystede på hovedet og så op på hende igen.

”Mor, må jeg ikke nok give ham mine slikpenge?” spurgte jeg så. Det var fredag, det huskede jeg tydeligt. Vi var på vej hen, for at købe noget slik til mig, fordi jeg elskede søde sager. Min mor sukkede dybt, men gav mig så mine slikpenge i hånden.

Jeg gav dem til den fyr, der sad for sig selv i mørket. Hans ansigt var smukt. Markeret perfekt. Hans hår var brunt og kort. Han så op på mig, da jeg gav ham pengene. Han smilede til mig, han fik næsten tårer i øjnene, jeg anede ikke hvorfor.

”Hej, Kibum.”

 

Det var den samme fyr, der nu sad for sig selv i mørket. Jonghyun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...