One For Me: Fallen Love {JongKey}

Når en skytsengel er forelsket, gør denne engel dumme ting. Den vil ofre sit lys, for at få sin kære tilbage fra døden, trods dette bare var en lille dreng, der hed Key. Han anede ikke, at han havde en skytsengel, før ti år senere, når en fyr med et ondt, men alligevel blidt, blik i øjnene, står foran ham. Key bliver fristet. Fristet ind i kærligheden, med en Fallen Angel. Den forbudte kærlighed begynder og modstanderen er Gud og Djævlen selv. [Credit; Jean for billede til cover. Saki for navn. Rye for at hjælpe mig med min skriveblokering. :D]

176Likes
1057Kommentarer
17725Visninger
AA

22. Angel fire

”Jeg har Guds tilladelse til at slå dig ihjel, Kibum, du kan intet gøre for at stoppe mig,” sagde Eunhyuk med et lille grin. Han elskede Jonghyun, og nu ville han have mig ud af billedet, så han selv kunne få ham.

Han elskede Jonghyun. Min Jonghyun. Ham, der ikke tilhørte andre end mig! Ham, der havde ofret sit lys for mit liv! Den Jonghyun, der havde været forelsket i mig, siden jeg var en lille dreng, imens jeg havde elsket ham tilbage lige så længe, jeg kunne huske.

”Når jeg dør, hvor kommer jeg så hen?” spurgte jeg lavt.

”Eftersom du har været i seng med en falden engel, kommer du ikke i himlen. Du skal den anden vej,” sagde Eunhyuk. Jeg bed mig selv i min underlæbe. Jeg fortrød intet.

”Du vil dø, imens Jonghyun vi leve videre i al evighed. I vil aldrig se hinanden, Kibum,” sagde Eunhyuk med et grin, imens han trak sit gyldne sværd. Folk omkring os stirrede straks på os med bange øjne, da sværdet fik flammer omkring klingen.

”Angel fire kan selv slå en engel ihjel. Det er det eneste våben, der kan dræbe alt, og nu skal du lide under dens klinge,” sagde Eunhyuk imens flammen på sværdet blev større. Jeg kunne pludselig mærke frygten stige i min krop. Nu var jeg for alvor bange.

”Umma!” råbte Taemin, der lige var kommet ud fra chokoladebutikken med Minho. Jeg så straks over på ham.

”Taemin! Minho! Løb! Se at komme væk herfra!” råbte jeg til dem. Taemin græd. Han var bange. Minho tog straks fat i ham, for at få ham til at løbe. De skulle ikke se mig dø. Det ville jeg ikke have.

”Nu vil Jonghyun snart være min, og når jeg har gjort ham til en engel igen, så vil I være fjender,” sagde Eunhyuk og hævede sværdet med den flammende ild. Jeg sænkede mit blik og lukkede mine øjne i. Helt diskret, foldede jeg mine hænder, selvom Eunhyuk havde sagt, at det var for sent. Gud ville ikke lytte til mig længere. Det var dog forsøget værd alligevel.

”Hjælp,” hviskede jeg stille, da klingen kom mod mig.

”KEY!”

Jeg gispede forskrækket da stemmen råbte, og en masse billeder susede gennem mit hoved. Billederne fra alle mine uheld gennem mit liv.

 

”Vil du have en slikkepind, lille dreng?” spurgte den ækle mand, da jeg kun var fem år gammel. Han mødte dog hurtigt sin skæbne, da han blev dræbt af Jonghyuns hænder.

”Skal du have bank, lille fyr?” sagde bøllerne fra min skole, da jeg lige var begyndt i første klasse. Bøllerne fik dog hurtigt en anden at slås med, da min skytsengel endnu engang reddede mig.

Da jeg sad og græd på min seng, da mine forældre var oppe at skændtes, kom han. Han trøstede mig blidt, med mit hoved lænet ind mod hans bryst, hvor jeg kunne høre hans bankende hjerte. Hjertet slog helt blidt og roligt. Det var det hjerte, jeg var blevet forelsket i.

 

”J-Jonghyun,” hviskede jeg, da jeg endelig kom tilbage til den virkelige verden. Sværdet lå på jorden ved siden af min faldne skytsengel, der havde en rift hen over sin ryg. En dyb rift, med små flammer i. Blodet løb, igen og igen.

”JONGHYUN!” råbte jeg og satte mig hos ham, da han lå og kunne knapt nok bevæge sig. Han var allerede ved at falde hen. Det måtte ikke ske. Lige nu, var Eunhyuk helt usynlig for mig. Jeg ignorerede ham fuldstændigt, også selvom hans hjerte var ved at blive flået ud. Han havde skadet sin elskede. Min elskede.

”Hvorfor reddede du mig? Du er ikke forpligtet til det længere, din pabo!” råbte jeg imens tårerne gennemblødte mine kinder.

”Key-ah, hvorfor græder du?” spurgte han og smilede helt svagt til mig. Hans smil, der forsøgte at skjule hans smerte, trods blodet dannede en smuk rød pøl omkring ham.

”Fordi jeg elsker dig, din idiot,” græd jeg. Jeg indrømmede det. Jeg elskede ham, og ville aldrig skilles fra ham.

”Tak, Key-ah, jeg elsker også dig,” sagde han, hvorefter jeg lagde hans hånd op til min kind, bare for at mærke hans varme. Hans varme, der langsomt var ved at forsvinde fra hans krop.

”J-Jong… Hyun…” græd jeg stille. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Klingen fra det sværd, kunne selv dræbe en engel. Klingen ville med lethed kunne dræbe en falden engel. Jeg ville ønske, at jeg kunne give Jonghyun hans lys tilbage. Det lys, der nu holdt mig i live. Hvis jeg gav ham det, ville jeg godt nok dø, men han ville fortsætte med at leve. Han ville stadig få chancen for, at elske igen.

”Key-ah,” sagde Jonghyun, for at få mig ud af min trance igen.

”Tak fordi du elsker mig,” sagde han med et smil, hvorefter han langsomt lukkede sine øjne i. Hans hånd på min kind, faldt langsomt og blidt til jorden, da hans sjæl forsvandt fra hans krop.

”Nej… Jjong… Vågn nu op,” græd jeg stille, da han slet ikke reagerede på min stemme længere. Han var helt væk nu. Jeg lagde mit hoved ned til hans bryst, imens jeg græd videre.

”JONGHYUN!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...