Forført af skæbnen - Justin Bieber

Dæmon møder engel, plus møder minus. I en anden betydning, er det sandt. Den 16 årige Nora er nullet på skolen. Ingen bryder sig om hende, og kan de drille hende, udnytter de fleste situationen. Nora mistede begge sine forældre som lille, og bor derfor hos sin mors søster, så hun har det i forvejen svært. Men mere galt går det, da de et år ældre elever, skal lave en stor musical med Noras årgang, og selvfølgelig får Nora den rolle, der skal øve sammen med den værste af de mange hårde typer, Justin. – Justin er ikke kendt.

45Likes
172Kommentarer
6432Visninger
AA

11. Måske kommer jeg ikke tilbage

”Justin, jeg bor der, du skal ikke køre videre!” råbte jeg højt, så han kunne høre det for den kraftige vind og lyden af hans knallert. Han ignorerede mig. Selvfølgelig havde han hørt mig, men han kørte videre, det var jo Justin. Med det samme skød en masse tanker ind i mine tanker. Hvad havde han tænkt sig? Hvad kunne det gøre godt for, at han ikke bare kørte mig hjem. Jeg sukkede irriteret over ikke bare at have gået hjem, da det her nok ville ende galt. På hvilket måde galt, havde jeg dog ikke gennemskuet.

Vi havde kørt i noget tid, følte jeg i hvert fald, og mørket havde sænket sig mere og mere omkring os. Der kom pludselig en skov i sigte, men før det, en masse huse og gyder. Havde jeg ikke haft sådan en dreng som Justin med mig, havde jeg været død af skræk. Men han ville forhåbentlig beskytte mig, hvis der skete noget voldsomt. Motorcyklen vippede pludselig en del til højre, og Justin drejede ind ved en lille isbod, der nu mere lignede at den var forladt. Vi stoppede pludselig, og motorcyklen stod nu tæt mod et hegn. Med det samme hoppede jeg af motorcyklen, og det samme gjorde Justin. Jeg var dog først nede, og kiggede hårdt på ham, da han fik taget hjelmen af og kiggede på mig. ”Justin?! Hvorfor har du kørt så langt, du skulle jo bare køre …” han stoppede mig og kyssede mig. Han kyssede mig bare sådan, og det værste ved det var, at jeg ikke kunne få mig til at stoppe. Af alt det Justin havde gjort med mig, var han bare blevet så anderledes her på det sidste, så jeg ikke forstod det. Til sidst gik han væk fra mig, og kiggede ind i mine overraskende øjne.

”Nora … jeg kørte dig ikke hjem, fordi jeg ville have noget ordentlig alenetid med dig. Jeg har ikke været den samme på det sidste, da jeg har rodet mig ud i alt muligt” sagde han stille, og kiggede nu ned i jorden. Jeg valgte bare at stå stille, men alligevel spørge ham.

”Rodet dig ud i noget, hvordan?” spurgte jeg ham, da jeg ikke rigtigt havde fået fat i, hvad han mente med det. Justin sukkede og kiggede nu på mig, med hans brune flakkende øjne. Hvad var der dog galt med ham?

”Med de forkerte mennesker, og nu forlanger de meget af mig, derfor bliver jeg nødt til at efterlade dig her om lidt.” Hans stemme var dyb og hæs, så det først lidt derefter gik op for mig, hvad han havde sagt. Han ville bare efterlade mig her? I kulden og uden nogle til at beskytte mig.

”Men du har kørt mig helt her ud, og så vil du bare efterlade mig, hvad vil du have, at jeg skal gøre?” spurgte jeg ham undrende med en smule nervøsitet i stemmen. Han sukkede, og kiggede endnu engang på mig, som om jeg var dum, men stadig med noget kærligt i blikket.

”Nora, du skal nok klare dig. Hvis det går fint, vil jeg hente dig om et kvarter, men jeg må køre nu” sagde han og kyssede blidt min kind. Han skyndte sig over og tog sin hjelm på, og satte sig på motorcyklen. Han startede den, mens jeg bare så på, men kørte først op ved siden af mig. Hans hånd tog fat om min hage og han kiggede med hans øjne igennem hjelmen. ”Nora, du betyder meget for mig, det har jeg indset, selv om jeg har været et fjols overfor dig. Det er jeg ked af, hvis du tror på det jeg overhovedet siger nu. Men lov mig, at du passer godt på dig selv, for måske kommer jeg ikke tilbage,” og med det kørte han væk. Af ren refleks løb jeg op til vejen, men han var allerede for langt væk, så han ikke ville kunne høre, hvad jeg sagde. Hvad mente han med, at han måske ikke ville komme tilbage? Tilbage hertil, eller? Mit blik var på ham, mens han kørte ned af vejen, indtil han drejede til højre, inde i skoven, og dér hørte jeg noget. Det lød som et stort brag, men jeg havde ingen anelse om, hvad det kunne være.

Der gik ikke lang tid efter braget, da jeg pludselig hørte en knallert. Var det mon Justin? Jeg kiggede på mit ur, der var gået tretten minutter, det ville vel ikke være så mærkeligt? Jeg rejste mig op og kiggede ned ad vejen. Men da jeg så en dreng i blåt tøj, blev jeg bange og gik tilbage bag isboden, så han måske ikke ville få øje på mig. Det gjorde han heldigvis ikke, da han susede forbi, men jeg fik øje på noget. Det var Justins knallert han kørte på. Hvor var Justin så, og hvad var braget? Pludselig gav Justins sætning; Måske kommer jeg ikke tilbage, mening i mit hoved. Han mente ikke bare her tilbage, men tilbage til mig nogen sinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...