Forført af skæbnen - Justin Bieber

Dæmon møder engel, plus møder minus. I en anden betydning, er det sandt. Den 16 årige Nora er nullet på skolen. Ingen bryder sig om hende, og kan de drille hende, udnytter de fleste situationen. Nora mistede begge sine forældre som lille, og bor derfor hos sin mors søster, så hun har det i forvejen svært. Men mere galt går det, da de et år ældre elever, skal lave en stor musical med Noras årgang, og selvfølgelig får Nora den rolle, der skal øve sammen med den værste af de mange hårde typer, Justin. – Justin er ikke kendt.

45Likes
172Kommentarer
6461Visninger
AA

9. Endnu et break-up

Jeg lå i sengen og tænkte på alt det Justin lige havde sagt. Den måde han havde været på, så fjern, så anderledes. Det var som om han var en anden, han levede nærmest bag en facade. Efter jeg havde spurgt ham om det spørgsmål, han ikke havde tænkt over, blev hele situationen pludselig anderledes. Som om han fjernede facaden og bare var … Justin. Det var en helt anden person jeg så af ham, men samtidig kunne jeg mærke den vrede der gemte sig i ham, og alle de smarte replikker han kunne fyre af nu og her, men han havde ladet vær. Hvilket jeg ikke forstod, men gjorde mit humør så meget bedre.

Jeg smækkede døren til bilen, og så Justin gå en del skridt foran pigen jeg sidst havde set i gangen. Hun prøvede at indhente Justin, og jeg så hurtigt hvilken scene der var ved at blive spillet op til. ”Det er slut” scenen. Justin ville droppe pigen og bare lade som om han ikke kendte hende fremover. Sådan endte det altid! Aldrig havde pigen droppet Justin, og aldrig var andet sket. Pigerne var bange for at droppe ham, da jeg sagtens kunne se ham slå den. Samtidig var det Justin, der skulle være den seje, og prøvede pigen at sige, at hun havde slået op, ville alle sikkert tro på Justins forklaring med, at det var ham der havde slået op.

”Amber, vil du ikke gerne lade vær med at være med mig hele tiden. Ved du hvor klæbende det er? Lad mig forklare dig det, meget!” Justin var i sit røde felt. Ophidset, irriteret, og kunne ikke finde på at snakke sødt til nogle overhoved. Justin havde vendt sig om, og kiggede stirrende på Amber. Hendes hår blev blæst løst af vinden, mens hun prøvede at se lidt lige glad ud, men samtidig ulykkelig.

”Hvorfor, Justin? Svar mig. Hvad har jeg gjort?” Justin svarede ikke, men fik øjenkontakt med mig, og det mærkede vi vist begge to. Justin blik flakkede tilbage mod Amber, da hun igen spurgte ham om noget. ”Kan du lide en anden?” spurgte hun såret. Justins blik blev mere og mere blankt, og det var nemt at se, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. ”Hvad så hvis jeg har?” spurgte han Amber udfordrende om, og lidt efter kom et overraskende gisp fra hende. Justin så fornøjet ud, om det han så havde sagt var rigtigt, eller forkert. Man kunne aldrig gøre sig klog på ham. Det var umuligt. Ikke engang Ryan vidste til tider, hvor han havde Justin. Han kunne være så usikker.

”Ved du hvad, drop det. Jeg har intet til overs for dig” og med det forlod Amber Justin, og gik med irriterede skridt ind mod skolen. Jeg så mit tag til også at begynde at gå, så Justin forhåbentlig ikke ville lægge mærke til, at jeg havde gloet sådan, som jeg havde. Mine ben begyndte at gå hen af jorden, da jeg pludselig blev prikket på skulderen. Jeg vendte mig med en bange anelse om, og så Justin så over for mig.  

”Jeg så dig godt” sagde han bare lige ud, men pludselig var tonen dig igen. Den tone, der næsten intet ondt havde i sig. Hvad var der galt med ham?

”Undskyld, tror jeg.” Det var som om, at jeg pludselig turde give ham lidt modstand. Justin kiggede ikke engang undrende på mig, og det gjorde mig en smule bekymret for ham. Igen utroligt, at jeg var bekymret for ham. Ikke bare hvilken som helst, men Justin. ”Justin, tror du, at du er okay?” spurgte jeg ham undrende, da hans måde at opføre sig på, var helt og aldeles anderledes, end hvad han plejede.

”Lad os bare sige det sådan” sukkede han, og gik så ind i skolen. Jeg valgte ikke at følge efter ham med det samme, men gik bare stille bag ham, uden at spørge ham om noget, eller røre ham fysisk.

Vi nåede ind i skolens gang, hvor en masse fra min klasse kiggede på en tavle. Selvfølgelig. Der var allerede i dag svar på, hvem man skulle spille i det store skuespil. Folk gik derfra med både sure og glade ansigter. De glade var selvfølgelig dem der havde fået de laveste roller, da ingen rigtigt gad det der. Som Justin var på vej derover, gik jeg nu også derover. Folk gik derfra hvert andet sekund, og det endte med, at jeg nåede der hen få sekunder efter Justin. Vi fik hinandens øjenkontakt lige med det samme. På papiret stod vores navne øverst, som de to hovedroller. Ikke nok med det bare var hovedroller, de skulle også kysse. Det kunne jeg slet ikke tage stilling til lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...