Forført af skæbnen - Justin Bieber

Dæmon møder engel, plus møder minus. I en anden betydning, er det sandt. Den 16 årige Nora er nullet på skolen. Ingen bryder sig om hende, og kan de drille hende, udnytter de fleste situationen. Nora mistede begge sine forældre som lille, og bor derfor hos sin mors søster, så hun har det i forvejen svært. Men mere galt går det, da de et år ældre elever, skal lave en stor musical med Noras årgang, og selvfølgelig får Nora den rolle, der skal øve sammen med den værste af de mange hårde typer, Justin. – Justin er ikke kendt.

45Likes
172Kommentarer
6435Visninger
AA

10. En ny oplevelse

Justins blik fangede mit, og det var som om tiden stod stille. Havde det ikke været for få elever, der maste sig på, og kiggede hvad de var blevet, havde jeg nærmest følt tiden var frosset til is. Det endte med, at Justin med en knyttet næve, slog hårdt på opslagstavlen, og derefter bare gik ned af gangen, med et stort had i hele hans krop. Det kunne jeg se på den måde han gik.

”Tillykke da, Nora” hørte jeg en drengestemme sige. Ikke en genkendelig, men jeg smilede bare skævt, mens mit blik var på Justin. Drengen forsvandt heldigvis igen, men som jeg skulle til at gå efter Justin, ringede klokken. Typisk. Jeg ville bare prøve at fortælle ham, at det da i længden ikke kunne være så slemt. Måske for ham, da alle ville høre hans stemme, men den stemme synes jeg, at han skulle være stolt af. Nok ville hans ry blive ødelagt, men han skulle ikke tage det så tungt. Men kendte jeg ham rigtigt, ville muligheden for, at han var med på idéen minimal.

Jeg havde time. ”Vi har printet manuskripter ud til jer alle, men i skal selv strege ud, hvad i skal sige med en overstregningstusch. I kan begynde nu, og lave resten senere. Jeg vil også give den idé, at i allerede i dag, hvis I har større roller, finder den jeres rolle siger mest med, og øver lidt derhjemme,” er det forstået, alle?” sagde vores lærer, og kiggede på os alle sammen, der nikkede forstående. ”Nora, du skal i øvrigt over på biblioteket nu” sagde han en smule hårdt, så jeg med det samme kunne gå. Uforstået tog jeg min skoletaske og manuskript og gik mod skolens bibliotek. En smule stort, men jeg kendte det efterhånden som min egen bukselomme, eftersom jeg tit søgte derover efter de gamle onde nedgøringer fra Justin. Stedet fik mig til at slappe af, og det kunne jeg lide.

Der var gået fem minutter, uden noget specielt var sket, men da døren endelig gik op, kiggede jeg derover i mod. Justin blev skubbet ind, af hans sure, samt gamle dansklærer, fulgte ham ind i biblioteket.

”Justin, du har et sangtalent så stort, så derfor fik du hovedrollen, vil du ikke bare prøve at nyde det?” spurgte læren ham om, og han nikkede. Ingen lærer kendte den rigtige Justin, men vidste stadig han nemt kunne blive irriteret over ting. Få lærere som han endda som et englebarn. Justin fik øje på mig, og gik med sit manuskript i hånden, over mod de sækkestole, jeg havde taget plads i.

”Længe siden hva’? Dejligt at se dig igen. Jeg har savnet dig.” I starten kunne jeg have lignet noget der var løgn, hvis jeg havde set mig selv i et spejl, men da det så gik op for mig, at det var en af replikkerne i stykket, smilede jeg en smule genert. Justin havde sikkert ikke savnet mig, så det ville jeg heller ikke helt tro på, hvis han havde sagt det til mig.

”Vi lukker nu, kan i se at komme ud, og i har i øvrigt fri” blev der råbt af en bibliotekar, og Justin rejste sig med det samme, og lidt efter fik jeg da også rejst mig. Justin var allerede på mig væk, mens jeg først skulle pakke min skoletaske. Jeg kikkede på mit ur, klokken var fem, hvordan var tiden gået fra klokken tre, til det? Men i hvert fald, var min moster sikkert langt væk. Det mest utrolige var til gengæld, at både Justin og jeg havde haft fri for lidt over en time siden, men hverken ham eller jeg havde tjekket et ur. Faktisk følte jeg at det havde været hyggeligt. Den måde Justin havde opført sig på, og fået et grin ind her og der. Dog var der gået lidt kaos i os, da kysset kom i manuskriptet. Vi stod op, da det pludselig stod i manuskriptet, og da jeg kiggede på Justin, kunne jeg med det samme se uroligheden i hans øjne.

Vi nåede parkeringspladsen, og jeg nåede at se Justin løste låsen fra sin knallert, da jeg egentlig blev helt klar over, at jeg ikke havde nogle til at køre mig hjem. Min hus lå flere kilometer herfra, og i det mørke det allerede var blevet, følte jeg mig allerede en smule skræmt. Jeg tog chancen og løb over til Justin, der nu havde fået sin hjelm på. ”Justin!” råbte jeg, og heldigvis hørte han mig. Jeg luntede hen mod mig, og han valgte at tage sin hjelm af, og han slyngede blidt med hovedet, så hans hår sad mere perfekt.

”Hvad?” hans stemme var en smule kold. Han stod nu oplænet af den røde knallert, og lignede virkelig i en badboy i hans sorte tøj, hjelmen holdet under i hånden, og så stå ved den røde farve.

”Kunne det være en mulighed, at du kørte mig hjem? Jeg ved du bor tæt på og sådan” sagde jeg til ham, mens vinden blæste mit hår til alle siden.

”Hop op” sagde han en smule irriterede, og tog sin hjelm på. Jeg tøvede alligevel lidt, med tanken om, at jeg skulle op på Justins røde knallert, hvor han sikkert ville trykke fuld speed. Efter besvær kom jeg op, og straks om jeg havde fået sat mig ordentligt, kørte han ud af skolen, og jeg kunne straks mærke vinden mod mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...