You're Beautiful 2

Taemin ved, at Minho er en havmand, trods det elsker de stadig hinanden. De er nyforelskede, tror at de skal være sammen for altid, men desværre lykkedes det dem ikke, at holde Minhos hemmelighed væk fra omverdenen.
Hvad sker der så, når videnskabsmænd får fat i havmanden? Jo, Minhos far, Konge af havet, bliver rasende.

139Likes
767Kommentarer
13447Visninger
AA

10. Forvandlingen

Den umådelige, søde smerte, var hele vejen fra mine lår, op til min rygrad, hvor den slyngede sig rundt. Smerten var næsten uudholdelig, men alligevel den dejligste smerte, jeg nogen sinde havde oplevet. Jeg var kun i stand til at holde den ud, fordi Minho var her. Fordi Minho viste mig sin kærlighed, på den mest utvivlsomme måde.

”Taemin, jeg elsker dig.”

 

Jeg havde det mærkeligt, da jeg vågnede op. Jeg vidste ikke, hvorfor. Jeg var fuldstændig svag i hele min krop, og alligevel, havde jeg det som om, jeg lige havde været ude at svømme i havet. Minho lå ved min side, med en arm omkring mig. Jeg så på ham, og han åbnede svagt sine øjne.

”Godmorgen, Taemin,” sagde han og smilede.

”Minho hyung, jeg har det mærkeligt,” mumlede jeg lavt og tog mig til hovedet.

”Hvordan mærkeligt?” spurgte han.

”Som om… Jeg har brug for vand,” mumlede jeg. Minho grinede lidt og rejste sig fra sengen, for at hente mig noget vand. Imens han var væk, tænkte jeg lidt på natten, og før natten. Minho ville gøre mig til en havmand, ligesom ham selv.

Han havde gjort det, som han skulle, nu. Var jeg forandret? Var det derfor, jeg havde sådan en trang til vand? Ikke kun vand, men også salt. Saltvand.

”Minho hyung, hvornår kan jeg se min hale?” spurgte jeg, da Minho kom tilbage med et glas vand. Han rakte mig det, hvorefter han satte sig igen.

”Vi kan tage ud og svømme ved stranden, så kan du se den,” sagde han og smilede. Jeg smilede stort tilbage. Jeg ville så gerne se min hale! Jeg ville se, hvilken farve den var.

”Okay, hyung!” sagde jeg glad og drak vandet. Minho kyssede blidt min pande, imens vandet gled ned i min hals.

”Hvad farve mon den er?” sagde jeg lavt, fuld af begejstring. Jeg rejste mig op fra sengen og fandt mit tøj. Jeg havde næsten ikke andet end den hale i hovedet, på det tidspunkt.

”Måske lyserød,” sagde Minho og grinede. Jeg rakte tunge til ham.

”Keys ville måske være lyserød, men ikke min,” påstod jeg. Minho begyndte bare at grine igen.

”Men… Den bliver nok ikke så flot som din,” sagde jeg lavt. Minho rejste sig op og omfavnede mig bagfra. Jeg lænede mig lidt tilbage mod ham og så op på ham.

”Den er helt sikkert meget smukkere, Tae,” sagde han og kyssede mit hår.

”Nu må vi se,” sagde jeg og smilede.

”Til stranden, hyung!” sagde jeg igen og rev mig fri fra Minhos greb, så jeg kunne gøre mig klar. Vi skulle på stranden, så jeg kunne se min hale. Det ville ikke være noget ved, hvis jeg så min hale for første gang, bare ved at sidde i badekaret eller lignende. Jeg ville se den i sine ’naturlige’ omgivelser, i det smukke hav.

Nu var jeg meget snart officielt en del af havfolket, så snart Minhos far havde godkendt vores kærlighed, og set min hale. Så ville de ikke hvæse af mig længere. De ville ikke afsky mig, eller prøve på, at sætte både tænder og kløer i mig, for at dræbe mig og derefter fortære mig. For dem var jeg lige så fremmed, som de var for mig.

”Er du klar til at gå, Tae?” spurgte Minho, og kaldt mig ved det kælenavn, han havde givet mig. Jeg havde endnu ikke et til ham, udover ’hyung’.

”Klar!” svarede jeg og tog ham i hånden, hvorefter vi gik.

 

Vi nåede dog aldrig stranden, før det skete. Vi nåede det ikke, før ulykken skete, og hele verden så hemmeligheden. Før hele verden så, hvad Minho i virkeligheden var, før han blev taget væk fra mig. Jeg hader dem. Menneskerne. Jeg ville ønske, at de ville forsvinde fra jordens overflade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...